Martha Madsen - om et aktivt kvinde- og samfundsliv

Martha Madsen - om et aktivt kvinde- og samfundsliv

For en kvinde af årgang 1924 var det ikke en selvfølge at få uddannelse og karriere, men Martha fik både præliminæreksamen og bankuddannelse og blev sparekassebestyrer. Samtidig har hun altid haft et stort engagement i politik og kirke og været aktiv i alt fra spejderbevægelse til aftenskole, og så kan hun ikke komme et nyt sted hen, uden straks at lære nogen at kende.

 

Barndom på Møn
Jeg er født den 17/3 1924 på Møn, i den lille landsby Borre, hvor vi havde købmand og slagter og murer og tømrer og alt muligt håndværk. Mine forældre havde Sønderby Bryggeri, hvor de fremstillede hvidtøl og sodavand og marmelade og æblemost.

Jeg havde en to år yngre bror. Vores forældre var gode ved os, de var hverken drikfældige eller noget. Jeg har oplevet skolekammerater, der blev tæsket af deres forældre. Og de havde jo aldrig gjort noget; de havde måske slået hul på tøjet, fordi de var faldet, eller kommet til at rive en kop ned, men så lød det: ”Du kan bare vente, til far kommer hjem!”. Sådan var det absolut ikke i mit hjem. Vi gjorde jo det samme; faldt og slog hul, eller kom til at rive en kop ned, men vi fik ikke tæsk. Måske blev der sagt ”Du er et klodshoved”, men vi blev ikke skældt ud eller noget. Og der kom ordentlige mennesker ud af os alligevel.

Jeg ved ikke, hvorfor mine forældre var anderledes. Måske fordi vi kun var to børn, og vi var ønskede. De andre børn var store søskendeflokke.  Det var lidt af en fejl i opdragelsen, at vi altid skulle være gode venner. Hvis det trak op til en lille uenighed, så sagde de” I skal være gode ved hinanden, det er derfor I har fået hinanden”, så vi lærte aldrig at være uvenner med nogen. Det kunne jeg godt have tænkt mig at have lært. Man finder sig i for meget, og siger ikke fra. Det har jeg især savnet i mit ægteskab.

Eftersom mine forældre havde egen virksomhed, så var de jo hjemme hver dag og sammen med os. Vi var 6-8 stykker til daglig, for mor havde også to piger, der spiste hos os, så vi har lært at være sammen med mange mennesker. Vi skulle opføre os ordentligt, også over for de ansatte. Jeg har heller aldrig hørt mine forældre sige noget uvenligt eller vredt til de ansatte.

Jeg startede min skolegang i forskolen i Borre. Der var tre forskoler, så børnene ikke havde alt for langt. Vi gik i skole hver anden dag, og da der var tre klasser, så var der hver anden dag to klasser samtidig. Det gik nu fint; det ene hold kunne sagtens citere salmevers, samtidig med at de andre øvede sig i at skrive.

Derefter kom vi til hovedskolen i Borre. Der gik vi også hver anden dag. Det var først i realskolen, vi gik i skole hver dag. Der var kun to realskoler på Møn: En i Stege, og så en lille privat realskole i Magleby på Østmøn. Dér gik vi. Det var ikke så almindeligt at gå i realskole. For det første skulle der betales for at gå der, og for det andet havde de fleste børn på egnen jo som mål bare at komme ud som pige eller karl på en gård.

Vi var 14 i klassen, kun nogle få var piger. Hvad skulle piger dog i realen for? Selv en af vores lærere sagde ”I behøver jo kun matematik for at kunne skære en lagkage i 8 stykker”. Det var mine forældre, der bestemte, at jeg skulle i realen, den beslutning tog man ikke selv som 12-årig. Det var bestemt også meningen, at vi skulle blive til noget. Min bror skulle gerne blive brygger, men jeg skulle også blive til noget, og der var også meget, jeg gerne ville.

Jeg havde afsluttet realskolen med præliminæreksamen – og den var god! Mine forældre sagde hele tiden ”Vi forlanger ikke andet af jer, end at I passer jeres skole godt” – og det gjorde vi. Vi hjalp til i virksomheden engang imellem, hvis der var travlt, eller nogen var syg eller kommet til skade (det skete jo af og til, at nogen skar sig). Men vi var ikke med i det daglige arbejde, vi passede vores skolearbejde. Min bror og jeg hjalp hinanden, for han var god til matematik og jeg var god til sprog. Vi var utvivlsomt de dygtigste i vores klasser. Vores forældre havde ikke præliminæreksamen, men da vi var begyndt at lære sprog, og talte fremmedsprog med hinanden, så gjorde vores forældre det også. De havde nogle bøger ”100 timer i tysk” og ”100 timer i engelsk”, så de kunne også noget. Det syntes vi slet ikke var mærkeligt dengang, det var først, da de døde, vi kom til at spekulere over det. Min mor havde jo slet ikke lært den slags i skolen, for min morfar var murerarbejdsmand i Jyderup og havde mange børn, og hun var den yngste, så hun lærte kun det, man lærte i grundskolen dengang.

