Hans-Jørgen Eggersen - om en travl barndom på landet

Den 7. maj 1946 blev min bror og jeg født på Trollehus gartneri, som lå på Leestrup mark (nu Mosebøllevej 12). Far havde i 1934 købt det lille landsted på fire tdr. land af Sofie mod at hun fik lov til at blive boende i sit lille fem fags stråtækte hus til sin død. (Hun døde i 1952 – 95 år gammel).

Finn og jeg er jo tvillinger, og som børn gik vi altid ens klædt. Far og mor blev gift den 20-4 1941 i København. Vores storesøster Hanne blev født den 13. januar 1942. Far startede med at bygge et hønsehus, og havde så høns i de tørste år. Senere plantede han frugttræer. I 1939 gravede han kælder ud og støbte grund til et hus, men så startede 2. verdenskrig, så han kunne ikke få materialer og måtte stoppe der. Under krigen dyrkede han tobak mellem æbletræerne. Det var vistnok en hård tid. Og uden på hønsehuset byggede han nu stuehus-portrum og stald. Far og farbror Hans lavede selv alle murstenene i træforme og byggede huset.

Jeg havde en rigtig god barndom, synes jeg selv. Far havde bygget et dobbelt drivhus, som lå helt ud til vejen til portrummet, og der lavede han forårsplanter og tomater. Både mor og far kørte så handelstur på skift rundt i omegnen, lige som slagteren og brødkusken.

Lidt oppe ad vejen boede Frederik og Anna med deres datter Rigmor og hendes søn Olav som er 13 år ældre end Finn og mig, der kom vi meget, især mig. For mig var Olav voksen men han havde altid tid til os. Da jeg var fem år fik jeg blindtarmsbetændelse og bughindebetændelse og var vist nok meget syg. Jeg lå på Fakse sygehus i lang tid, noget af tiden lå jeg spændt fast til sengen, fordi jeg havde et dræn i begge sider af maven, så det nyttede jo ikke bare at bede mig om at ligge stille.

Om dette havde jeg mareridt til jeg var over tyve, hvis jeg kom til at sove på ryggen.

Ellers er noget af det eneste jeg husker fra sygehuset, den dag da sygeplejersken sagde til mig, “i dag skal du op at gå” og jeg blev anbragt med benene ud over sengekanten, så hun bedre kunne etagevaske mig, da hun vendte sig lod jeg mig ganske roligt glide ned på gulvet, men ak, benene kunne ikke bære mig. Da blev jeg bange, der var gået for lang tid siden jeg havde brugt dem sidst, da der ikke fandtes gangstativer i min størrelse, hængte jeg i håndtagene på madvognene, på den måde fik jeg set hele afdelingen og fik mange fem og tiører plus lidt slik, som jeg ikke måtte spise, men det åd Finn, når han med mor eller far kom og så til mig.

 

Skolestart og huslige pligter
I april 1953 startede vi i Leestrup Forskole, lærerinden hed Frk. Tønnesen. Det var noget af en forskrækkelse, hun var meget høj, eller vi var meget små? Hun led af struma og basedow, halsen var meget tyk med folder, og øjnene var meget store, og når hun var vred, hvilket vi syntes hun var tit, var vi bange for at øjnene skulle falde ud når hun blinkede. Hun slog os aldrig, men hun var efter os drenge, vi var nok heller ikke altid så flinke. Her er et par eksempler. Vi fangede engang en spidsmus, den slap vi løs under klappen på kateterpulten, vi ventede længe i spænding, og endelig opdagede hun den, hun for ind i privaten og lovede os al landsens ulykker, men efter en længere forhandling frafaldt hun alle trusler, hvis vi fjernede den med pigerne som vidner. I skolestuen stod en stor kakkelovn, den fyrede vi drenge i med nøddekoks (koks lidt større end nødder) de stod i gangen i store tøjsække. En vinter blev jeg sendt ud i gangen for at køle af. Kan ikke huske hvorfor. Men jeg kedede mig og fik så den ide at fylde alle støvlerne med koks, vi havde jo hjemmesko med, da jeg næsten var færdig kom hun. Først ind i skolestuen, stå ret ved kateteret front mod de andre. Så tog hun fat i de små hår foran ørerne og løftede op. Det gjorde ondt selv om man prøvede at følge med op ved at hage sig fast i listerne på kateteret. Der blev ringet hjem og mor måtte hente skarnsknægten.

I starten gik vi til skole, cirka 2,5 km, det vil sige vi blev tit samlet op af mælkekusken, eller sad på bagagebageren på nogle af de store drenges cykler, så skulle vi kun gå til transformatoren, dertil var der kun en km. Når vi skulle hjem var der næsten altid nogen der havde været i brugsen eller hos smeden, ellers gik vi, men om sommeren lånte vi tit en hest som gik med klaptræer og græssede i en fold, især Thorvalds eller Olavs.

Da vi fyldte 7 år kom fragtmand Jørgen (en stor gammel mand, hvis ene øje var af glas, det tog han sommetider ud og lagde det på bordet så kunne det holde øje med os). Vi troede på det, så vi havde meget respekt for ham. Han læssede to helt nye cykler af og ønskede os tillykke med fødselsdagen vi gav ham pænt hånden, bukkede og sagde tak. Hvor var han en flink mand. Vi vidste jo ikke at de kom fra morfar og mormor i København. Da morfar senere på sommeren kom til os på ferie, (mormor sad i rullestol fordi hun havde leddegigt, derfor var hun ikke med.) Forlangte mor at vi skulle give hånd, bukke og sige tak, men det nægtede vi (vi havde jo takket Jørgen fragtmand). Morfar blev noget stødt, men fik vel senere en forklaring af mor.

Da vi kun gik i skole hver anden dag var der tid til megen leg og ballade, men vi havde også pligter. Tidligt om foråret vejede, eller talte vi frø, hældte dem i små poser som mor havde skrevet på. Disse kom så med på vareturen, lidt senere harpede vi jord, det som ikke kunne komme igennem soldet dryssede vi i bunden af plantekasserne, det fine jord øverst og skrabe af med et bræt, enten lavede vi huller til frøene eller bredsåede, senere skulle planterne så prikles i andre kasser og senere i urtepotter. En af de fa gange far blev rigtig vred, var da han engang havde købt rigtige lerpotter hjem fra Røde Led eller Kähler. Finn og jeg havde først lagt et stort stykke brænde. På tværs over det, et langt bræt, når man så stillede en potte på hovedet i den ene ende og hoppede fra en appelsinkasse og ned på den anden ende, fløj urtepotten højt op i luften, ret sjovt syntes vi, men det blev hurtigt kedeligt. Vi startede nu med to potter oven på hinanden, den nederste for nu op gennem den øverste, det var sjovt, så fortsatte vi med tre-fire og jeg tror at da vi nåede fem opdagede far det. Vi fik hver en endefuld og måtte så sidde i soveværelset og surmule resten af dagen.

Ellers var vi med til at fodre kaniner, gris, ged og ko. En gang om året fik koen en kalv, så vi næsten altid var selvforsynede med mælk. Ko, kalv og ged var de eneste, der havde navne. Koen hed altid Moster Muko og kalven Kipper Nor, geden hed Mette.

Jeg husker en morgen, hvor far kom ind i køkkenet. Han malkede altid så tidligt at vi kunne få mælk og havregryn inden vi skulle i skole. Uden mælk, og han græd, Moster Muko var død, det var hårdt. Han havde som han plejede, tændt flagermuslygten og var gået ned i kælderen. Den han selv havde gravet. Her havde han hængt flagermuslygten på sit søm som han plejede, koen lå ned som den også plejede, så puffede han til den, men den rejste sig ikke, så slog han den med malkeskamlen. Da han nu havde vænnet sig til mørket opdagede han, at den var død. Det er en af de få gange jeg har set far græde. Ellers var han altid glad, han sang meget, tit digtede han selv teksten, det var ikke altid det rimede, men så prøvede han bare forfra.

Jeg var meget oppe hos Olav, det var meget sjovere, her fik jeg lov til at køre med hestene, de hed Klaus og Lise, for mig meget store Oldenborgere. Lise lidt lys og Klaus kastaniefarvet, han skinnede når han var nystriglet. Om foråret harvede og tromlede jeg med Klaus, den var meget godmodig, næsten intet kunne skræmme den. Lise derimod var lidt nervøs, men mest når hun var alene, så hende kørte jeg kun med når begge heste var spændt for, dog red jeg alene på Lise når den havde tabt en sko eller skulle omskoes. Når jeg red op til smeden i Leestrup måtte jeg kun ride i skridtgang ude i rabatten, men når jeg red hjem måtte den løbe i trav eller langsom galop. Jeg har aldrig redet med sadel, så langsom galop var bedst, det stødte ikke så meget i numsen. Engang gik det dog lidt galt, Olav satte mig op på Lise og jeg og jeg red stille og roligt mod smedjen. Allerede oppe ved Birkehøj gik det galt, jeg vidste ikke at Pouls grise gik løse rundt i en lille fold efter haven, det vidste Lise heller ikke, så hun sprang sidelæns ud i grøften så jeg faldt af, men havde fat i hovedtøjet og måtte nu trække Lise hen til Thorvalds vej (er nu fjernet). Der var grøften så smal og dyb at jeg kunne komme op på hesten igen og vi kunne fortsætte mod Leestrup. Men ak trængslerne var ikke forbi, da vi nåede Stenager gik det galt igen. Da vi var ud for portåbningen blev Lise forskrækket igen, for inde på gårdspladsen stod en kartoffelkoger hvor dampen hvæsede ud af, men denne gang holdt jeg fast da hun flygtede ind på marken, og jeg måtte nu ride bag om forskolen og Theodor for at komme op til smeden. På vejen hjem havde jeg mere styr over det. De rigtige gode ture var når vi kørte til møllen i Orup, så blev Klaus og Lise spændt for fjedervognen, og med to tønder kom bag på ladet drog vi nu mod smedevænget. På fjedervognen var der en rigtig buk med ryglæn, om sommeren sad så Finn og jeg ved siden af Olav, og om vinteren havde Olav Frederiks store kørekappe på, og vi sad i en gammel fodpose lavet af fareskind og havde så lige næserne oven for så vi kunne se lidt. Oppe på møllen gik vi så op på mølleloftet, og når Olav så havde kørt vognen hen under slisken kunne vi gerne nå et par ture inden det igen gik hjemad. Hestene gik rigtigt godt sammen, og hvis de så andre heste langt foran lod Olav dem løbe så vi overhalede dem, vi blev aldrig overhalet, Ha ha. Også når vi kørte til Fedet efter sand eller tang til roekulen havde vi det sjovt, i starten med den gamle fjeldvogn, der var fælle og eger sommetider lidt løse pga. at de var tørre, så kørte Olav helt ud i vandet, (hestene elskede det) Og i ti-femten centimeters vand gik det nu langs stranden alt hvad hestene kunne spæne. Jeg tror at vandet blev hvirvlet ti meter op i luften, det var rigtigt sjovt. Når vi fortalte det til Frederik sagde han vredt “Drengestreger!”, men Olav sagde, “hjulene holdt i hvert fald op med at knirke!“.

Nå tilbage til Trollehus. Når vi kom fra skole skulle vi så vaske op. Det skændtes vi meget over, men Hanne bestemte mens hun boede hjemme, “Sådan”, så vi måtte jo gøre det. Mindst en uge før vi fik sommerferie, kom vores feriepige, hun var et år ældre end os. Far Finn og jeg hentede hende på Fakse Station. Hun som hed Lone stod på perronen sammen med mange andre børn. Dem, der skulle på ferie første gang, havde et manillakort bundet i en snor om halsen med deres navn og hvor de skulle hen. Far gik så og læste kort til han fandt Lone. Hun var højere end os, og så meget betuttet ud, hun havde aldrig før været uden for København. Vi troede at det var løgn, men det passede. Så Finn og jeg skulle rigtig dupere hende. Vi lærte hende at malke. Da hun først havde klappet Moster Muko et par gange gik det lidt lettere. Jeg spurgte om hun nogensinde havde redet på en ko, hvilket hun selvfølgelig sagde nej til. ”Det havde jeg heller ikke”. Så vi trak Moster Muko hen til muren ved det gamle drivhus, jeg kravlede op på muren og sprang over på ryggen af den. Herre jemini, efter næsten en omgang i tøjreslaget måtte jeg af, lige i de største brændenælder og så med korte bukser. Jeg har aldrig redet på ko siden. Oppe på trehjørnet boede Ruth og Sven. Deres børn hed Birthe og Solveig. Et år ældre og et år yngre end Finn og mig. Dem legede vi også meget med, noget yngre var der så Gunner og Arne. Da vi var ca. elleve år flyttede de til Houby lige syd for Fakse. Olav havde fra Helvegs mark ved en overkørsel, lånt strøm fra hans elektriske hegn og således fået folde så han ikke skulde gå og flytte køer og heste, og vi børn havde fået besked på ikke at røre ved tråden. ”Man kunne næsten dø af det”. Jeg havde set hvor galt det kunne gå, jeg var blevet sat til at holde øje med Klaus og Lise den første dag de blev tøjret lige op af hegnet, jeg var der for at berolige dem og pludselig far Lise rørt tråden med manen samtidig med at hun tager en tot græs, hun gik helt ned i knæ og blev så stående og gloede dumt. Olav måtte trække hende hjem, hun troede at det var græsset der gjorde ondt så hun turde ikke spise det, senere gik det meget bedre.

En dag da Birthe og jeg legede, havde vi hældt vand på to flasker, vi slentrede langs vejen, og Birthe sagde, at hun godt turde hælde vand på tråden og hun gjorde det sørme, da jeg ikke ville stå i skyggen for en pige sagde jeg, ”Jeg tør godt tisse på den.” Det troede hun ikke på, men jeg startede, og først da jeg stod bagover som en flitsbue lykkedes det mig at tisse op på tråden. Bang sagde det så, benene røg helt op til ørene og et kort øjeblik tror jeg, at jeg besvimede, for da jeg kom til mig selv spænede Birthe op af vejen. Jeg var helt sikker på at hun løb hjem for at fortælle, at jeg var ved at dø, men jeg klarede den. Gudskelov, Det er utroligt hvad man skal igennem bare for at prale lidt.

 

Sct. Hans
Den sidste lørdag inden Sct. Hans, var vi altid i Strandegårds dyrehave. Mor og far var med i Roholte Ungdomsforening, og så holdt man sommerfest. Inde i skoven var der en meget lang lysning som endte i et stort bredt område, her lå to høje kaldet Troldhøjene, lidt ved siden af dem var der gravet ca. en meter jord af så der var et stort firkantet areal, her var der lagt bræddegulv, så om eftermiddagen var der opvisning med folkedans. Hanne, Finn og jeg var tvunget med, og så havde vi folkedansedragter på. Det var ikke lige Finn og mig, men jeg tror vi var med i fem seks år. På lysningen før festpladsen var der Ringridning. Det var sjovt at se på, banen var lang jeg tror der var fem-seks ringe rytterne skulle pille ned med deres spyd. Der var otte-ti ryttere med som kæmpede om at få flest ringe. Nogle red på meget fine heste med saddel og sølvspænder på hestenes hovedtøj, andre på almindelige heste og nogle på trækheste uden sadel, for nogen prestige og for andre bare for sjov. Den allersjoveste var Lars Peters Kurt fra Vandvænge. Han stillede hvert eneste år med et gammelt øg af en Belgierhest, ustriglet og uden saddel (til stor forargelse) for nogle. For at det skulle gå rigtigt til, skulle hesten løbe i galop og det gjorde det lidt svært, for det går jo gerne lidt stærkt, men Kurt havde øvet sig, han startede som de andre i galop, men når hesten nåede den første ring, holdt Kurt den tilbage, han havde lært den at galopere uden at den næsten bevægede sig hen over græsset og kunne nu lettere fange ringen. Det var sjovt at se, men nogle blev sure. Der var boder med is, øl, sodavand og kaffe med kager. Folk tog selv aftensmad med, og om aftenen blev der så stillet bænke og stole op på bræddegulvet. Så så vi skuespil med lokale aktører, det var tit egnsspil som Karen Hansen fra Vindbyholt selv havde skrevet og instrueret, far og mor var tit med, og Hanne, Finn og jeg har også prøvet at være med. Når forestillingen var færdig gik vi hen ved skrænten, hvor der var stort Sct. Hans bål, her sang vi nogle sange fra højskolesangbogen og sluttede altid med midsommervisen. Derefter var der folkedans for alle på det store trægulv lige til midnat.