 

Læreplads i boghandel og bank
Jeg ville gerne have været lærer, men så skulle jeg helt til Vordingborg hver dag for at gå på seminariet. I stedet ville jeg rigtig gerne være boghandler. Jeg havde lært at læse af min far, allerede før jeg kom i skole. Vi begyndte med Politiken, for der var nogle dejligt store bogstaver. Så jeg ville gerne være boghandler, og jeg kom også i lære i den boghandel i Stege, hvor vi altid havde handlet. Men han var nærmest sindssyg den boghandler. Ikke når han skulle sælge noget til folk, men han ville for eksempel ikke have, at jeg talte med nogen, ikke engang læreren fra realskolen, eller præsten, jeg var konfirmeret af.  Boghandlerne havde dengang nogle læsekredse, hvor de nye bøger blev sat til udlån. Man måtte have dem i 14 dage, og så skulle de afleveres igen, og så fik man nogle andre. Det var nærmest en slags bibliotek. Der var jo kun et bibliotek på Møn.  Så blev jeg spurgt ”Har du noget godt i læsekredsen i denne uge?” Men jeg måtte altså ikke snakke med kunderne, og det forstod jeg ikke. Vi skulle også fyre op i kakkelovnen, og vi skulle gå i brune kitler. Dem syntes min mor så kedelige ud, så hun syede nogle sorte swagger-kitler med et bærestykke, de var sorte og blanke og med turkisfarvede kraver. Nej, hvor var det pænt! Boghandleren kom meget sammen med den indremissionske præst og en dag, jeg kom ud igennem kontoret for at tage hjem til frokost, så var præsten der og sagde: ”Hvor er det en nydelig kittel, De har på, hvor ser det festligt ud”. Ja, det syntes jeg jo også. Men da jeg kom tilbage efter frokost sagde boghandleren ”Så er det VÆK med de kitler, og så de brune på!”. Sådan var det hele vejen igennem. Så jeg valgte at sige op, da prøvetiden var overstået.

SÅ var mine forældre vrede. Boghandlerens afskedssalut til mig var ”Så skal jeg sørge for, at De aldrig får en læreplads i Stege mere”. Det tog jeg forholdsvis roligt, og der gik heller ikke mere end 14 dage, så ringede de fra Diskontobanken og sagde, at de manglede en elev til efteråret. Jeg kendte en af pigerne der, og hun  havde aftalt med direktøren, at jeg kunne sende en ansøgning. Det gjorde jeg, og så fik jeg stillingen som elev i Discontobanken i Stege, der var nabo til boghandleren, som havde lovet mig, at jeg aldrig skulle få en læreplads i Stege igen. Jeg ekspederede ham endda af og til, når han kom som kunde i banken.

Jeg begyndte som elev i banken i november 1941. Læretiden var fire år, så i maj 1945 var læretiden endnu ikke helt gået, men tre af personalet i banken var modstandsfolk og ude på bevogtningsopgaver hele den sommer, så direktøren kom til mig og sagde ”Hvis de vil påtage dem opgaven med det afsluttende bogholderi, så kan De betragte Dem som udlært”.  Det ville jeg, og jeg gjorde det med stor interesse og begejstring for at vise, hvor dygtig jeg var. Men da de unge modstandsmænd kom tilbage, så fik jeg bare en tak for min indsats, og så var jeg tilbage som almindelig assistent. Stadig udlært, men alligevel.

Der var et halvt års ophold på bankskolen i København inkluderet i læretiden, så jeg var et halvt år på Handelshøjskolen. Jeg boede på pensionat imens. En af de piger, jeg havde taget præliminæreksamen sammen med, studerede fransk, og hun havde gratis kost og logi mod at gøre rent og lave mad, foruden at studere. Det var jeg fri for.