Selve Sct. Hans aften tog vi ned til Elnasminde, der var altid et stort bål nede på stranden, og så kunne man se alle de mange bål rundt om fjorden. Det var flot, især hvis månen spejlede sig som en lys stribe over fjorden.

 

Sommerferie
Endelig havde vi sommerferie, men skulle hver især plukke nogle pund jordbær, inden vi fik lov til at cykle ned til Sivet – Julemærkedrengenes badeskur for enden af Den ny vej (nu Egemosevej). Først da vi var omkring tolv år måtte vi cykle over dæmningen ud til fedet for at bade i Østersøen.

Lørdag – søndag stod vi tit nede ved amtsvejen og solgte jordbær til turisterne, det gav nogle gode lommepenge, og vi kunne så samtidig skrive nummerplader ned, det var sjovt når vi fik nogen der var langvejs fra. Vi legede meget i Smedevængeskoven, der kunne vi gå over Smedevængegårdens mark, så var vi der. Her lavede Lone, fætter Torben, Finn og jeg mange huler, og ødelagde dem Julemærkedrengene havde lavet. Hvorfor? Jeg tror vi var misundelige, de var mindst 15 drenge og en voksen, havde tit selv materialer med og kunne bygge dem større og flottere. Jeg tror det hele var en misforståelse, som børn vidste vi ikke rigtigt, hvad de var for nogle, de kom marcherende ude på vejen to og to, med mørkt tøj, korte bukser og gummistøvler, så vi flygtede altid når vi så dem, vi tænkte at vi nok fik bank hvis de fangede os. Den tids pædagogik. Det var et sidespring. Vi legede også på den anden side af vejen mellem Leestrup og Vindbyholt, et stykke inde ad skovvejen løb der en stor bæk, den var rørlagt under vejen (ca. 30 cm i diameter). Der magede vi os igennem om sommeren når der næsten ikke var vand i bækken. Lige før overkørslen stod der et meget gammelt bøgetræ, der skar vi vores navne med kniv flere steder, i selve bækken lavede vi dæmninger og vandfald. Der blev brugt rigtigt mange timer med det. Enkelte gange var vi i Leestrupskoven, men der kom vi ikke så meget da vi var mindre. For det første så var der længere, og for det andet, så skulle vi forbi Rossens kalkuner, dem var vi stive af skræk for, og de gik næsten altid ud til vejen, så vi cyklede i græsset til de opdagede os, og så drønede vi af sted, med dem efter os, de var helt røde i kammen, blevet dobbelt så store, kaglede frygteligt højt og så kunne de løbe meget stærkt. For det tredje så havde bedstefar fortalt uhyggelige historier om Kludeegen, så det var først da vi blev noget ældre vi legede der.

Efter sommerferien var vi så med til at høste asieagurker. Vi vaskede dem og lagde dem i store kasser, vi kørte så med far til det gamle grønttorv inde midt i København, hvor nogle blev solgt, og de dårligste gik til konserves. Sommetider var vi inde og aflevere nogle til pæreskuderne, vist nok i Frederiksholm kanal. Det var små gamle træskibe der ikke kunne sejle mere og så var lavet om til små grøntforretninger. I nogen af dem boede familien der også. Inde i selve København sad den ene af os nede på gulvet i mellem benene på den anden, der måtte nemlig kun være en passager med fordi bilen var på gule plader. Skørt.

 

Store-skolen
Efter tre år i forskolen kom vi nu op i den store skole, den lå lige efter vejen over til Brugsen og skråt over for bedstefars Karetmagerværksted. Han var gift for 2. gang med Ella som havde telefon centralen. Den hed Hemmestrup central, det syntes vi var mærkeligt, når nu den lå i Leestrup. Hemmestrup lå en kilometer længere mod vest og bestod af fire fem gårde, men det var der ingen forklaring på. I Leestrup skole regerede Peter Holme Hansen, for os børn “De” eller “Holme”. Det havde også været fars lærer. For os børn var han en lille ældre skallet mand, altid iført pludderbukser og ternede strømper, ude altid med alpehue. Han var ikke en hvem som helst, men rangerede på højde med Brugsmanden, Mejeribestyreren og Alfred på Stenager. Til daglig var han en flink lærer, men var ikke så meget for nye tiltag. Vi gik to årgange sammen. 3.a-3b og så 4a og 4b. Vores regnebog hed Chr. Hansens Grønne regnebog og var delt op i a og b. Jeg tror vi var ti-tolv elever i klassen, skolepultene var meget gamle og alle ens i størrelsen, dvs. for store til nogle og for små til andre. Pulten var skrå og kunne lukkes op, i midten var der hul til blækhuset. Det blev kun brugt når vi skulle skrive ind dvs. efter at vi havde skrevet kladde. Så delte duksen blækhuse ud og man fandt sit penneskaft frem. Hvis pennen var gået itu, fik man en ny mod at aflevere den gamle, og så skulle man forklare, hvorfor den var gået i stykker. Det var ikke altid så let, for vi drenge kunne bruge den til mange ting. Hvert bord måtte enes om et klatpapir, og hver gang man havde skrevet en linie skulle man bruge det. Skolens tavle bag katederet var lavet af vinyl, sort med røde vandrette linier. Engang i et frikvarter kom Holme ind i klassen og så stod vi nogle drenge og skød til måls efter en skydeskive vi havde tegnet på tavlen, der sad så en tre-fire penne og svajede. Vi blev godt nok skældt ud. Vi havde katekismus og salmevers som vi skulle lære udenad, hvis vi ikke kunne kattekismussen blev vi kun skældt ud, men hvis vi ikke kunne sang eller salmevers fik vi ikke frokostfrikvarter den dag, men skulle lære dem der, og blev så hørt bagefter, øv.

Vores bog om verdenshistorie var skrevet i 1912, men det tænkte jeg ikke over, det var først mange år senere jeg opdagede det. Vores Danmarkshistoriebog må ha været fra lige efter 2. Verdenskrig for vi lærte ikke noget om den, men på den sidste side i bogen var der et stort billede med flyvemaskiner. I underteksten stod der: “Tyske bombefly over København 9. april 1940”.

Om sommeren gik vi i skole fra kl. 8 til kl. 14, og om vinteren fra kl. 8.30 til 14.30, hver andet år, mandag-onsdag-fredag og tirsdag-torsdag-lørdag. Om vinteren kunne det være strengt, for der kørte ikke sneplov på de små kommuneveje, så man kunne ikke cykle. Olav kørte heldigvis mælk dengang, og havde nu fået gummivogn, men hvis der var meget sne, og han havde første tur på mejeriet, skulle vi meget tidligt op. Så blev gummivognen kørt op til transformatoren, så hjem og hente kanen, derefter til smedevænge og hente junger fra de leverandører der boede der, op og læsse over på gummivognen, og så til Skovholm, som var den største leverandør på Olavs mælkerute, jeg tror Helveg havde ca. 20 malkekøer plus opdræt, det var alle Jerseykøer, og Knud, som vi gik i klasse med blev møgsur når vi kaldte dem Helvegs geder. Derefter helt over til Traver-Jens, så tilbage til transformatoren, læsse over på gummivognen og så gik det mod Leestrup, hvor de sidste leverandører næsten boede ud til vejen. Vi hoppede af hvor vejen drejede over mod mejeriet og så var der kun få meter til skolen.

Høsten
Efter sommerferien hjalp jeg til med høsten hos Olav og Bertha. De blev gift den 14. januar 1956. Anna levede ikke mere dengang, så Frederik og Rigmor flyttede til Kongsted i et lille hus på Grunderupvej. Olav og Bertha havde nu overtaget stedet på ca. 12 tdr. land, og jeg var der rigtig meget. Jeg tror Helveg mejede deres sæd med selvbinder, forinden havde Olav slået for med le i alle hjørner, og det blev revet sammen og bundet til neg med en halmvisk. Så blev negene sat i hove og stod så og vejrede i solen, til det var tilstrækkeligt tørt til at blive kørt hjem lige vest for loen. Høstrækket blev sat på fjeldvognen, og jeg var med til at lægge læs dvs. Olav lagde på den side hvor hovene stod og jeg lagde på den modsatte side. Det gik dog galt engang. Olav trak det ud i sin side, og jeg trak det ind i min side. Det var nu blevet noget skævt men hvis vi kørte meget forsigtigt skulle det nok gå. Men ak, da vi kørte ud på vejen ved det lille hus på hjørnet, brast det forreste høstræk, det landede på ryggen af begge hestene og jeg faldt af. Olav sagde prrr. Og Klaus og Lise blev stående helt stille til vi fik fjernet både neg og høstræk. De var virkelig godmodige. Så blev negene kørt hjem og sat i stak, tre eller fire afhængigt af hvor meget der var. De var meget store og placeret to og to med plads så foreningstærskeværket samt presser kunne stå imellem. Hver stak var firkantet og lagt på en bestemt måde, man startede inde på midten med en meget lav firkantet hov, så stillede man negene med rodenden nedad uden på hinanden til man næsten havde nået stakkens mål, så lagde man ovenpå, men så den altid var højest på midten, og ved siderne rodenden udad, på den første meter i højden byggede man den ud, så man fik et udhæng på ca. ½ meter, så fortsatte man med at bygge i højden samtidig med at man trak lidt ind. Hjørnerne sørgede man for at binde godt af, samt at alle rodenderne i den yderste omgang havde fald udad og nedad. Når man havde nået den færdige højde, rygnede man med nogle knipper halm fra sidste høst, så lignede det et stråtækt hus med afvalmede gavle. Olav og Berthas stakke var altid flotte syntes jeg. Stakkene kunne nu stå i flere uger, og selv om det var regnvejr blev de kun lidt våde udenpå.

Endelig oprandt den dag hvor man startede med at tærske. I starten tror jeg det var Ford Johannes, han havde bl.a. en lille Ford traktor magen til en Ferguson, men til tærskeværket, som vistnok var et stort 24 tommer Holbækværk, havde han en gammel Svensk Bolinder- Munktel traktor, motoren var en et eller tocylindret glødhoved motor, der kørte på dieselolie. Glødhovedet skulle først varmes meget op med en blæselampe, når den så var varm nok, løftede man udstødsventilerne mekanisk, trak den så i næsen med startsvinget, når der så var kommet lidt omdrejninger på, slog man ventilerne til. Sikke nogle brag der nu kom, og så gik den i gang. Den var for os enorm stor. Traktoren stod ca. 15 meter fra tærskeværket, mest på grund af brandfaren, men også for at den store fladrem kunne fjedre sig lidt. Tærskeværket blev nu med sine jernhjul, klodset op i alle fire hjørner med en mekanisk donkraft. En såkaldt kaffemølle, så den stod i vatter. Presseren blev passet til i forlængelse af tærskeværket, et par granrafter blev passet til i længden for at holde fladremmen mellem tærskeværk og presser stram. Der blev nu monteret to slisker ved siden af hinanden og med bukke under, så knipperne lige kunne passere under portbjælken og videre op på stænget, hvor vi så var med til at slæbe halm.

Mange var med. Far tog sække fra. Valdemars Egon – Poul fra Smedevængegården – Verner og Olav bar sække på kornloftet, som var loftet på stuehuset, det var nok det hårdeste arbejde, de skulle gå ca. 40 meter, ind af bryggersdøren så ind til venstre hvor døren til vindeltrappen var, så op af trappen og ti meter hen over gulvet. Ude ved værket var der en sækkeløfter til at løfte sækkene op i den rigtige højde, sækkene skulle bæres meget nøjagtigt når man skulle gå så langt. Alle sække blev vejet på en decimalvægt så Olav kunne se, hvad de havde høstet, der var 100 kg. i hver sæk.

For det meste skar Johannes selv bånd og lagde i værket, i stakken var der altid to mand, en kastede negene med høtyv hen til den anden som så smed dem ned til ham som stod på tærskeværket, det var f.eks. Egon Hansen og Hans Christian. Der var flere med og så afløste man hinanden en gang imellem. Medens Frederik levede, gik han så rundt og ”pærrede” med sin stok, for at se om alt gik rigtigt til. For det meste varede det to dage, og så flyttede man værket til næste sted, og startede forfra.

 

Beskrivelse af skolegården og skolestuen
I skolegården som var dækket med grus, legede vi i frikvartererne. Om formiddagen havde vi et på et kvarter, og til middag et på en halv time. Ved den store hæk ud mod vejen var der så vidt jeg husker fire ribber gravet i jorden så man kunne kravle op og ned på begge sider, i hjørnet mod vest og ud imod vejen var der et langt træbord med en bænk på hver side. Hele skolegårdens vestlige side sluttede med en cementmur på godt en meter i højden, bag den havde naboen have, da det var ret skrånende terræn, var havejorden i flugt med toppen af muren. Der stod et meget stort træ, vistnok et elmetræ, mod nord var der toiletbygning, med hver sin dør til piger og drenge, toiletterne var mærkelige syntes jeg, når man havde besørget, trak man en kæde med en ring i enden ned og satte på en skrue i væggen, så kom der vand op i en cisterne, og når den så var fuld, faldt ringen af skruen, og vandet fossede ned i toilettet. Det var for at det ikke skulle fryse om vinteren, fik jeg senere at vide, men der var sandelig også koldt at sidde om vinteren. Mellem toiletbygningen og selve skolen var et halvtag, her stod forskellige ting, buk plint og balancebom, det blev næsten aldrig brugt. Holme var ikke meget for idræt. I skolegården var også en vandpost som vi børn kunne drikke af, der var sat en prop i tuden, og lige før denne, var der boret et hul, når man så pumpede kom vandet op af dette hul, når man pumpede hurtigt løb det ovenud og man blev våd. Der stod altid en zinkspand med vand, så vi kunne spæde den, hvis den havde tabt vandet.

I selve skolehuset boede Holme sammen med sin husbestyrerinde Fru Nielsen, en flink dame som næsten aldrig sagde noget. I midten af huset hoveddøren, hvor man kom ind til en stor gang, for enden afgangen som var i hele husets bredde, var en dør til venstre ind til privaten, og lige inden for hoveddøren til højre var så døren ind til skolestuen. Til højre når man kom ind, var der vinduer ud mod skolegården, og i den modsatte side vinduer ud mod Holmes have. Der har jeg aldrig været på lovlig vis. Ved væggen modsat hvor man kom ind i skolestuen, stod fra venstre et bogskab, så et trædeorgel, så kom et meget stort og gammelt kateter, det stod på en stor repos som var ca. 25 cm over gulvet, og var godt en meter bredere end kateteret på begge sider. Bag kateteret en stor gammel træstol med ryglæn over det ene hjørne, og gammelt blankt lædersæde der var sunket ned på midten. Her tronede Holme Hansen. Bag ham den store tavle, og længere til højre et par bogskabe. Hvor vi kom ind, var der til venstre boghylder, kakkelovn og et stort skab med glasrude, her var mystiske ting til fysik, men han brugte dem aldrig, selv om vi spurgte. Jeg tror ikke han vidste ret meget om fysik. Til gengæld lå der også andre ting, bl.a. oldsager, der var økser, pilespidser og div. forsteninger. På tingene stod der, hvem der havde fundet dem og hvor. Det flotteste var et far havde fundet. Medens han var i gartnerlære i Tappemøje, var han sendt ned til Tappemøje strand for at sende noget med rutebilen, mens han ventede gik han og rodede i jorden ved sivene, og fandt så en rund plade med en spids på midten, den var på størrelse med en underkop. Da han fik gjort den ren viste det sig at være et bæltespænde fra bronzealderen (Det var et magen til det Egtvedpigen blev fundet med). Da Holme stoppede i skolen, det gjorde han året før vi gik ud, fik vi børn der gik der, de ting med hjem som de familier havde og lå på skolen. Af omveje kom det så Nationalmuseet for øre, de kom og så det, og far var tvunget til at aflevere det, fordi det var Danefæ. Han fik dog ca. 400 kr. i findeløn. Det var omkring 1961.