Jeg var SÅ glad for at være i København, og også meget glad for at være i banken. Selv om der var krig og det var mørkt, syntes jeg, der var dejligt. Måske især fordi, der ikke var nogen, der kendte mig. Jeg var ikke bryggerens datter, eller hende fra Discontobanken, jeg var bare en fuldstændig fremmed. Jeg har af og til senere i mit liv taget en tur til København og gået en tur på Strøget, og bare være en, som ingen kendte. Men det hændte jo, at jeg alligevel traf en, jeg kendte.

Der var egentlig ikke så mange opgaver i banken, for på grund af krigen var der ingen penge, og ingen havde lyst til at sætte penge i banken, for man fik ingen renter. Kunderne havde ikke brug for penge, for man kunne ikke få tilladelse til at bygge, og man kunne ikke købe biler eller nogen verdens ting. Bankerne levede jo af at låne de penge ud, som andre satte ind for at få renter af, så når ingen ville låne dem, kunne man heller ikke give nogen renter. Men vi skulle lære at bogføre, når folk satte penge ind og hævede dem, og vi skulle lave uge- og månedsregnskaber og skrive det ind med fin skrift i store, fine bøger. Vi havde dog også en skrivemaskine. Det var også en tid, hvor der skulle spares på tingene: Havde man en konvolut, der kunne vendes, så blev den sprættet op og vendt og limet sammen igen.

 

Ægteskab
Jeg var blevet forlovet, mens jeg var i lære, med en landmand, der var forvalter på Liselund på Møn.  Vi havde mødt hinanden til en fødselsdag hos en bror til en af mine skoleveninder. Vi kom sammen i sommeren 1945, hvor vi blandt andet cyklede rundt på Møn og solgte tændstikker til fordel for Frihedsfonden.

Efter læretiden kom jeg til Lolland, til det store gods Engestofte, hvor jeg skulle lære at føre landhusholdning og arbejde i køkkenet. Dengang duede en landmand jo ikke til noget, hvis han ikke havde en kone, der kunne lave mad og passe have. Vi havde masser af folk, og masser af polakker. Nogle til havearbejde, nogle til kyllinger og høns, nogle til at vaske storvask. De var så søde. Der var rigtig godt at være på Engestofte. Det var noget helt andet end bankarbejdet, men jeg har aldrig haft svært ved at omstille mig. Vi fik meget god mad, og det smagte også godt, men der var ikke mange grøntsager om vinteren. Da jeg om foråret skulle ud med havekonen og forberede tilplantning af kål, så opdagede jeg, at der var en masse rosenkål, der ikke var blevet brugt. Jeg havde ikke mærket, at jeg havde savnet det hele vinteren, førend jeg så de rosenkål. Jeg tænkte, at jeg må lige have en af dem, men så gik det løs – ih, hvor jeg åd. Jeg blev helt vanvittig af at spise rosenkål, endelig noget grønt med vitaminer i. Min mors husholdning derhjemme var jo efter alle bogens regler. Hun var formand for husholdningsforeningen, og de husholdningskonsulenter, der rejste rundt, plejede at bo hjemme hos os, så jeg var vant til at få mad med vitaminer og mineraler.

Jeg var på Engestofte et halvt år, til 1946. Så blev vi gift, og jeg fik arbejde i banken igen. Vi boede hjemme hos mine forældre i Borre, og min mand blev ansat hos min far. Det var ikke særlig godt. Men en gang var han med min far på besøg på Faxe Bryggeri – det var jo en slags kollegaer, så der kom min far somme tider. Nu havde han sin svigersøn med, og inden de tog hjem, var han blevet ansat i Faxe som arbejdsleder. Det var i 1949. Det var jo noget helt andet end at være landmand, men det var godt, vi kom væk fra landbruget, for da vi begyndte at søge forvalterstillinger på de store gårde, var der 800 ansøgninger til hver stilling. Og blev man ansat, fik man næsten ingen løn. Der begyndte jo også at komme traktorer og andre maskiner, så der var ikke brug for så mange folk mere.

 

Faxe
Vi flyttede derfor til Faxe, og kom til at bo i ejendommen ”Slottet”, der var ejet af bryggeriet.  Der var otte lejligheder i Slottet. Nogle foroven, der ikke var så store, nogle på første sal, der var lidt større, og i stuen var der kun to store lejligheder. Vi boede på første sal. De andre beboere var nogle bryggeriarbejdere, to brygmestre, og nede i stueetagen boede ejerne, og i den anden store lejlighed en murermester.

Jeg havde meget med de andre at gøre, men jeg kan heller ikke undgå at komme sammen med folk. Vi havde fået barn i 1949, og der var andre med små børn. Det var rare mennesker, vi boede sammen med, hjælpsomme og glade, når vi hilste på hinanden. Det var en stor lejlighed, med fire store rum. Men da vores datter var blevet 8-9 år, så manglede vi et værelse til hende, og der var ingen af rummene, der kunne deles op, for så ville den ene halvdel være uden vindue.

Så byggede vi hus i Nygade. Det var færdigt i 1963, da vores ældste datter blev konfirmeret. Faxe dengang var egentlig en stor by, det var jo en by med hovedgade og forretninger. Det var imponerende med kunstværket på torvet, og der var rutebilstation. Der, hvor jeg kommer fra, var der ikke mange forretninger. Der var håndværkere til alting, men ikke forretninger. Jeg lærte hurtigt folk at kende i Faxe. Jeg havde jo et lille barn, og mange af bryggerifolkene kendte mig også, så det var nemt nok for mig. Jeg kan slet ikke forestille mig, at man ikke kan enes med folk. Efterhånden blev vores datter så stor, at hun kom i børnehave, og så kom jeg i bestyrelsen for børnehaven, og blev kasserer.

Jeg var hjemmegående et par år, men jeg ville jo gerne bruge det, jeg havde lært, og dengang kunne man bare få en ung pige i huset, så det havde vi i mange år. Blandt andet en fransk pige, som var kommet herop efter krigen hos en mejeribestyrer på Rosenkilde mejeri. Det var sjovt, for så kunne vi tale fransk sammen. Jeg havde jo lært fransk i skolen og havde været meget interesseret i det. Jeg læste det, og hørte det i radioen. Vi har en svaghed for fransk i min familie. Mine døtre har altid syntes, det var så spændende at bruge det franske, og min bror også. Engang i starten af 90’erne var jeg i Frankrig på et franskkursus som jeg havde taget, fordi Horsens kommune søgte en franskkyndig til turistforeningen og jeg tænkte, at det var lige noget for mig. Men der kom aldrig en franskmand, så jeg har aldrig haft brug for det, det var bare til min egen fornøjelse.

 

Faxe Bank og andre jobs
Men med en ung pige i huset, kunne jeg igen bruge min uddannelse. Jeg fik arbejde i Faxe Bank som afløser to måneder om sommeren, når der var sommerferie, og igen to måneder om vinteren, når der skulle afsluttes regnskab. De fire måneder havde jeg fast hvert år i flere år. Et år, da jeg var færdig med de to vintermåneder, sagde direktøren til mig ”Sagfører Andersen spørger, om De kunne tænke dem at komme derover, indtil de skal begynde her igen til sommer?”.  Det kunne jeg godt, og jeg var rigtig glad for det. Jeg skrev skøder og hans taler til retten og sådan noget. Og holdt orden på alle hans ting! Det år skulle han med sin kone til England i påsken, og så sagde jeg ”Skulle vi så ikke få ryddet op på Deres kontor, mens De er væk?”. Det syntes han, var en strålende ide. De to andre ansatte virkede ikke begejstrede. Det havde de altid gerne villet, men ikke fået lov til. De var nu med alligevel og vi havde det både sjovt og overraskende. Altså, hvad den mand havde af tomme sparekassebøger – eller næsten tomme, der skulle jo blive en krone tilbage altid. Men hvis klienterne nu hævede alle deres penge i marts, så var der ikke skrevet renter på til 31. marts. Dem var vi så rundt og fik skrevet renter på. Vi måtte dog vente med at sende dem ud, til sagføreren kom hjem. Men der var jo også en masse fuldstændig ligegyldigt papir. Hvis der var et stykke papir i en sag, hvor der stod ”Peter Hansen vil gerne ringes op kl. 14”, så var den blevet gemt. Så det gjaldt om at finde, hvad der var væsentligt og hvad der var ligegyldigt. Vi brugte vel en 5-6 dage på opgaven, og både han og vi var glade for det.