 

Anekdoter fra skoledagen
I skolegården spillede vi bold, gerne mellem dobbelt ild, det var et sjovt spil, og et par gange om året dystede vi imod Eskilstrup skole, det endte næsten altid med at os drenge tog en nævekamp bagefter, så lærer Smith og Holme måtte skille os ad.

Holme elskede sang og så ville han have at vi skulle synge solo, men det var der ikke ret mange der ville, Anne Marie fra Eskilshave ville godt, men sang meget falsk, så vi klappede af hende, så hun troede hun sang godt, det var synd. Finn sang også godt, men var en smule ordblind, og måtte så gætte nogle af ordene, så ham grinede vi også af. Altid når vi sang, spillede Holme til, enten på orglet eller på violinen. Når han skulle spille meget på orglet lå en af os drenge på knæ og pumpede med pedalerne, så slap man for at synge. Engang havde vi lirket nogle Pinocchiokugler ind i violinen, så da han rigtig svingede den, trillede kuglerne inde i violinen, han blev vred, og prøvede at ryste dem ud men det kunne han ikke, men tid efter anden smeltede de fast og han glemte dem. Ligeledes var han meget optaget af botanik, og han vidste virkelig meget om det, så i sommerhalvåret skiftedes vi til, et par stykker af gangen, at have blomster med. Alle forskellige gav et point, og nogle fem og ti point, af dem kan nævnes ulvefod, star, vibefedt, kæruld og flere andre, men så måtte man i skoven dagen før for at finde dem, ellers tog vi bare hvad der stod i vejkanten på vej til skole. Engang om året blev det så gjort op og der var præmie til den der havde fundet flest. Jeg ved at Hanne har vundet en lille bog om vilde blomster, og jeg tror også at Finn har vundet engang, men det interesserede ikke mig så meget, så der blev ikke noget til mig.

Når vi blev hørt rejste vi os op, stillede os ved siden af pulten og svarede så, dog ikke hvis vi sad med en bog, og stillede spørgsmål, så rakte vi bare hånden op. Når skoledagen var slut, rejste vi os op og sang, f.eks. Nu er skolen til ende, så nu hjemad vi gå osv. Så stillede vi os på en lang række, nogle gange drengene først, og nogle gange pigerne. Engang pigerne gik først, de skulle neje og give hånd og vi drenge skulle bukke, så aftalte Eigil og jeg, at vi ville neje, først Eigil, han nejede, og så måtte han stå ret, og fik så en lussing, jeg grinede, og skulle så ha en fordi jeg grinede, men da han svingede armen dukkede jeg mig, og Holme slog fingerspidserne på den åbne dør, så medens han hoppede og ømmede sig, skyndte jeg mig at smutte ud. Næste dag sagde han heldigvis ikke noget.

En ting som jeg fortrød, var da jeg blev kaldt til kateteret og fik skideballe for at have slået et stort kryds med blyant uden på et skrivehæfte, der hed På egen hånd, jeg sagde at det ikke var mig, det var det ikke, men det kunne det have været. Holme sagde at jeg løj, jeg sagde at det gjorde jeg ikke, nu fik jeg en på hovedet, og det blev jeg så arrig over, at jeg for ud af skolestuen, smækkede så meget med døren, at billedet af H. C. Andersen over døren faldt ned og gik i stykker. Ude i skolegården fortsatte jeg ud af lågen og ud på vejen, jeg skulle hjem, først nede i byen kom jeg til at tænke over at det nok var for dumt, men nu var det for sent, og for flovt at vende tilbage, så jeg traskede hjemad. Først ved det lille hus på hjørnet, slog det mig, hvad ville Olav sige, hvis han så mig her sidst på formiddagen. Far og mor tænkte jeg ikke på, mor var blevet forskolelærerinde. Og far var nok på handelstur, så de var jo ikke hjemme, så da jeg nåede Olavs bakke, krøb jeg ned i grøften så han ikke kunne se mig, først da jeg når kastanjetræerne kommer jeg på tanke om, at nu kan han jo se mig på de få meter der er, mellem kastanjerne på hver side af indkørslen, jeg gad dog ikke kravle tilbage, så jeg måtte jo tage chancen og spæne over, og selvfølgelig så han mig, det var flovt, tænk at jeg var sådan en kujon at jeg løb hjem fra skole i utide.

Det var meget sjældent at Holme slog os, men vi kunne altid se, når han var lige ved at koge over, så gik han og knyttede hænderne op og i. En gang havde vi drenge hældt lidt vand i fordybningen på hans stol og ventede spændt på at han skulle sætte sig, endelig gjorde han det, han sad et øjeblik og så kunne vi se at han blev mere og mere rød i hovedet, han rejste sig langsomt, og gik nu sidelæns hen forbi vinduerne og smuttede så ud af døren, vi havde til alt held grinet færdigt da han noget senere kom tilbage og fortsatte timen.

De rigtige gode dage var, når nogen i sognet var døde (hvor kynisk). Så fik vi fri til middag, for Holme var organist i Kongsted kirke, og skulle så af sted på sin knallert, han havde kun den og en cykel. Modsat i dag var disciplinen for høj dengang, syntes jeg, hvis vi mødte Holme i byen, skulle vi give hånd og bukke, så hvis man så ham i god tid, kunne man smutte ind i en have og gemme sig bag en busk, kun hvis man var på cykel slap man for at stå af og hilse, men skulle så bukke så han kunne se det, ellers blev det påtalt når vi næste gang var i skole.

 

Æblehøst, roehøst og tanglæs
Nå, efter høst var der stadig mange gøremål, vi hjalp far med at skære blomkål, og æblehøsten var godt i gang, selv om far havde fjernet mange af træerne. De første æbler vi plukkede var gule, og kaldtes sommeræble eller augustæble, de smagte godt, men blev hurtigt melede, så det var hurtigt slut med dem, så var der Coxorange, Ingrid-Marie, Ananasæble, Guldborg, Gråsten, Belle de Boskoop, et par enkelte træer med Pigeonæbler, som blev pakket forsigtigt ned og gemt til jul, for dem havde man altid i frugtskålen i juledagene, de var små, men blev godt betalt, et par forskellige slags pærer, og nogle meget sure madæbler, de var meget store og mørkerøde på den ene side. De hed Bramley og stod langs med vejen op mod Olav, en gang imellem var der nogle der stoppede, og scorede et æble fordi de var så flotte, far sagde ikke noget, for når de satte tænderne i dem, vidste han at de ikke snuppede flere.

Engang havde far tøjret Moster Muko ude ved træerne men, glemt at han havde sat hvidløg, så den havde ædt nogle af dem, så da han om morgenen havde stillet zinkspanden med den varme mælk på køkkengulvet, stank hele køkkenet frygteligt, da vi kom og skulle ha vores mælk og havregryn. Mor måtte smide mælken ud, far flytte koen, og der gik tre dage før vi igen kunne drikke mælken.

Jeg hjalp også Olav med roerne, det var hårdt arbejde, først trak man roen op med venstre hånd, (jeg måtte sparke til dem først) så huggede man toppen af, med et roejern, roerne lagde man i en række og toppen i en anden række, når man nåede enden, vendte man om og gik tilbage på samme måde, man tog to rækker af gangen, og havde så roer og top fra fire rækker, og så fremdeles. Nu kunne fjeld vognen så skræve over rækken med top og man kunne så læsse roer fra begge sider. Olav brugte en roegreb og jeg brugte en høtyv, da jeg højest kunne løfte to roer af gangen, de blev nu kørt hjem til roekulen og læsset af, noget af toppen kørte vi ind til køerne i folden, det kunne de godt lide og det var et tilskud til græsset.

Når alle roer og kålroer var kørt hjem i kulen, og den overskydende top også var lagt hen til ensilage var det tid at hente tang på Fedet, det var under en af disse ture jeg havde en meget kold oplevelse, nok sidst i oktober, jeg har været omkring elleve vil jeg tro. Olav og jeg kørte som altid helt ned til stranden og begyndte at læsse tang, da vi næsten var færdige med at læsse, opdager jeg at langt ude i vandet, var der en slags rund bold der flød på vandet, det var koldt, men jeg spurgte om ikke jeg måtte hente den, hvis jeg kunne bunde. Olav gav mig lov, så jeg smed alt tøjet, undtagen underbukserne og vadede ud i vandet, (fy hvor var det koldt). Da vandet nåede mig til livet lå kuglen der med en smule net om, jeg fik fat i den og skyndte mig ind til stranden, hvor Olav hjalp mig i tøjet, det var næsten ikke til at få på, for jeg var jo våd og vi havde jo ikke håndklæde med, nej hvor jeg frøs, for at drille mig spejdede Olav til alle sider, og sagde at jeg skulle skynde mig at gemme den under tangen, så ingen så den, nu gik turen tilbage, men først skulle vi ind til fyrpasseren/strandfogeden og betale et par kroner for læsset, så jeg var stiv af skræk og kulde for at han skulle stikke i læsset og måske finde den, for Olav havde fortalt mig at alt strandingsgods tilfaldt strandfogeden, og blev så solgt på aktion når der var gods nok, heldigvis opdagede han ikke kuglen. Det var en grøn glaskugle ca. 25cm i diameter, som fiskerne brugte til at holde deres garn oppe med. Jeg har den endnu, mere end 50 år efter.

 

Gymnastik
Hvert efterår fra vi var ca. 6 år gik vi til gymnastik, det første år var på Vindbyholt Kro, for man var ved at bygge Roholte forsamlingshus om, derefter var det altid i Roholte, det var Carl Pedersen fra den Ny vej, dengang var drengegymnastik uden musik, men vi blev herset godt igennem med rigtig Ollerup gymnastik, efter de forskellige stående øvelser, var der spring, det var det sjoveste, og vi blev alle dygtigere og dygtigere for hvert år vi gik. Hver forår var vi med til Amtsopvisning i Fakse, det foregik på Kong Frederik den 9.’s fødselsdag, som var den 11. marts, for da havde alle skolebørn fri fra skole, (ærgerligt hvis det var en dag, hvor man alligevel ikke skulle i skole). Nå, det var i en stor hal på Præstøvej, og gulvet var rigtigt godt, hvis man var lige ved selv at kunne fuldføre et spring, lykkedes det altid der, for gulvet fjedrede fantastisk, det var en stor dag, og biografen viste børnefilm eller tegnefilm gratis den eftermiddag. Senere i marts eller først i april, var vi så til foreningens egen opvisning som afslutning for vinterens gymnastik, jeg elskede gymnastik, hvorimod Finn ikke gik så højt op i det.

 

Jul, julearbejde og –sysler
Lidt før advent fik far og mor, Hanne, Finn og jeg travlt. Vi samlede grankogler, mos, svampe og gamle barkstykker i skoven, de skulle bruges til jul. I starten de første år jeg kan huske, lavede vi selv halmringene til adventskransene, men det svinede så meget, så det holdt vi op med. Og far købte dem så når han var på grønttorvet i København, far købte gran hos skovfogeden, vi klippede det så ud og bandt kranse, der var købt store stearinlys med en en stiv ståltråd i enden, så de lige kunne stikkes ned adventskransen, det blev først gjort når de skulle sælges, for ellers fyldte de for meget, mor bandt silkebånd med sløjfe fire steder på hver, og nogle med lange bånd, så kransen kunne hænge på et stativ, man kunne købe ved siden af. Vi arbejdede til langt ud på aftenen, og det er nok det, jeg forbinder mest med julen. Det gamle komfur var der tændt op i, og granstumper som ikke kunne bruges, blev der fyret med, det knasede og der var en skøn duft af brændt harpiks, så var det ved at være jul. Der blev lavet mange, som så blev solgt på vareturen. Nu begyndte en massefremstilling af puder, kors og små kranse, dem lavede vi enten med gran af forskellige arter eller med rensdyrlav som blev købt i store kasser, der kom fra Sverige, grankoglerne havde vi bundet ståltråd om, så de lige var til at stikke ned hvor de skulle sidde, de blev brugt til gravsteder, lige før jul lavede vi juledekorationer, de fleste på paptallerkener, og her var vi meget kreative. Mor syntes at vi sommetider var for kreative, og så måtte vi passe dem til så hun kunne godkende dem.

Hyggen forsvandt kort før vi blev konfirmeret, mor havde ikke tid mere, Hanne var rejst hjemmefra, så Finn og jeg cyklede ud og tog imod bestilling, og lavede dem så, men det gamle komfur var også revet ned, og dermed hyggen. En rigtig god tradition var slut.

Selve juleaften holdt vi hjemme, bortset fra et par enkelte gange, hvor vi var hos mormor og morfar, som boede i København. Morfar var maskinmester på Nordhavns pumpestation, og boede på 1. sal i en funktionærbolig ved siden af pumpestationen, og da mormor sad i rullestol kom hun næsten aldrig nogen steder, fordi hun fik så mange smerter når hun skulle bæres ned af trappen.

Hvert år lige inden jul var vi med mor i København på juleudstilling, det syntes vi var enormt flot, i mange forretninger var der mekaniske nisser som bevægede sig, i Magasin og Dahls Varehus var der næsten altid en hel lille landsby med elektriske tog der kørte rundt på skinnerne, og nisser der bevægede sig, samt alt muligt legetøj, det var gerne lavet i rummet hvor man kom ind, og man kunne så se det oppe fra, når man tog rulletrappen op til 1. sal. Det brugte Finn og jeg meget tid på, mens mor og Hanne købte julegaver. I 1956 købte mormor og morfar hus i Orup, det var Jean Petersens gamle malerværksted, så morfar fik rigelig plads til hans drejebænk og alle hans mærkelige dimser, han lavede mange flotte ting, især i metal. Mormor kunne han køre ud i haven i sin rullestol, hvor hun rigtig nød udsigten og alle blomster og buske. Nu holdt vi jul hos dem, indtil mormor døde, det gjorde hun den 2. februar 1958, moster, onkel og Torben var også med.

 

Nytårsballade
Nytårsaften var rigtig sjov, der måtte man lave ballade ud over det sædvanlige, vi måtte ikke købe fyrværkeri, men det var også lige meget, vi havde det rigtigt sjovt alligevel, far havde boret et lille hul i en jernklods, i den klods var der bundet en lang snor, hvor der i den anden ende var et rundt søm som lige passede ned i hullet, man skrabede nu svovlen af en tændstik, så det dryssede ned i hullet, satte sømmet, hvor spidsen var filet af, ned i hullet, og slyngede det ned mod en stor sten eller hvor der var asfalt, når man så var heldig, efter et par gange, landede den så sømmet blev presset helt i bund, og det gav for os et stort knald, og vi kunne lade igen.

Vi fik også en rulle af det tynde ståltråd vi brugte til at binde kranse med. Tråden kunne man binde fast på en haspe eller andet på et vindue, krybe hen bag en busk, stramme tråden godt og så file med en kam eller andet på tråden, det skramlede forfærdeligt inde i stuen, især hvis glassene sad løse, og dem som boede derinde prøvede så at se hvem det var, men vi sad jo i skjul noget derfra bag en busk, så de ikke kunne se hvem det var.

Ligeledes brugte vi en korkprop der passede i en lille flaske med sprit, man rystede flasken, tog den våde prop af og gned den mod ruden, det gav en uhyggelig høj hyletone, men man måtte skynde sig væk for ikke at blive opdaget. Indtil vi var syv-otte år holdt vi nytårsaften hos bedstefar og Ella, det var også sjovt, bedstefar elskede at fortælle historier og var god til det, og han elskede at lave ballade, selv om Ella dyssede på ham, men som han sagde til hende, “Det er jo kun nytårsaften en gang om året”. Han var god til at dramatisere, engang sagde han til Finn og mig, “list ud i bryggerset og hent en gulvspand og et litermål, så kommer jeg“, det gjorde vi så, han kom ud i køkkenet, fyldte spanden halvt med vand, gav Finn litermålet og sagde til mig at jeg skulle se om der var klar bane i stuen, hvor centralbordet stod, alle de andre sad i den anden stue, jeg hviskede tilbage at banen var klar, nu sneg vi os de små to meter mellem køkkendøren og hen til døren ud til den fine gang, jeg forrest for at holde udkig, Finn bag efter med litermålet, og til sidst bedstefar kravlende på knæ med den halve spand vand, da vi nåede ud i gangen måtte vi hvile os lidt.
Finns og min fantasi var ved at eksplodere, og bedstefar satte fingeren for sin mund for at dysse på os, lyset blev slukket og vi kravlede nu i mørke op af trappen til første sal, og bedstefar satte nu spanden ved vinduet, der vendte ud over gangdøren, hvor gårdlampen var tændt, så man kunne se hvad der foregik ude foran døren. Finn og jeg var lidt bange, men spændingen over hvad der nu skulle ske, overvandt angsten. Bedstefar hviskede igen at vi skulle være helt helt stille, for nu skulle han åbne det ene vindue og haspe det af, for at tage det ind på loftgangen, så ville ingen lægge mærke til at det manglede, bedstefar forklarede os nu at vi skulle skiftes til at holde vagt i mørket ved vinduet, når så i hvert fald Mogens nede fra Vrangebæk kom for at fyre krudt af på trappestenen, skulle vi så med litermålet hælde vand ned i hovedet på ham, og så listede bedstefar ned af trappen og vi sad tilbage, spændt på hvornår der ville komme nogen, vi ventede meget længe og endelig kom der en, men vi kunne ikke se hvem det var, men blev så febrilske at vi ramte ved siden af, vi for nu ned af trappen og ind i stuen hvor vi stod og rystede af skræk, og bedstefar blev skældt ud af Ella. Alligevel havde det jo været enormt spændende.

Da vi blev lidt ældre holdt mor og far nytårsaften på Stenager. Vi spiste hjemme, og efter maden fik vi så lov til at gå til Leestrup og så drille de forskellige på vejen derop, dog måtte vi ikke ødelægge noget på vejen, vi startede altid hos Olav og Bertha. En fast tradition, var at snuppe møgbøren ude på toppen af møddingen, og så køre den ned til bækken, så gik vi i gang med at gnide på vinduerne, Olav kom så ud, tændte gårdlampen og stod så og råbte efter os møgunger, og så gav vi os til kende, vi blev inviteret ind til de andre gæster og fik så sodavand og småkager. Vi blev spurgt om vi havde lavet drengestreger, men det benægtede vi, mens vi stod og blev røde i hovedet, og vi fik så lov at gå igen, vi grinede højt til hinanden og tænkte på, at nu måtte han igen ned til bækken nytårsmorgen for at hente trillebøren, så han kunne muge ud under køerne. Men et år gik det galt, som sædvanligt smuttede vi rundt ombygningerne, og jeg ud på brættet hvor møgbøren stod, og i det jeg tager fat i stjertene på børen, tænder Olav lyset i stalden og åbner døren til møddingen, og der står jeg så og ser meget dum ud, for han har smurt begge håndtag ind i ko lort, så han græd næsten af grin, og jeg måtte med ind i bryggerset og vaske hænder, de andre gæster skulle selvfølgelig spørge hvordan jeg havde fået komøg på hænderne, så det var en flov omgang. Efter den oplevelse så vi altid godt efter inden vi tog hans møgbør. Havelåger der ikke var pillet af var et godt mål, hvis der var flagstang blev de hejst op i den, hvis ikke tog vi den med til næste hus, eller til vi mødte noget der var mere spændende at rende med, sommetider aftalte vi med nogle af de andre at mødes ved transformatoren, og så var vi tit seks – otte børn der drog mod Leestrup.

Af sjove ting jeg har været med til, var bl.a. engang oppe ved Tiøresbaronen og Dronning Ingrid, det kaldte vi dem, jeg tror at det skyldtes at de selv troede, at de var bedre end folk var flest, men de var såmænd flinke nok, (alt stod til højre ret). I en gavl mod vejen var der to porte, i den venstre stod deres Wauxhall Vyvern, en flot vinrød personbil. I højre side, med mur imellem stod en meget flot gammel hestevogn, sort med stafferinger og massivt gummi på fælgene. Da porten til bilen stod åben og bilen var væk, vidste vi at de var kørt til Stenager, så der var frit spil, først trak vi vognen ud, og skruede den store møtrik af i midten af hvert forhjul, den store fastnøgle hang på væggen lige til det samme, vognen blev nu lirket ind med hjulene på, og først til sidst blev forhjulene taget helt af. fire af os løftede og drejede vognen rundt, det var længe at stå og løfte så hårdt, men hjulene blev skubbet på plads, møtrikkerne skruet på og splitterne sat i, vi var godt smurt ind i vognsmørelse, men alligevel stolte, vognen stod nu på tværs i garagen, med kun fem cm. mellem væg og hjul, så for at få den på plads igen, skulle Poul starte i modsatte rækkefølge og nok have nogen til at hjælpe sig, men vi hørte ikke noget, vi havde jo håbet på lidt reaktion, men den glæde fik vi ikke, dog var vognportene låst nytårsaften efter den episode.

Engang vi skulle drille Frk. Tønnesen, snuppede vi Theodors gamle cykel og trak den om til hendes flagstang, her bandt vi flagsnoren i, og skulle nu hejse den op og få den til at tippe ned over flagstangen, jeg ved ikke hvor mange gange vi forsøgte, men det var rigtig mange, og til sidst lykkedes det, men da tror jeg også vi havde brugt over en time på det. Theodor måtte selvfølgelig lægge flagstangen ned for at få sin cykel igen.

Lille Signe boede i et lille skævt hus som lå helt ud til vejen, lige efter gadekæret, hun var meget gammel og kunne ikke fordrage børn, alligevel gjorde hun rent i forskolen. Hun var et godt offer. Engang vi var på Stenager nytårsaften, tog vi en kedel varmt vand fra vandhanen, det var det eneste sted hjemme omkring hvor man havde varmt vand indlagt, bortset fra mejeriet, så skulle man bruge varmt vand måtte man først hen og koge det på komfuret. Nå vi tog altså kedlen med vand og smuttede af Skittenstræde om til Lille Signes hus, tog låget af lokumstønden, hældte det varme vand ned i tønden som var 3/4 fuld, nulrede en pakke gær i og rørte så rundt med en lang kæp vi fandt, det var ulækkert og stank forfærdeligt, de store drenge havde fortalt os, at så ville det hæve op og løbe over, vi ventede længe uden for lokummet og lyste ind med en lommelygte, men der skete ikke noget, så vi luntede tilbage med kedlen og drog så videre ud i byen for at bytte om på folks ting. Senere på natten fik vi så at vide, at Helgers drenge og et par andre også havde været ved Signes lokum, men uden lommelygte, for at bære tønden om på hendes trappesten, men de stødte på kanten af stenen og tønden skvulpede over og ned af Poul Eriks ben, så han måtte helt hjem til skoven for at skifte tøj, vi så det desværre ikke, de andre har nok ellers grinet godt af ham, så lidt fik vi da ud af vores anstrengelser.

 

På skøjter og kælk
Som barn syntes jeg altid vi havde is og sne om vinteren. Vi havde arvet nogle gamle skøjter, af hvem ved jeg ikke, men det ene par skulle spændes med en nøgle på midten, og det andet par skulle spændes med nøgle i begge ender for at gøre dem fast på gummistøvlerne. Problemet var hvis man satte af med næserne så faldt de let af hælen, det løste vi ved samtidig at binde dem fast med hyssenbånd, det så ikke så smart ud, men mange af de andre havde samme problem, så det gik. Der var dog nogle få der havde rigtige skistøvler og der sad de godt fast. Man skulle sørge for ikke at have noget hårdt i baglommerne og især ikke skøjtenøglen, for så gjorde det nederdrægtigt ondt hvis man faldt på halen.

Der var næsten altid et fladvand der var trosset til som vi kunne køre på, hvis ikke, var der vandingen lige ved vejen ned til Smedevængegården. I et par år var der et meget stort fladvand på Traver Jenses mark, og i midten havde Jens gravet en stor tyk pæl ned, som ragede en meter op over isen, ovenpå var der så fastgjort en meget lang granrafte, i enden af den havde vi bundet en kælk fast, så det var en slags karrusel, de nærmeste tre meter fra pælen dryssede vi aske så de to-tre der skubbede karrusellen kunne stå fast, det var virkeligt sjovt, man skulle holde sig godt fast, og så gik det så stærkt rundt at det hele gik ud i et. Engang gik det dog for stærkt, og jeg faldt af, kurede ud over isen, og stoppede først da jeg ramte den frosne pløjemark, jeg slog mig ganske forskrækkeligt, og tudede næsten hele vejen hjem. Når vi gik fra skole skete det tit at vi spillede ishockey på gadekæret, det var næsten nyrenoveret så der var en cementkant med hegn hele vejen rundt så det var en rigtig god bane.

Vi kørte meget på kælk, den bedste bakke hjemme ved, var Borsbakken, (jeg ved ikke hvor navnet kommer fra), men det er bakken mellem det lille hus på hjørnet og transformatoren, der har vi kælket meget gennem tiden. I Leestrup var der en rigtig god kælkebakke på Svanebjergs mark, der hvor Henning og Jørgen nu har bygget hver et hus, man kunne hvis man var heldig, med Carl Ejners store hjemmelavede ottemandskælk nå næsten over til et lille blikskur, der lå på et hjørne ved indkørslen til Svanebjerg, med almindelig kælk landede vi sommetider i Smede Kristians urtehave, så af og til var han ude og skælde os ud, men det hjalp ikke, og det var jo også kun når vi ikke fik styret rigtigt. Jeg tror at vi sommetider var 20-30 børn på bakken, det var rigtigt sjovt, men der var da også nogle der kom til skade, når vi af og til stødte sammen.

Jeg havde ikke selv ski da jeg var dreng, men lånte nogen af Else på Stenager, de var meget korte, ikke ret meget over en meter og uden bindinger, men her kom hyssenbåndet til hjælp igen, der var ingen lov om at man skulle kunne komme ud af skiene hvis det gik galt, i så fald vidste vi ikke noget om det. Det var gerne Hans fra Ellebo, Helgers Ole og mig der var sammen, så kørte vi ud til de stejle bakker ved Drejerbækken som lå i Bækkeskov, Ole havde en gammel kælk med hvor der på mederne var skruet et par gamle ski fast og savet af så de passede i længden, den brugte vi til at lave spor med på de store skråninger ned mod bækken, det var skægt, jeg kørte sidst for ellers sank mine ski igennem fordi de var så korte. En gang skrabede vi noget sne sammen og lavede et lille hop for enden af skråningen, Hans var bedst til det, han hoppede i hvert fald længst. Engang jeg kom susene ned af bakken og skulle sætte af på hoppet, gjorde jeg det på et forkert tidspunkt og stod lige på næsen, det var ikke så smart. En anden gang løb Hans ned et andet sted og fik ikke drejet så han landede med et ben på hver side af et træ, så han fik nogle slemme skrammer i ansigtet. Ligeledes gik det også galt for Ole, han skulle lave spor med kælken ned af en skråning som endte med et langt fladt stykke, hvor bækken slog en stor bue, han tog tilløb med kælken, og først da skråningen startede, smed han sig ned på kælken og susede så dernedad. Kælken stoppede først helt ude på det flade stykke før bækken, men Ole blev liggende helt stille på kælken, og først da vi havde råbt et par gange kom han til sig selv og satte sig op på kælken. Han hvæsede noget efter vejret – hvad vi ikke havde set var, at han på vej ned var svævet over en stor fordybning hvor der var en rævegrav, og da han lander på den anden side får han så hårdt et slag i maven at han taber pusten. Det var noget af en forskrækkelse, og vi måtte opgive det spor.

Helt nede på den anden side af Bækkeskov Slot lå der inde i skoven nogle høje man kaldte Troldhøje og hvor skoven stoppede ud mod Sjoltevej, var der ude på marken en lang bakke som startede langt oppe på den ene side af vejen og fortsatte næsten lige så langt på den anden side, der stod vi også på ski. Ham der så var på vej op blev stående på vejen, og skulle så varsko ham der var på vej ned om der kom biler, det var vanvittigt farligt, vi kunne ikke bremse hvis der kom en bil, og bilen kunne selvfølgelig heller ikke da vejen var meget glat. Der skete heldigvis ikke noget, og der var jo heller ikke så megen trafik dengang.

Lege i skoven ved Bækkeskov Slot og FRU ILLUM

Vi legede meget i skoven, også om sommeren, engang løb vi rundt nede ved Bækkeskov Slot, der var altid nye steder at udforske, de voksne havde fortalt os at Fru Illum (hun ejede Bækkeskov), var en meget streng dame, så hende skulle vi virkelig tage os i agt for, da hun var meget kendt for at straffe børn, det troede vi på, og passede meget på at hun ikke opdagede os, når vi føjtede rundt inde i dyrehaven. Der var rådyr, dådyr og kronhjorte, om efteråret skulle vi virkelig passe på, for da er kronhjorten i brunst og tyren jagter så alt og alle der nærmer sig hinderne, så dem havde vi virkelig respekt for. Vi kom dog mest ind i dyrehaven for at lede efter golfkugler, der var nemlig også en golfbane, og ved hullerne var der det fineste græs man kunne tænke sig. Inde på midten i dyrehaven var der et lille stråtækt lysthus, det var rundt og åbent mod syd, der var fine træbænke langs væggen og i midten en enorm stor møllesten som bord, der hang også en plade med en indskrift på engelsk, men da vi jo ikke kunne engelsk ved jeg ikke hvad der stod skrevet på den. Den eneste vi sommetider så var manden som passede dyrehaven, en gammel mand, som bl.a. slog græs med en Ferguson, hvorefter der var spændt en treleds-cylinderklipper. Ham var vi ikke så bange for, han råbte godt nok højt, men vi kunne nemt løbe fra ham og kravle ud over det høje dyrehegn, der gik hele vejen uden om dyrehaven og slottet. Helt ned til slottet kom vi dog aldrig, der var for åbent og for langt til indhegningen, så det turde vi simpelthen ikke. Engang vi var på vej hjem, løb vi lige fra noget tæt skov, sprang over en grøft og stod nu på skovvejen, og lige i det samme kom en ældre dame kørende med en hvid hest spændt for en gig, vi stivnede fuldstændig og gættede straks at det måtte være fru Illum. Vi var skrækslagne, så da hun spurgte hvad vi lavede, svarede vi ikke, men stod med vores dårlige samvittighed og stirrede ned på jorden. Røg vi nu i en sort kælder under slottet eller hvad skulle der ske med os? Pludselig spurgte hun om vi ville have et bolsje, vi takkede bukkede, og klappede hesten og hun ønskede os god tur hjem. Puha det var noget af en forskrækkelse, og det kan nok være at vi fik fortalt vores forældre, at de havde taget helt fejl af fru Illum, hun var nemlig en meget flink dame, der tilmed gav bolsjer.

 

Ny familie flytter ind i Stenveds hus
I Stenveds hus flyttede en ny dreng ind da jeg var ca. 11 år, jeg ved ikke hvor han kom fra, men jeg kan huske at hans far hed Ejner, og han købte en helt ny motorcykel. Det var en stor N S U Super Lux, og da Ejner ikke var ret stor, havde han noget besvær med at trække den op på støttebenet. Drengen hed Jørgen, og ham legede jeg en del med.
Stenved som havde boet der før, var for os en mærkelig mand, han var adventist og gik rundt og delte skrifter ud, samtidig var han autodidakt elektriker, så det han lavede opfyldte vist ikke alle reglerne, men han var lidt af en opfinder. Så oppe på loftet var der på den ene gavl fyldt med cykelhjul og tandhjul og andre mærkelige ting der var forbundet med hinanden enten med remme eller kæder, og når man så drejede på et håndtag snurrede det hele rundt og lamper blinkede, det byggede vi videre på indtil Ejner opdagede at noget af det var tilsluttet 220 volt, så stoppede den leg.

Vi legede også meget nede i Leestrup skov, lige efter Kludeegen var der et langt træskur vi kaldte brændehuset, lige efter det gik der en skovvej ind til venstre, den førte ind i en gammel skovpart med store rødgraner, nogle steder var der næsten helt mørkt, men et stykke inde snoede sig en bæk, et sted var der en lysning hvor bækken slog et skarpt sving og havde hulet sig ind i en god høj skråning på omkring 1½ meter, ud over kanten var der et meget stort rodnet fra en af de store graner, herinde havde vi lavet en stor hule hvor vi havde skåret granris af og stoppet i jorden, så hvis der kom nogen ville de ikke få øje på den. Her kunne vi også gemme vores våben, flitsbuer, pile og sværd, samt geværer og pistoler som vi selv havde lavet af træ, af og til løb vi gennem skoven ud mod fjorden, der boede Jørgens mormor og morfar, og hun gav os altid kage og saftevand. Jørgens morfar var bundgarnsfisker og fiskede sammen med sin bror, som boede næsten nede ved landevejen til Præstø. Nogle gange fik vi lov til at sejle med ud på fjorden for at rygte ruser, men vi fik ikke lov til at sejle med ud på den anden side af Feddet når de skulle ud til bundgarnene, men det gjorde heller ikke så meget.

 

Tjenestetid på Stenager
Lige omkring april 1958 efter eksamen startede jeg med at tjene på Stenager, som var en af de største gårde i Leestrup. Far og mor syntes at jeg ville ha godt af at bruge lidt af min energi på noget fornuftigt. Alfred og Edith kendte jeg særdeles godt, far og mor var deres venner, Alfred og far var vokset op sammen, og deres tvillinger, Else og Erik gik i klasse med Hanne. På gården var der til daglig foruden Alfred og Edith, deres yngste søn Flemming, han var ca. fire år yngre end mig, han var spastiker, og gik ret dårligt, men var altid glad. Han kunne ikke sige ret mange ord, men var god til at kommunikere med kroppen, han fulgte meget med os når vi gik og lavede noget. Edith havde ung pige i huset, som var med til at gøre rent og lave mad, hun hed Hanne, og havde værelse oppe på loftet. Der var også karlen Henry, han havde værelse nede i kælderen lige over for fyrrummet. Henry var lidt speciel, kort for hovedet, men bomstærk, rent bogligt var han nok lidt tilbage, dog var han meget nysgerrig, og vidste alt hvad der foregik i landsbyen, og var meget villig til at fortælle. Han sagde altid, “jeg har hørt nogen sige…“, men fortalte næsten aldrig hvem det var.

Han var god at arbejde sammen med, bare man snakkede ham lidt efter munden, og lod være med at plage ham for meget, for at få lov til at køre med den grå Ferguson. Jeg tror at der hørte omkring 60 tdr. land til gården, så der var nok at lave. Jeg boede hjemme, men når jeg kom fra skole kørte jeg ned på Stenager, og de dage jeg ikke var i skole startede jeg kl. 8 og havde fyraften kl. 5-halv 6 hver dag. I starten striglede jeg tyrekalve, jeg tror der var ca. 40, de ældste var omkring 2 år. Det var hårdt, med en kardæsk i den ene hånd og en strigle i den anden, gik jeg så i gang, de kunne godt lide at blive striglet, men man skulle passe meget på ikke at blive trådt over tæerne eller blive klemt, de var virkelig slemme til at klemme, og så måtte man tæve løs med striglen, mens man råbte og skreg.

Alfred havde på det tidspunkt ingen malkekøer, men var begyndt med slagtesvin, syd for stuehuset var der et stort hønsehus af træ, der var godt nok ikke høns i det, men kapuner (haner der er kastreret) og det skulle nu laves om til grisehus. Lidt øst for huset opdagede Alfred at der var en stor sten der ragede lidt op overjorden, så den blev Henry og jeg sat til at grave fri, så den kunne sprænges. Alfred havde nemlig certifikat, så han måtte springe sten for sig selv og andre, så det var jo spændende, jeg tror at den næsten var på en m3. Vi gravede ned på den ene side og det tog næsten en halv dag, nu anbragte Alfred tre stænger dynamit på den ene side af stenen, på enden af lunten blev der klemt en tændsats på, en af stængerne blev åbnet i den ene ende, og tændsatsen stoppet ind, længden på lunten bestemte hvor mange sekunder der skulle gå inden dynamitten sprang, det hele blev lagt på siden af stenen og gjort fast med ler fra hullet, Henry og jeg lagde os på jorden tyve meter derfra, Alfred tændte lunten og løb så hen og stred sig ved siden af os. Vi lå nu i nogle sekunder, helt ned med hænderne over hovedet, så kom braget det var helt enormt, og da vi kom hen til hullet var der ikke sket andet end at stenen havde skubbet sig 30 cm til den ene side.
Så måtte Henry grave igen, han gravede nu helt ned og hulede ind under stenen, det var spændende, og Alfred fik nu anbragt fem stænger under stenen, denne gang måtte vi længere væk, og vi lå nu igen og ventede i nogle sekunder, så kom der igen et stort brag. Da vi kom derhen lå stenen der stadigvæk, men vi kunne se at den havde været helt oppe på kanten, hvor den havde lavet et stort mærke, og var så trillet ned i hullet igen, den havde dog drejet sig så meget, at den lå ca. ½ m. under niveau, så der fik den så lov til at blive liggende. Men hele gavlen på hønsehuset var spækket med pladder, sikken der så ud, og kapunerne baskede rundt derinde, det varede noget inden de faldt til ro.

Efter et stykke tid blev de sidste kapuner solgt og vi kunne gå i gang med at muge ud i hønsehuset, det var længe siden der var muget ud sidst, så der var nok ½ m møg derinde, da vi havde fået kørt et par trillebøre møg ud opdagede vi at der var rotter i dybstrøelsen. “Dem skal vi have slået ihjel” sagde Henry, og vi hentede vandslanger så vi kunne nå fra fyrrummet og ned til hønsehuset. Enden af slangen blev nu stoppet ind i et rottehul, og der blev åbnet for vandet, Henry og jeg bevæbnede os med hver en skovl og gik så ind og lukkede døren så rotterne ikke kunne løbe ud, vi ventede og ventede, og så begyndte der at dukke enkelte op, dem fik vi hurtigt knaldet med skovlene, men pludselig gik det stærkt, rotterne pilede rundt, og jeg slog om mig med skovlen det bedste jeg havde lært. Rotterne skreg så det var ganske forfærdeligt, de løb op af væggen og ud under stængeloftet, men når de var nået en meter ud faldt de skrigende ned og pilede videre, alt imens vi slog om os som gale med skovlene, jeg må dog indrømme, at når de kravlede op af mig i forvirringen, gik jeg helt i panik og sparkede med både arme og ben, men til sidst var der heller ikke flere, og vi kunne nu gå rundt og slå de sidste rigtigt ihjel. Vi fandt 52 og nogle er alligevel undsluppet, men Alfred roste os for de mange vi trods alt havde fanget. Vi kunne nu begynde at muge ud så vi kunne komme til at støbe gulv og krybber, samt støbe jern ned til skillerum. Det var et arbejde vi kunne gå til og fra når vi havde tid.

I mellemtiden var det blevet såtid, og der skulle forårspløjes de steder hvor det ikke var gjort om efteråret, det fik jeg dog ikke lov til, men medens Henry mugede og kørte med trillebør, fik jeg lov til at tromle og fælde det efterårspløjede over med en harve som slæbtes efter Fergusonen i en kort kæde, det var nok fordi at de voksne fik ondt i ryggen af at sidde på det hårde sæde, hvor der for at det ikke skulle være for hårdt, var lagt en kornsæk med lidt halm i så der heller ikke var for koldt at sidde. Men jeg var jo ligeglad bare jeg fik lov til at køre traktor. Hjemme på gårdspladsen måtte jeg højest køre i 2. gear, på marken og markvejen måtte jeg køre i 3. gear, og kun hvis Alfred var med på skærmen måtte jeg køre i 4. gear, men det var næsten kun når vi kørte på den asfalterede vej, dog måtte jeg ikke køre oppe i byen.

Jeg var jo ikke så stor, så når jeg skulle stoppe, lod jeg mig glide ned fra sædet, og stod så med det højre ben på bremsen og med det venstre på koblingen og kunne så sætte i frigear, det gik fint. Alfred havde en Folkevogn som der var monteret trækkrog på, så han kunne hægte en lille trailer efter, den blev brugt til meget, af og til fik jeg lov til at køre med når han hentede rugbrød på bagermestrenes rugbrødsfabrik i Glostrup, det var fejlbagt brød som han så hentede til grisefoder. Der var flere bageovne, jeg tror de var over to meter brede og fire meter lange, og så kørte rugbrødene på et langt metaltransportbånd side ved side og var så bagt når de kom ud i den anden ende, det var sjovt at se.

Ligeledes kørte vi til Vordingborg efter ost hos BUKO, det var smøreost der var fejl ved, enten ved indpakningen, overskridelse af dato mærkning, eller andet. Der var også store almindelige ostestykker der var pakket ind i plastik. Når vi kom hjem stod vi så og fjernede papir, plastik og sølvpapir, ligeledes skar vi paraffinen af de store oste, det hele blev hældt op i tønder og der blev hældt vand over så det kunne stå i blød, til sidst blev det kørt gennem en slags kværn, og blev så båret ud til grisene i spande, de elskede det.

Nå, alle tyrene var nu kommet på græs, og gik i nogle store tolde, og passede sig selv. Henry og jeg såede, han kørte traktoren og jeg stod bag på såmaskinen, hvor jeg holdt øje med tragtene hvis de skulle hægte, eller der kom en græstørv i klemme. Det sidste vi såede var roerne.

 

De unge mænd fra Korea
Det var på det tidspunkt at Alfred og Olsen (Olsen havde været kommis i brugsen og var nu gift med Lis fra Rønnevængegården). De skulle hver især have en ung mand fra Sydkorea, de var vistnok på den internationale højskole i nærheden af Helsingør. Det var vildt spændende for mig. Ham der skulle være hos Alfred hed (stavet på dansk) Rang Oh Lee, og ham som skulle være hos Olsen hed Pung Kay Thaeo, i daglig kaldte vi dem Lee og Thaeo. De var kommet til Danmark for at lære om dansk landbrug sammen med en seks-syv andre, jeg tror at de var midt i tyverne. Det var jo kun få år efter at krigen i Korea havde skilt deres land i et kommunistisk nord og et ikke kommunistisk syd, så de skulle lære at dyrke landbrug på en mere rationel måde. De kunne engelsk, det var jo godt, men det var der ikke nogen af os andre der kunne. Erik og Else kunne vistnok lidt, men de var jo ikke hjemme, så det gik jo fint. Jeg købte straks en lille lommeparlør der hed dansk-engelsk fra Høst og Søn, den brugte jeg flittigt, Lee havde en anden slags fra koreansk til engelsk, så når vi ikke forstod hinandens fagter med arme og ben, måtte vi slå det op og rede det ud på den måde, men det gik efterhånden ret godt. Jeg husker den første dag, Lee havde fået et værelse på loftet og da alt hans habengut var båret op fik han lidt rundvisning til vi skulle spise til middag. Lee fik plads ved siden af mig, det var et stort bord i den ene ende af køkkenet, som var adskilt fra det øvrige køkken med en høj skabssektion i hele bordets længde, i midten var der et skab, der kunne lukkes op til begge sider, der satte Edith og Hanne meget af maden ind så de kunne tage det efterhånden som vi spiste. Vi fik altid varm mad til middag, men den dag var det hele sat på bordet, vi fik altid to retter mad, jeg husker ikke hvad vi fik først, men Edith sagde altid “værsgo” og så startede Alfred, som sad ved bordenden, først gik kartoflerne rundt så kødet og sovsen, så syltede agurker eller rødbeder. Alfred havde engang sagt til mig, at det man hældte op spiste man, ikke noget med at levne. Sådan.

Da alt dette nu var nået forbi Lee, var der ikke nogen, der havde lagt mærke til at Lee havde fortsat, han havde øst rødgrød op og var lige ved at hælde mælk oveni, da Edith forskrækket udbrød, “nej nej han blander jo det hele sammen“. V i andre stirrede på stakkels Lee, som opdagede at han var årsag til al virakken, men Alfred tog det mere roligt, og sagde til Edith, det skal jo blandes før eller siden, så vi spiste pænt videre alle sammen, da alle var færdige og havde lagt kniv og gaffel op på den tomme tallerken, sagde Alfred velbekomme, og vi sagde tak for mad. Lee rejste sig op satte håndfladerne mod hinanden foran sig, bukkede mod Edith og Alfred og kvitterede med et pænt højt bøvs, alle kiggede ned i bordet, jeg kom til at grine, og Alfred pegede med fingeren, og så skyndte jeg mig ud og grine færdig. Det blev aldrig kommenteret, og Lee bøvsede heller ikke mere, men så godt efter hvad vi andre gjorde ved bordet. Jeg kunne godt lide at arbejde sammen med Lee, vi havde en masse at spørge hinanden om og måtte tit have ordbogen op af lommerne for at vi kunne forstå hinanden. Både Lee og Thaeo havde været med i krigen, Lee fortalte at det var meget svært at skyde et andet menneske, og det varede længe før han sigtede for at ramme, første gang var hvor han lå oppe i bjergene, side om side med nogle andre soldater og skød ned mod fjenden, pludselig giver den ene et højt skrig fra sig og synker sammen, han var død næsten med det samme, så blev han ked af det og græd, og så skød han vildt om sig bagefter. Jeg spurgte hvor
mange han havde skudt, men det ville han ikke snakke om, og siden snakkede vi næsten aldrig om krigen.

Henry og Lee blev aldrig venner, nok mest fordi Henry ikke ville forstå ham, og at han også skulle lære Lee at køre traktoren, Henry blev gal og skældte ud hele tiden, Lee sagde “Henry ikke god“, og gik så sin vej.

Det var blevet tid at luge roer, og alle måtte i marken, der var flere tdr. land så vi var mange, der var nogle som lugede på akkord, de talte så nogle rækker op, målte længden på dem med et favnmål og satte så nogle pinde i jorden så når de skulle luges 2. gang kunne de kende dem og få de samme rækker igen. At luge roer var nok det arbejde i marken jeg hadede mest, og jeg tror heller ikke at Lee kunne lide det, der var mange små sten, så når man hakkede rullede stenene, og de små roeplanter væltede eller knækkede fordi en sten trillede hen over dem, Lee blev skældt ud af Henry fordi det ikke gik stærkt nok, og jeg fordi jeg ikke fik fjernet ukrudtet ordentligt.

Det værste var at Alfred sendte mig ud at luge mine rækker 3. gang, så jeg lovede mig selv at jeg aldrig ville have noget med roelugning at gøre mere. Engang skulle Henry så kunstgødning, og centrifugalsprederen blev sat på traktoren, gummivognen var sat ud i marken med sække hvor vi skulle bruge dem, der blev nu tømt sække op i sprederen, og når der var strøget mål blev der lagt en sæk ovenpå, som så kunne tømmes undervejs. Lee plagede for at få lov til at køre, for det så jo let ud, men det ville Henry ikke, han skulle ikke altid have det lette arbejde, men til sidst gav han sig dog, men så skulle Lee også selv læsse sækkene i sprederen, det gjorde Lee så, selvom han havde noget besvær med at løfte de 50kg. tunge sække op, og i stedet for en sæk på toppen skulle han lægge to. Nu skulle han sætte i gang, og selvfølgelig fik han sluppet koblingen for hurtigt og traktoren stejlede, forhjulene løftede sig nok en meter fra jorden, til alt held faldt begge sækkene af, så forhjulene røg ned på jorden igen, Henry grinede, men Lee blev meget forskrækket og ked af det, så han og jeg gik hjem til gården, mens Henry råbte efter os, at sådan gik det når man ikke kunne køre traktor. Vi blev nu så gale begge to at jeg sladrede til Alfred, som så senere gav Henry en skideballe, jeg tror at han var sur i en hel uge.

Når vi skulle køre med radrenseren fik jeg lov til at køre traktoren, Alfred sad så bag på renseren og styrede den med en buet stang, der ved hjælp af nogle led gik ned til to små hjul, desværre måtte Alfred stå af for enderne, for ellers stejlede traktoren og så kunne jeg ikke dreje, men det gik fint. Ude langs markvejen til hestehaven, gik der tre tyre som var tøjret, dem skulle jeg vande hver dag, til det brugte jeg traktoren, først monterede jeg et lille lad der kunne hænge i trepunktsophænget på traktoren, derefter satte jeg en tom 200.lt. olietromle på, hvor den ene ende var skåret af, med den på kørte jeg hen til malkemaskinerummet og fyldte den % med vand, med havde jeg også en zinkspand hvor der i håndtaget var bundet et stykke tov på et par meter, nu gik det langsomt af sted ud af markvejen så ikke vandet skvulpede over. Alfred havde sagt at jeg ikke måtte stå af traktoren inde i tøjrslaget, men skulle kravle om på ladet, fylde spanden med vand og så sænke den ned til tyren, det gik fint længe, men en dag da den sidste tyr skulle have vand gik det galt, jeg sænkede spanden ned som jeg plejede, men da tyren nok var blevet meget tørstig af at se de andre få vand, kunne det nok ikke gå stærkt nok, den stak hovedet ned i spanden, så noget af det løb over, da hovedet var for bredt til at nå helt ned på bunden af spanden for at få det sidste, blev den nok godt gal i hovedet, vi sloges lidt om spanden, jeg vandt og fik spanden op på ladet, og mens jeg vender mig om for at fylde spanden med vand igen, har tyren taget tilløb i tøjrslaget og banker med fuld kraft ind i traktorens baghjul, så jeg mister fodfæstet men bliver heldigvis hængende, noget af vandet i tønden skvulper over, så medens tyren prøver at få søbet vandet op fra jorden, får jeg hurtigt fyldt spanden igen og sænket den ned, og nu var den flinkere til at drikke, men efter den tid passede jeg godt på.

Det var blevet tid til at plante frøroer, til at trække plantemaskinen havde Alfred lånt en stor Fordson Supermajor af brdr. Svanebjerg, som drev lidt maskinstation, fordelen ved den var, at den var udstyret med plantegear, dvs. den kunne køre meget langsomt. Plantemaskinen var næsten som en radrenser, den hang i liften, der var to sæder så der kunne sidde to mand, og foran hver mand sad der to tallerkenskær som lavede en rille, ca. otte cm. bred og ti cm dyb, et stykke bag dem sad to brede jernhjul som dannede en lille vinkel mod hinanden, så når planten var sat ned i rillen, holdt man den lodret til den nåede rullerne, som så pakkede jorden omkring planten, så de to der sad og plantede skulle være rap på fingrene, jeg tror at Erik var hjemme for at hjælpe til, for der skulle også bæres planter til hele tiden, jeg fik lov til at køre traktoren og var enormt stolt, efter en længere forklaring af Alfred om at det var enormt vigtigt at jeg kørte nøjagtigt som han sagde, de skulle jo bagefter kunne renses med radrenseren som tog fire rækker af gangen, så alt afhang af mig. Det gik godt flere omgange, og Alfred roste mig, men da det gik utroligt langsomt, blev det noget kedeligt efterhånden, så halvt nede med en omgang faldt jeg i søvn, og Alfred opdagede det ikke før de begyndte at plante oven i en anden række, og så råbte han højt, han var virkelig vred, når jeg kun skulle sidde på traktoren, så kunne jeg dog i det mindste holde mig vågen, jeg tudede mens de flyttede traktoren, og trak planterne op så langt tilbage som det var nødvendigt, og jeg kørte snøftende videre og kæmpede for at holde mig vågen.

Det var ved at blive sommer, aftnerne var lyse og lange, og hvis Thaeo var nede og se til Lee, fik vi dem tit til at slås med os drenge, mest Lee, han var ikke så stor, men tæt og enorm smidig, og så kunne han noget kampteknik han havde lært mens han var soldat, jeg tror at selv om vi var en fire-fem drenge, så kunne vi ikke holde ham, det syntes vi var helt utroligt. Cirka en gang om måneden fik de lov til at lave koreansk mad i Ediths køkken, jeg var med en gang, det var helt specielt, det kan godt være at de havde gjort lidt mere ud af det fordi jeg var med. Det startede med at de kogte æg, ris, fisk og noget kål, vistnok spidskål, alt det bar vi op på Lee’s værelse. Vi smed nu vores skjorter, bandt et tyndt frottestykke om panden, og et om halsen, der var sat seks- syv flasker på bordet med forskellige krydderier samt nogle små skåle med forskelligt pulver, der blev tændt et par pinde som stod i en slags vase, de glødede kun, og der kom røg fra dem som lugtede mærkeligt. Vi startede med at sætte håndfladerne mod hinanden foran os, bukke mod hinanden og bagefter mod pindene, Thaeo sagde noget på koreansk, og så blev det endelig tid til at der skulle spises. Først tog vi et blad fra kålhovedet og lagde på tallerkenen, derefter ris oven på bladet, så æg som var findelt og til sidst et stykke kogt fisk, det var jeg ikke meget for, man kunne da ikke spise fisk der var kogt med ben i, men Lee tog et lille stykke med sine spisepinde, og i løbet af et øjeblik havde han skilt benene fra fisken og lagt det hen på min tallerken, så jeg måtte jo til det. Nu blev der så hældt krydderier af alle slags hen over det hele, de forklarede mig at jeg ikke skulle tage ret meget af hver da noget af det var meget stærkt, på en lille firkantet flaske stod der tabasco, og Lee gav mig et lille dryp på fingeren og sagde at jeg skulle smage, det gjorde jeg, tænk det var så stærkt at jeg troede det brændte lige ned igennem tungen, jeg tog nu en ordentlig slurk vand, men Lee sagde at jeg hellere skulle spise ris, der var også noget der lignede syltetøj, det smagte sødt til start men blev så meget stærkt, vi spiste nu stille og roligt, de med pinde, jeg fik lov til at bruge gaffel, da de kunne se at jeg ikke duede til det med pinde. Nu forstod jeg hvorfor vi skulle have klude om hoved og hals, for vi begyndte at svede så vandet drev ned af os, det var fordi at det var så stærkt sagde de, men det smagte ellers godt, der gik dog et par dage inden maven gik i orden igen.

Det var ved at være høst, hønsehuset var næsten færdigt indeni, tykke brædder var sat op som skillerum, så nu manglede der næsten kun at de skulle males med noget træbeskyttelse, det var noget der hed carbolinium, det var noget grisene ikke gnavede i, og Alfred havde også sagt til mig at jeg skulle passe på ikke at sprøjte på huden, for så kunne det svide, selvfølgelig fik jeg noget på hænderne, men det vaskede jeg af med sæbe, og det virkede godt nok, men jeg havde fået et par stænk på den ene kind som jeg først opdagede da jeg havde været ude i solen et stykke tid, og det begyndte at svide meget, jeg gned på det med hånden men det blev det bare værre af, så da jeg kom hjem til aften skulle mor så prøve at vaske det af, og så gjorde det virkelig ondt, hun smurte noget salve på der hed Locusil, og det hjalp lidt, men det var ligesom om at huden var ætset væk, og det var helt galt når solen kom til at skinne på det, så når jeg kørte kom hjem med traktoren måtte jeg holde hånden op for at skygge, jeg tror at der næsten gik en uge inden det forsvandt, så jeg kan godt forstå at grisene ikke ville have det i munden.

Noget af høsten blev kørt op på brugsens lager, som jeg tror Alfred havde lejet. Lee og jeg sad så oven på sækkene når Henry kørte derop. I brugsens lager kunne man køre lige igennem med traktor og vogn, og inde i portrummet var der et hejseværk, som kunne løfte sækkene op til kornloftet på 1. sal, det var en tynd wire med en lille stålring som kontravægt, for at holde wiren stram, og i den var en kort kæde med en øjering, så man kunne lave en selvstrammende lykke om toppen af sækken hvor den var bundet med hyssenbånd, ned fra loftet hang så en kontakt i en ledning hvor man kunne trykke op eller ned, sækken blev nu løftet op gennem to lemme i loftet som åbnede sig til hver sin side, når sækken nåede helt op, smækkede lemmene i igen, og man kunne nu sænke sækken ned oven på lemmen, og køre den væk med en sækkevogn. Lee og jeg skiftedes til at hejse op og ned, og Henry kørte sækkene hen og stillede dem i den ene ende af kornloftet. Vi kørte også vand ud i den store fold hvor alle de unge tyre gik, der var stillet et stort gammelt vallekar som de kunne drikke af, når vi kom kørende ind i folden kom de alle styrtende til for at få vand, men de måtte jo vente til vi fik hældt vandet op i karret, og så sloges og masede de for at komme til at drikke. Men hver gang skete det samme, Flemmings gamle hest som han gik og klappede hver dag når den stod på stald, hed Bella og var meget gammel, inde i stalden gik han hen hvor den stod i et lille aflukke, så sagde han “Bella”, hesten kom hen til ham så han kunne klappe den, og som tak for besøget tog Bella fat i tøjet på den ene skulder og løftede ham lidt op fra jorden, og så gik Flemming videre, den gad ikke snakke med os andre – nå det var et sidespring. Bella gik sammen med tyrene ude i folden, men når den ville have vand gik den stille og roligt hen mod karret, og det kan nok være at tyrene hummede sig, den fik lov til at drikke vand når det passede den, hvis der var en enkelt tyr der ikke havde set den, bed den lige en enkelt gang, og så skyndte tyren sig væk.

Engang havde en af de store tyre trukket tøjrepælen op og gået sig en tur, den stod nede på Pilegårdens mark og spiste af negene der stod i hove. Alfred sendte Henry og mig ned for at hente den hjem, jeg tænkte, det går aldrig godt for den var stor, og havde ret store horn, men Henry tog det helt stille og roligt og sagde, at så længe den bare går og spiser, så er det nemt nok, den må bare ikke begynde at bisse for så er den farlig. Nå Henry sagde til mig at jeg skulle gå stille og roligt i en stor bue, til jeg kom over på den anden side af den, han gemte sig bag en hov, og så skulle jeg stille og roligt genne den hen mod hoven, det gik fint, tyren så mig og gik nu stille og roligt hen imod hoven hvor Henry havde gemt sig, men nappede nu og da en mundfuld fra hovene den passerede, da den nåede hen hvor Henry sad, sprang han op som trold af en æske, fik fat i begge tyrens hom og drejede rundt, det gik simpelthen stærkt, de trimlede begge omkuld, og Henry holdt fat i hornene og pressede dem mod jorden, så tyren nu lå delvis på ryggen, og ikke kunne få fat med benene, der lå den nu og var helt desorienteret, men prøvede ikke at komme fri, og jeg skyndte mig at få lagt reb om hals og hoved på den. Henry havde gjort rebet klar, og fortalt mig hvad jeg skulle gøre, men jeg troede ikke rigtigt på det, men det gik jo fint, han sagde at det blot gjaldt om at tage først, og jeg tænkte, Hvad nu hvis den havde nået at tage først, jeg ville aldrig have vovet det, så efter den tid steg min respekt for Henry en del, men samtidig var han meget stærk og det var nok ikke så ringe i dette tilfælde. Vi trak nu tyren stille og roligt hjem og fik den tøjret ved siden af de to andre.

 

Olav og Bertha
Jeg kom stadig meget hos Olav og Bertha, de fik Anne i 1956, og med ca. to års mellemrum fik de Frands-Ole og Lone. Finn og jeg var tit barnepige til dem da de var små, men det var især Anne jeg fik et nært forhold til, da hun var helt lille kørte jeg tur med barnevognen, når vi kørte ned af den store bakke skete det at jeg slap barnevognen så den kørte selv, men det brød Bertha sig ikke om, så det gjorde jeg kun når hun ikke så det, og Anne hvinede hver gang og syntes det var vældigt skægt, jeg husker også at det gik galt, det var godt nok ikke på bakken, men inde på gårdspladsen, jeg drønede rundt om vandposten med Anne i barnevognen, hun sad op og holdt godt fast i begge sider, men pludselig væltede vi, og Bertha fik ret, det ville ende galt en dag, af bar skræk for følgerne lod jeg barnevognen med Anne i ligge på gårdspladsen, og skyndte mig at løbe hjem, jeg tror at der gik nogle dage inden jeg mødte Olav, og han sagde at hvis jeg gav Bertha en undskyldning, så mente han nok at hun ville glemme det, men det var en hård omgang, og jeg fortrød at jeg ikke havde taget skraldet med det samme.

Når jeg kom om aftenen, spillede Olav og jeg tit kort medens Bertha strøg, jeg tror at hun næsten strøg alt, hun lærte mig at stryge viskestykker og lommetørklæder, det gjorde jeg sommetider, mens hun vaskede børnene, og puttede dem i seng, så kunne vi alle spille lidt kort bagefter, Bertha lavede altid aftenkaffe hvor vi fik hjemmebagt kage, jeg husker at vi i lang tid fik kiksekage når hun så var blevet træt af den, fik vi kringle, og jeg fik lov til at pille muskat ud for det kunne jeg ikke ret godt lide, den bedste kage var en lysebrun en som hun bagte, den var ikke så tyk, men så skar hun den ud, lagde en slags smørcreme imellem. Det skete en gang imellem at jeg sad og læste Hjemmet eller nogle gamle molbohistorier som Olav havde, at de faldt i søvn, når jeg opdagede det, tænkte jeg at nu var det nok tid at gå hjem, men jeg tror aldrig de har bedt mig om at gå hjem fordi at det var blevet sent.

Fredag aften var en særlig dag, når Finn og jeg var deroppe, så blev kravlegården fjernet og det store vattæppe som lå i den blev bredt ud på gulvet, så skulle vi slås, det gik godt et stykke tid til en af os slog sig, og så måtte Olav stoppe os inden det gik galt, så ryddede vi op så Bertha kunne gøre rent om lørdagen.

I stalden hjalp jeg tit Olav med at malke eller fodre, af køerne husker jeg især to, det var Rosa og den Brogede, Rosa var den mest skikkelige ko man kunne kende, den fandt sig i alt, elskede at blive striglet, var nem at malke for, og stod altid stille når man satte malkekopperne på. Den Brogede derimod var enormt kilden, så når man satte malkekopperne på, skulle man slå den hårdt i maven ved yveret så den vidste at det var nu, malkekopperne skulle præcist på, ikke noget med at rode efter patten, så slog den eller trippede, og kunne komme til at træde en over tæerne, det gjorde ondt, når man så råbte og slog den, flyttede den først de tre andre ben inden den flyttede det ben den trådte med.

Jeg husker engang hvor vi en sommer havde hentet dem hjem fra (krogen). Det fjerneste af marken hvor der er lidt skov, så fjernede vi tit flåter på dem, og de sad næsten altid mellem yver og lår, så gik man nede i grebningen med ryggen mod koens bagende og stak så hånden ind mellem yver og lår, det gik fint til jeg nåede den Brogede, jeg havde glemt at det var den, så den sparkede mig så hårdt at jeg røg helt over i muren og slog mig.

Engang hvor jeg gik og hjalp Olav, kom Bertha og sagde til ham om han ikke kunne komme ned til Helvegs side af bækken nede i krogen, Elly havde ringet fordi han sad fast med heste og gummivogn, så vi skulle hjælpe ham fri, vi lagde seletøj på hestene, og gik så ned i krogen for at se hvor galt det var, ganske rigtigt holdt han med gummivognen så den stod på skråningen og begge hestene stod oppe på marken, gummivognen havde han læsset med ris, og hestene stod nu og trippede på skift i stedet for at trække på en gang, og var temmelig nervøse af Helvegs råben og skrigen på dem, han ville nu ha at Olavs heste skulle trække foran de andre heste i et langt reb, men det ville Olav ikke, de diskuterede lidt og Olav fik sin vilje, hestene blev nu spændt fra, Klavs og Lise blev spændt for vognen, og Olav talte pænt til dem og sagde “Kom så“, de trippede et par gange for at få godt fodfæste, og så trak de, de lænede sig forover, og satte først fra med bagbenene da bringen næsten var nede og røre jorden, og så måtte vognen op, lidt af risene skred godt nok af, men dem hjalp vi med at læsse bagefter. Helveg var selvfølgelig glad for hjælpen men, var tosset over at hans heste ikke var så gode til at samarbejde.

 

Brand på Smedevængegården
På Smedevængegården var der først i halvtredserne kommet nye ejere, det var Vilhelm og hans kone. Der var også datteren Evy og hendes mand Verner, samt en dreng der hed John, ham legede vi sommetider med. Verner havde købt en gammel Case traktor med jernhjul som skulle bruges i marken, men engang da han havde bakket den ud af det gamle hønsehus med stænge, som var lavet om til garage til traktoren, gik der ild i huset, det må ha været lige efter skoletid, for jeg opdagede det da jeg cyklede oppe ved transformatoren, jeg skyndte mig alt hvad jeg kunne, og kørte ind til Olav, han løb alt hvad han kunne over marken, og først da han nåede derover kom Verner fra den anden side af gården, hvor han kørte med traktoren og så også havde set røgen, desværre var det for sent, hele den gamle firelængede gård med stråtag brændte ned til grunden på meget kort tid.

 

Hestekunster
Der blev nu bygget nyt stuehus og en stor staldlænge, og efter kort tid rejste de, de nye ejere hed Poul og Ellen, de var nygifte tror jeg, og kom fra Møn, De havde overtaget gården med det der var, tror jeg, for belgierhingsten Basse og en anden hest var der stadigvæk, dem havde Verner nemlig kørt mælk med, men det var kun Basse som jeg kendte og havde kørt lidt med. En dag i roetiden kørte Poul ude i marken og læssede roer med traktor og gummivogn, så jeg gik over og snakkede med ham, og spurgte hvorfor han ikke brugte Basse, og han sagde at det var for sent at bruge den, så tænkte jeg at det nok var fordi han ikke havde så meget forstand på heste. Jeg tilbød at køre roer hjem for ham med Basse og den gamle fjeldvogn, han slog til og hjalp mig med at spænde for, så kom han med en længere forklaring om hvordan jeg skulle køre med ham, jeg måtte godt køre over det meget smalle stykke der var pløjet, men jeg skulle køre på skrå over furen på hver side af det pløjede for ellers ville Basse ikke trække hvis begge hjul dumpede ned i furen. Nå jeg kørte ud og startede med at stikke roer op på vognen med en høtyv, det gik fint, Basse var meget skikkelig, og kunne godt lide at få en bid roe af og til og det fik den lov til, et stykke nede havde jeg læs, og kravlede så op på roelæsset og sagde hyp til Basse, den satte stille og roligt i gang og jeg styrede over mod plovfuren selvfølgelig vinkelret på, Poul skulle ikke lære mig at køre med hest, derom vidste jeg nok mere end ham. Forhjulene dumpede ned i plovfuren, og så stod Basse stille, jeg råbte til ham men han var ligeglad, jeg gik nu hen og tog ham i hovedtøjet og råbte ind i øret at nu skulle han trække så vi kom over furen, stadig uden resultat, det var jo noget flovt at stå her så Poul kunne se at jeg var kørt på tværs af furen, jeg lagde nu linen dobbelt og slog den i rumpen af al kraft, og så lænede Basse sig fremover, men idet han satte af med bagbenene knækkede hammelen, og han faldt ned på bringen, det gjorde ham ikke noget, så han rejste sig op og stod nu og gloede dumt på mig, nu var det rigtigt flovt for jeg måtte spænde Basse fra, og gå hjem til gården, ikke nok med at jeg var kørt fast i furen hvor jeg havde fået besked på at køre på skrå, jeg havde også knækket hammelen. Poul var flink, han snakkede ikke noget om furen, men sagde at hammelen nok også var meget gammel. Han vidste mere om Basse end jeg troede, og jeg fik jo også lært noget.

En søndag jeg gik oppe ved Olavs, så jeg en familie der kom gående på vejen nede ved skellet mod Mosebølle. Det var sikkert Københavnere, de gik tit tur helt nede fra Vindbyholt Kro og så over igennem Smedevænget, det var en far og en mor med en dreng og pige på min alder, de havde meget fint tøj på, så jeg tænkte at nu skulle de se hvordan man red på en hest uden seletøj og saddel. Jeg gik ind i folden og hen til Klavs, som gik sammen med Lise og græssede de havde kun klaptræer på. Jeg tog fat i manen, satte det ene ben forsigtigt på dens knæ og svang mig op på hesten, det var den jo vant til, jeg red nu ned imod bækken i skridtgang, det var jeg nødt til for Klavs gad ikke løbe inde i folden når det gik væk fra gården, og han ikke havde hovedtøj på, så bestemte han selv farten, da vi nåede ned til bækken vendte vi om, jeg sparkede lidt med benene og sagde “kom så“, nu troede Klavs at den skulle hjem og have en godbid, og så kunne det gå stærkt, vi for op over marken i strakt galop, da jeg kun havde manen at holde fast i, var min balance ikke for god, så jeg brugte hele hestens ryg til at sidde på, og kunne i øjenkrogen se at manden stod og slog sig på lårene af grin, det så nok også komisk ud, i min panik for at holde mig fast, råbte jeg “prrr“. Så i bar kådhed stak Klavs forbenene i jorden, og sparkede ud med bagbenene, med det resultat at jeg svævede ud over ørerne på den, og landede så hårdt på jorden, at jeg tabte vejret. Manden hoppede over hegnet og spurgte om jeg slog mig, jeg svarede nej, men kunne næsten ikke få vejret. Siden har jeg aldrig givet opvisning på en hest uden hovedtøj.

 

Snustobak
Vi var nu begyndt at høste på Stenager, der blev slået hundegræs og negene blev sat i nogle store runde hove så de kunne stå og tørre, da de var tjenlige til tærskning blev Ford Johannes tærskeværk stillet op inde i laden og negene kørt hjem direkte fra marken og tærsket, alt høet blev presset og sat op i et hjørne af den store lade, uden på og over et stort rum hvor der gik tyrekalve på dybstrøelse, Lee og jeg slæbte halm og stablede det, det var hårdt arbejde i den megen varme under tagpladerne. Vi diskuterede meget, for den ene skulle jo nødigt slæbe mere halm end den anden, men enedes dog rimeligt godt. Da alle skulle ind og spise til middag, sagde Alfred til mig at medens de spiste kunne jeg feje ud under tærskeværket, så kunne jeg gå ind og spise bagefter, det var helt i orden, jeg skulle feje det sammen i tre bunker, så når de kom tilbage, kunne hælde det igennem værket engang til for at der ikke skulle gå noget til spilde.

Jeg blev hurtigt færdig og gik nu bare rundt for at fa tiden til at gå, så kom jeg på tanke om at Johannes spiste snus, han tilbød tit en pris, bare for at vi drenge skulle løbe væk, han var nemlig altid helt sort i ansigtet af støv, og en sort stribe af snus i hver mundvig, og så sagde han at man aldrig blev stor hvis man ikke spiste snus, det var i hvert fald løgn for han var selv en lille tyk mand, så nu så jeg en mulighed for at prøve at smage det, jeg listede hen til traktoren og åbnede låget på værktøjskassen, og der lå den så, jeg tog nu snustobaksdåsen op, tog låget af, og med tommelfingerneglen tog jeg alt hvad der kunne hænge på den, tilbage med dåsen og så af sted, for at ingen skulle se det. Nu syntes jeg at jeg kunne høre nogen, så jeg tog det i munden men af bar befippelse for at nogen skulle opdage det, kom jeg til at sluge det hele, jeg fik faktisk slet ikke smagt det.

Nå alle kom tilbage og Alfred sagde at nu kunne jeg gå ind til Edith og Hanne og få min velfortjente middagsmad, jeg gik ind men måtte synke hele tiden, for jeg blev ved med at fa vand i kinderne, det hjalp lidt at få noget mad i munden, men jeg blev alligevel dårlig og skulle kaste op, Edith så på mig og sagde, “jamen du er jo helt hvid i hovedet Jørgen, hvad er der galt med dig?“. Jeg for af sted gennem køkkenet og ud i gangen, hvor der nåede at komme lidt inden jeg nåede helt ud, og der kom så resten. Edith holdt mig på panden, og jeg græd, hun sagde at jeg skulle køre hjem og hvile ud, så skulle jeg nok være frisk til næste dag, og så ville hun også sige til Alfred at det ikke lignede noget at lade mig gå i alt det støv alene, mens de bare gik ind for at spise. Jeg havde det rigtigt dårligt og havde slet ikke mod nok til at fortælle hende den rigtige sammenhæng.

 

Den første mejetærsker i Leestrup
Alfred havde som den første (tror jeg) i Leestrup, købt en mejetærsker, det var en Thermænius, den var sølvbronzefarvet, og havde et segl med trælister til at føre stråene op til cylinderen, den kunne tærske fem eller seks fod i bredden, og var udstyret med en Ford A motor til at trække selve værket. På rammen under værket sad to store gummihjul og den blev så trukket som en tohjulet gummivogn bagefter den lille Ferguson. Alfred kørte traktoren og Henry tog sække fra. Der kunne være to sække på slisken, så man kunne læsse af de samme steder på en omgang, de var så nemmere at læsse på gummivognen end hvis de bare var skubbet af hist og pist. Når vi så nåede sidst på dagen, og Alfred og Henry skulle begynde at fodre, så fik Lee og jeg lov til at hente de fulde sække ude på marken. Alfred havde til traktoren, købt en sækkelæsser, det var et langt rør på ca. tre meter der blev sat på trepunktsophænget, og man kunne nu med en klo der sad på enden af røret løfte sækken der skulle ligge ned op ved hjælp af den hydrauliske lift, når den var løftet op bakkede man hen til gummivognen og lagde den ned på ladet, den af os der ikke sad på traktoren rejste så sækken op og kunne så med besvær skubbe den på plads, det kneb for mig da jeg ikke var så stærk som Lee, men han var flink og lod mig læsse de fleste.

 

Harven
Det var en meget tør eftersommer, og vi måtte køre foder ud til de mange tyre i folden, der var kun vissent græs tilbage og en gang imellem brød de ud, så Lee og jeg har mange gange gået som hyrder for at jage dem tilbage midt i folden, det var værst da de gik i en fold ned mod Anders Hansen, det var der frøroerne stod og de var lidt grønnere end det visne og nedtrampede græs de gik på, så til sidst måtte vi jage dem over på den anden side af landevejen hvor vi havde høstet, men vi havde nær aldrig fået slået hegnspælene i jorden, og vi måtte nu køre alt foder og vand ud til dem. Henry pløjede nu de steder der hvor der skulle sås vintersæd eller raps, og jeg tog så over for at harve det han havde pløjet, så det var parat til at så. Efter meget plageri fik jeg lov til en dag at køre ud og harve med den store harve som hang i liften, den var ligesom tredelt og de yderste led hang lidt ned. Alfred havde givet mig nøje instrukser om at løfte harven i god tid ved enderne før jeg drejede, det skulle foregå medens man kørte, for vis man koblede ud virkede liften ikke, men det vidste jeg jo alt om i forvejen, når så harven var helt fri af jorden hoppede jeg over på sidehjulsbremsen og drejede forhjulene til samme side med et snuptag i rattet, og den snurrede nu rundt som på en tallerken, hvis man trådte hårdt nok på sidehjulsbremsen, men selvfølgelig gik det galt, da jeg skulle dreje ved volden op mod vejen mellem Leestrup og Vindbyholt, da fik jeg enten løftet harven for sent op eller ikke trådt nok på sidehjulsbremsen, resultatet blev at det yderste led på harven hamrede ind i volden så det knækkede, og en af tænderne gik igennem bagdækket så det punkterede og hjulet blev løftet op så det ikke kunne nå jorden, det var ikke godt, jeg var nu i tvivl om jeg skulle gå hjem til Edith eller til Alfred, jeg valgte det sidste, selv om der var langt at gå, Henry og Alfred gik nemlig helt ude ved hestehavehuset og stynede hegn, der var rigtigt langt, og jeg havde det ikke ret godt da jeg nåede derud. Jeg fortalte hvad jeg havde lavet med tårerne trillende ned af kinderne, men Alfred tog det pænt og sagde, “jeg kan se at du ikke har slået dig, for så havde du jo ikke gået helt her ud“. Alfred og Henry gik nu tilbage til Stenager, Lee og jeg fortsatte så med at save grene af som hang ud over marken til det blev fyraften. Næste dag da jeg kom efter skole var traktoren og harven lappet sammen igen, jeg ved ikke hvem der havde lavet dem, og så var alt glemt. Det store brænde blev savet og flækket, og alt riset blev lavet til risbrænde, det blev klaret ved at Alfred lånte Ford Johannes kvashugger som han kørte rundt med og huggede ris for andre.

 

Ensilage
Vi var nu begyndt i roerne, noget af toppen kørte vi ud i folden til tyrene hver dag og resten blev kørt i en stor bunke til ensilage, i starten kørte vi op over bunken for at trykke den sammen, Alfred dryssede en slags salt på med jævne mellemrum, for at det hurtigere skulle blive til ensilage, når al toppen var kørt i bunke, blev der lagt plastik over og så drysset et godt lag halm udenpå. Nu pløjede Henry tre til fire meter hele vejen rundt om bunken, og så kom Johannes eller Lille Poul med en roekuledækker, det var en maskine der var ophængt i liften på traktoren, og for enden af kardanakslen sad der nogle skovle inde i en kasse hvor man så kunne stille tuden i den retning hvor man ville ha at jorden skulle hen, og så kørte man rundt om bunken til man syntes at jordlaget var tykt nok, det så sjovt ud, især når Lille Poul kørte, han kørte enormt stærkt, og man troede at han ville vælte når har kørte helt oppe på siderne af bunken. Jeg ved ikke om han nogensinde er væltet.

 

Vandrisengrød
Edith og Hanne lavede altid god mad, den eneste gang jeg er blevet skuffet var engang vi skulle have risengrød, jeg elsker risengrød, Alfred startede som han altid gjorde og så langede vi andre til fadet på skift, jeg tog en god stor tallerkenfuld og begyndte at se mig om efter kanel, sukker og smør til smørklatten i midten, jeg kunne ikke se det, men i det samme siger Edith; “Hov jeg glemte æblegrøden“, Som Hanne så hentede, først nu så jeg at risengrøden var ligesom mere skinnende og gennemsigtig, og slet ikke lignede mors, og nu begyndte de andre at øse æblegrød ovenpå, det kunne jeg ikke lide, for hos Ella, Bedstefars 2. kone fik vi det og der var altid stumper af kernehus i grøden, så det lod jeg gå videre.

Jeg huskede nu tydeligt hvad Alfred havde sagt i starten jeg var der, og måtte nu gå i gang med den store tallerkenfuld vandrisengrød, jeg tror at jeg var den sidste der rejste mig fra bordet og lovede mig selv at se bedre efter en anden gang, og ikke bare øse op, jeg har aldrig smagt det siden, og håber ikke at jeg nogensinde bliver budt det for så tror jeg at jeg vil takke nej.

 

Arbejde på Nordvang hos Herman og Anna
Jeg tror at jeg stoppede med at arbejde hos Edith og Alfred omkring november, jeg havde fået 50,00 kr. om måneden og det var jeg godt tilfreds med, men var blevet spurgt om jeg kunne tænke mig at få arbejde hos Herman og Anna på Nordvang, som var en lille gård der lå midt i Leestrup by, de kunne godt bruge mig, også til 50,00 kr. om måneden, men der skulle jeg kun være de dage jeg ikke skulle i skole og det sagde jeg ja til.

Jeg startede hver morgen kl. 8, Det første jeg gjorde var at hente møgbøren, som lå med bunden i vejret for enden af de brædder der var lagt oven på møget, de blev jævnligt flyttet, for at få fyldt møddingen, så åbnede jeg døren ind til gangen bag køerne, kørte ned for enden af gangen, skrabede møget ned i grebningen, for derefter at læsse det på børen, når den var fuld, hentede jeg Herman, og så kørte han den ud og op ad de lagte brædder, som i regnvejr var meget glatte, for enden tippede han så af og tog så børen med tilbage, hvor jeg så fortsatte. Herman var meget flink, og han sagde at han jo lige så godt kunne køre børen ud, frem for at hvis jeg væltede så kunne jeg jo starte forfra, og så varede det jo længere inden vi kunne komme videre. Jeg husker kun én gang hvor Herman blev vred, det var en morgen, hvor det var koldt og det regnede, Herman skulle køre den sidste bør på møddingen, han tog godt tilløb, og drog så op af det første bræt, da hjulet så dumper ned for enden, må det næste bræt ha forskubbet sig, for hjulet borer sig ned i møddingen, Hermans støvler glider og han lander med hele overkroppen oven på al komøget i trillebøren, jeg står selvfølgelig i stalddøren og ser på, det så virkelig komisk ud, så da han kommer op at stå, efter noget besvær, vender han sig om, og ser mig stå i stalddøren med hænderne i lommen og skraldgrine, da blev Herman vred, han gik lige forbi mig, var helt stram i ansigtet, han sagde intet. En times tid efter kom han ud igen, pænt rent arbejdstøj havde han nu fået på, og vi fortsatte dagens arbejde uden nogen form for kommentarer.

Hermans kone Anna var også rigtig flink, hun lavede god mad og der var næsten altid hjemmebag til eftermiddagskaffen. Hun stod for alt det huslige, men var også med ved rugeriet, hun samlede æg ind i en spånkurv, som jeg så hjalp hende med at bære ind, når jeg havde tid hjalp jeg med at pudse æg, det foregik på den måde at man havde en lille træklods ca. 1,5 cm. tyk 12 cm. lang og 5 cm. bred. Omkring denne klods var der et lag skumgummisvamp, og uden på sandpapir i klodsens bredde der var lavet som en ring så man kunne skifte den, når den var blevet for smudsig eller slidt op, man skulle først spørge Anna, så ikke der var så meget spild.

Herman og Anna havde tre børn; Gudrun, Tove og Svend. Herman var vist lidt ældre end far, og havde, tror jeg nok overtaget gården efter sin far? Min far havde gået i skole med hans lillebror Henry. Anna var datter af den gamle bødker Andersen, da jeg var der, han boede i et lille værelse med dør ud til den pæne gang, hvor trappen til loftet gik op. Begge døtrene kendte jeg ikke så godt, men så dem dog af og til, hvorimod Svend, som var fire år ældre end mig, havde gået i klasse med min storesøster Hanne. På det tidspunkt jeg var der tjente han hos Olsen på ”Rønnevænge”. Og jeg gik den vinter på karleholdet i Roholte sammen med ham.

Foruden køer og grise havde de også rugeri så der var nok at lave, vi lagde æg i rugemaskinerne, holdt øje med temperatur og om de vendte æggene. Jeg tror at når de var elleve dage gamle, tog vi æggene ud til gennemlysning, det foregik med en slags lommelygte med en gummiskærm som man satte mod ægget, og hvis der var en lille sort prik inde i ægget var det befrugtet, og kunne lægges tilbage i bakken og ind i rugemaskinen så de kunne ruge videre. De æg der ikke var en sort prik inden i blev lagt i æggebakker, og bager Palner fra Fakse Ladeplads kom og hentede dem, de måtte godt bruges til bagning, selv om blomme og hvide var flydt sammen, men så måtte de højst ha ligget i rugemaskinen i elleve dage. Jeg mener at vi lyste en gang til og sorterede de æg fra, hvor der ikke var levende kyllinger i, de blev sat i en bakke, det var ganske få, og en gang imellem tog vi dem så ud på møddingen. Den sidste gang vi gjorde det, tror jeg at vi havde seks æg hver. I det fjerneste hjørne af møddingen satte vi et møddingsbræt som ragede et godt stykke op over cementkanten, så startede skydningen til brættet, der var ingen gevinst, men at ramme flest gange var jo i sig selv nok. Herman startede, det var en forbier, så var det mig, også en forbier, men da vi næsten var færdige stod det, 3 – 0 til mig, og vi havde hver et æg tilbage, så nu skulde Herman virkelig tage sig sammen for ikke at tabe fuldstændig. Han havde sådan en Formand Mao jakke på, og tog nu rigtig godt sigte, så skød han, og det så hårdt at ægget knækkede og løb op ad armen inde i ærmet, føj hvor det stank, så måtte han gå den tunge gang ind til Mor Anna, hvor han straks blev sendt over i malkemaskinerummet hvor han måtte skylle jakken godt, så noget af stanken kom væk.

Det var synd for Herman, han kunne godt lide at være med til lidt sjov, men Anna måtte helst ikke se det, hun syntes det var noget pjat, og vi fik jo heller ikke lavet noget når vi bare legede, jeg derimod syntes at det virkeligt var sjovt når Herman var i det humør.

Herman havde selv et lille tærskeværk og presser som stod ovre på loen, vistnok 12 eller 15 tommer. Når vi så var gået tør for korn til grisene, tærskede vi byg eller blandesæd. Vi rejste nu nogle bukke ude på gårdspladsen, hvor på blev samlet nogle store blikrør så vi kunne blæse negene fra staldloftet tværs over gården til loen, her blev de så tærsket. Svend fik gerne fri hos Olsen, så han kunne hjælpe os. En gang hvor vi havde tærsket om formiddagen, og skulle ind og have mad, smed vi jakkerne ude på cement reposen fordi vi var enormt støvede, det var en cementklods med et par trin op ud for køkkendøren, hvor der så var en lille meter ned til haven. Da vi havde sat os og fået skænket kaffen, siger Herman, “jeg syntes der er noget der kilder på ryggen“, og Anna rejser sig for at se efter, hun giver et skrig fra sig og råber, “det er en mus!” og skynder sig ind i stuen. Herman rejser sig lynhurtigt fra bordet.
Musen er inde i foret på hans vest, og samtidig med at han løber ud i gangen, knapper han alle de små knapper op, krænger vesten af, springer ned i haven, vender sig om, og slår vesten ned i reposen, ud piler musen, men bliver overhalet af hans fine lommeur, som han vistnok fik til hans konfirmation, musen overlevede, men jeg ved ikke om uret gjorde.

På gården var der en stor schæferhund der lød navnet Djak, den var ikke som andre hunde, den var næsten med over alt, men når vi var i marken var det tit at Herman sagde til den, “du kan godt blive hjemme“, og så blev den hjemme. Når Anna samlede æg ind bar den næsten altid kurven, den blev aldrig træt af det, og selv når man fyldte rigtig mange æg i spånkurven prøvede den, når den ikke kunne løfte kurven i hanken mere, satte den tænderne i kanten og trak så kurven baglæns, men så måtte man tage nogle æg af og lægge dem over i en anden kurv, ellers sled den jo kurven op, og det var også synd for hunden. Somme tider blev jeg sendt i Brugsen, så kaldte jeg på Djak, som straks kom og bar spånkurven. Anna havde lagt Brugsbogen ned i kurven og et viskestykke over, så hunden ikke savlede ned på bogen, når vi så var kommet op af cementtrappen og stod uden for døren til forretningen, skrabede Djak på døren, og Brugsmand Larsen kom og lukkede op, jeg tog kurven og gik ind i forretningen, Djak blev pænt siddende til jeg kom tilbage med kurven, Larsen havde pænt havde lagt bog og viskestykke over varerne, og så kunne vi traske hjem igen, hvis der var meget i kurven holdt vi hvil en gang imellem, eller jeg hjalp den lidt.

Herman havde også en lille Ferguson, og jeg fik tit lov til at køre med den. Engang skulle vi ha kørt møg ud, Herman havde lånt en møgspreder af Helveg på Skovholm, Jens Jensen som boede i et lille hus i Skidenstræde var kaldt til at hjælpe. Han var for mig en gammel mand, som arbejdede rundt på gårdene som daglejer, men han kunne virkelig bestille noget. Svend var også kommet hjem for at hjælpe til, dvs. han skulle køre traktoren – øv. Men da vi var nået sidste læs den dag, skulle han tilbage til Olsen og være med til at fodre, så nu plagede jeg Herman om at få lov til at køre det sidste læs ud, til sidst gav han sig, og efter lange forklaringer om at når jeg kørte ind over hegnstråden, som var lagt ned i begge sider af folden, skulle jeg se nøje efter at jeg ikke fik fat i tråden. Det gik fint da jeg kørte ind i folden, og så gik det ellers mod den anden side, der var op mod Torbenholts mark. Langsomt over tråden, ind på det stykke hvor møget skulle spredes, holde stille, koble kardanen til, fuld gas og så derud af, sikken det gik, da jeg har kørt lidt, ser jeg mig tilbage, og opdager at en hegnspæl er ved at indhente mig. Det der ikke måtte ske, sker selvfølgelig, Jeg får nu stoppet det hele, får knækket ståltråden, som har viklet sig om den ene aksel på sprederen, og får så spredt det sidste ud og kan køre hjem. Utroligt. Herman skældte ikke engang ud, men sagde at han syntes han havde forklaret mig hvordan jeg skulle bare mig ad, men man kan jo være uheldig. Nu kører du over til smed Danielsen, giver ham nøglen til traktoren, og fortæller ham hvad der er sket, og siger at vi skal bruge den igen i morgen først på formiddagen. Sådan, føj hvor den stank, gamle rådne æg, ko og grisemøg i en skøn sammenblanding, han ville nok blive godt sur, men den stod klar næste dag, så de kunne køre videre, men det slap jeg for, jeg skulle jo i skole. Men smedens hævn kom senere.

Der var nu gået et stykke tid siden vi havde kørt møg ud, jeg husker at Herman sendte mig i Brugsen efter et eller andet, og da det regnede meget bad han mig tage cyklen så gik det hurtigere, så i mellemtiden ville han hente køerne hjem. Der var en sti med tråd på begge sider ned bag smeden og mejeriet, så på markvejen over til Brugsen skulle man blot flytte tråden over på en stolpe, på den anden side af markvejen lige bag smedjen, så kunne køerne jages lige hjem fra marken. Medens jeg har været i Brugsen har Herman hængt tråden over markvejen og gået ud i folden for at jage dem hjem, så da jeg kommer susende på min cykel, ser jeg ikke tråden og kører lige ind i den og vælter, jeg gav et højt skrig fra mig, og for hvert sekund slog det forbandede hegn, så jeg krympede helt sammen hver gang, så kom smeden, han kiggede på min kamp med tråden, så sagde han, “det var da godt at der ikke var strøm i den ende der var viklet ind i møgsprederen“, og så gik han, og jeg kom endelig fri af tråden, jeg havde ondt i musklerne flere dage efter, men smeden fik sin hævn.

 

Møddingeskraberen
Jeg glemte at fortælle om en af de dage hvor vi kørte møg. Det var lidt efter middag, og inden Svend kørte ud i marken med et læs, siger han, “kan du ikke lige løbe over til smeden efter møddingskraberen mens jeg er væk“. (Findes ikke – ligesom kørnerprikker). Da jeg ikke anede uråd gik jeg over til smeden og spurgte om møddingskraberen stod der. Han smed hvad han havde i hænderne, og begyndte at lede, hele vejen rundt langs væggen inde i smedjen ledte han, men den var der ikke. Han mumlede noget for sig selv, og siger så til mig, det kan være den er ovre hos Olsen, så jeg trasker over på Rønnevængegård og banker på døren, Lis lukker op, jeg spørger efter Olsen, han er ikke herinde siger hun, men sender mig over i stalden. Da jeg har gået lidt rundt og råbt efter ham, kommer han pludselig susende, og på hans syngende Fynsk siger han, “hvad vi du?“, så jeg spørger om han måske har møddingskraberen stående, for den var ikke ovre hos smeden. Så griner Olsen, “ja så må den jo være her“, og vi farer rundt fra det ene rum til det andet, men efter megen leden uden resultat, klør han sig i håret og siger. “Det kan være den er på Stenager“, Så jeg må gå igen. På vejen hjem, tænker jeg på, at den tror jeg ikke at jeg har set medens jeg tjente der. Så jeg går tilbage til Nordvang. Der var ved at være eftermiddagskaffe, og på gårdspladsen møder jeg Anna, hun spørger hvad jeg laver, og jeg fortæller hende at jeg har været både hos smeden og hos Olsen for at spørge efter møddingskraberen. Hun griner højt, så siger hun. “Den findes slet ikke! Kom du nu med mig ind, så starter vi med at drikke kaffe, og så skal du se hvad jeg har til dig“. Så medens jeg skænkede kaffe op til os begge, havde hun hentet et lagkagefad med et meget stort stykke lagkage. “Nu spiser du bare det hele, så kan de andre se hvad de går glip af. De kan slet ikke være bekendt at sende dig ud på sådan en travetur“. Så da de andre kom, sad jeg rigtig og mæskede mig, der var næsten for meget, men jeg fik dog spist det, og de fik en røffel for det, men der var jo ikke sket noget ved det, det kunne jo være at jeg kunne bruge ideen til nogle andre senere.

 

Gymnastikken i Roholte
Det var blevet vinter, og gymnastikken i Roholte var begyndt for længe siden, jeg havde fået lov til at gå med på Karleholdet. Svend havde købt eller lånt Lars Peter Frandsens Triumph motorcykel og jeg fik lov til at sidde bag på nogle gange, det var mægtigt sjovt. På holdet var der rigtig mange jeg kendte, de var alle meget ældre end mig, men jeg var meget stolt af at være med. Jeg var meget glad for springgymnastik, og vores leder hed Nedergaard, han havde fået anskaffet en trampolin den var rigtig sjov men temmelig farlig, man skulle virkelig stole på dem som tog imod, ellers kunne man slå sig rigtigt grimt, men det gik næsten altid godt. Der var jo ikke nogen speciel måtte som der er i dag, der var kun den hårde måtte og oven på den en meget gammel vatmåtte. Det sjoveste var når der efter trampolinen stod den lille plint på langs og den store høje på tværs og så slog vi højt overslag, der skulle et meget langt tilløb til for at få fart nok på. Efter gymnastik var der brusebad, det var der ikke så mange der havde derhjemme, så der blev rigtigt badet under megen skrål og larm. En gang hvor det havde sneet og føget flere gange, fortalte Laurits Jensens Jørgen at han havde hørt, at man i Finland, efter at man havde været i sauna løb lige ud i sneen og trillede sig, så det måtte jo afprøves, og han forrest, ud af døren og op på boldbanen.

Han sprang lige på hovedet i den første drive. Det var mørkt og koldt, sikken han skreg, driven var frosset til is så der kun var et tyndt lag sne oven på, sikken nogle skrabemærker han fik, så vi skyndte os tilbage i varmen, vi var helt røde, og han lignede en der havde fået asfalteksem og det blødte også lidt hist og her. Det var både første og sidste gang vi prøvede det.

Hans-Jørgen Eggersen, 2014