Jeg havde jo stadig mine måneder i banken, men et år var der en ung medarbejder, der skulle have været inde som soldat, men han havde fået dårligt ben, så han var hjemme hele sommeren, og så sagde direktøren ”Jamen så får vi jo ikke brug for Dem”. Underdirektøren var rasende, sådan kan man ikke behandle folk. Men jeg havde andre jobs. Længere nede ad gaden lå det lille sognebibliotek. Der var kun to medarbejdere. Den ene var en ung præstekone, der skulle på barsel, og hun spurgte, om jeg ville afløse. Jeg havde blandt andet til opgave at gå på sygehuset med bøger til patienterne. Jeg holdt meget af at tale de indlagte, så da de søgte de en lægesekretær til røntgenafdelingen  så tænkte jeg, at jeg da kunne prøve at søge. Hvis de tror jeg kan, så antager de mig, og hvis de ikke tror, jeg kan, så gør de vel ikke. Og de antog mig. Det var bare ikke en lægesekretær de skulle have, men en medarbejder til røntgenafdelingen, det var bare lettere at få nogen til at søge en lægesekretærstilling! Jeg mødte den første morgen kl. 7 og præsenterede mig til en, der sad og skrev på maskine i en rasende fart:  ”Jeg er den nye sekretær”.  Hun svarede ”JEG er sekretær, og JEG bliver her!”.  Så fik jeg forklaringen, men det var også udmærket. Når hun havde fri eller ferie, så var jeg sekretær, og ellers hjalp jeg til med at røntgenfotografere, fremkalde billeder, hænge dem op og gøre dem klar til overlægen og så videre.

 

Headhuntet til Bondestandens Sparekasse
Siden kom jeg tilbage til banken, men en dag kom der en lærerinde, som var kunde både i Faxe Bank og Bondestandens Sparekasse. Hun skulle hilse fra Bondestandens og spørge, om det var noget for mig at blive ansat der. Jeg havde jo ligesom alle de andre i banken rynket på næsen af Bondestandens Sparekasse. Der foregik jo ingenting! Bondestandens fungerede på den måde, at de havde et hovedsæde i København med fuldt uddannede bankfolk, og så havde de kontorsteder ude i landet. I afdelingen i Faxe sad der blot et par gamle bønder med en skuffe, der lå nogle penge i. Men det blev jo helt anderledes. Da jeg kom, fik de for første gang professionel hjælp. Så jeg sagde ja. Det var i 1959.

Som det var dengang, så mødte man lidt i 10, og så havde vi to timers frokostpause, inden vi kom igen to timer og så var det fyraften. Der var jo ikke så meget bogføring. Selvfølgelig skulle vi sende nogle regnskaber til København, men det var ikke noget særligt.  Men det var meningen, at når der nu kom en professionel, så skulle vi kunne noget mere selv, så det udviklede sig.

Bondestandens var meget mindre end Faxe Bank, som jeg kom fra. Men det var ikke kun bønder, der var kunder. Der var blandt andet en hel del bryggeriarbejdere, fordi de var kommet der som små med deres forældre. Før jeg kom, havde sparekassen kun et lokale på Rønnedevej, et rum med et bord med en skuffe og to stole, men da de ansatte mig, byggede de et nyt hus midt nede i byen. Vi havde Næstved Tidende som vores nabo til den ene side, og slagter Jensen til den anden side. Huset havde mange lejligheder og et stort ekspeditionslokale til os, og en isenkramforretning ved siden af. Alt sammen ejet af sparekassen.

Da jeg startede, var det sammen med de to gamle bønder. Den ene var bestyrer, den anden assistent, og de satte mig ind i tingene – der var nu ikke så meget at blive sat ind i. Jeg syntes, der var så hyggeligt. De to gamle mænd var så venlige og rare, og når det var terminstid, kom der flere gamle bønder og skulle hjælpe til, og vi fik bragt mad ind fra Møllers konditori. Vi havde det rigtig godt. Det var en meget venlig direktion, vi havde i København. De kom sommetider ud for at se, hvordan vi havde det. Men det blev alt sammen helt, helt anderledes i forbindelse med de mange fusioner.

 

En kvindelig bestyrer
Oprindelig var vi jo kun mig og de to gamle, men senere fik vi en assistent til, og et par elever. Vi var op til fem medarbejdere ad gangen Da den hidtidige bestyrer døde i 1965, blev jeg udnævnt til ny bestyrer. Det indebar, at jeg var den, der talte med kunderne om lån eller anbringelse af penge. Jeg måtte bevilge lån op til 100.000 til at begynde med – men det var også en svimlende sum, så jeg var glad for, at jeg ikke alene skulle tage stilling til større lån. Kunderne lånte især til små traktorer – Massey Ferguson – og til ombygninger. Og så kom vi jo ind i EF i 1972, og pludselig kunne man sælge alt, hvad man kunne producere, så der skulle bygges nye stalde og købes flere køer og så videre. Der kunne komme en kunde ind ved nytårstid og sige ”Jeg skal have købt en ny traktor, for ellers kommer jeg til at betale alt for meget i skat”. Hvor har jeg sagt mange gange, at hvis du kommer til at betale meget i skat, så er det kun mens du tjener mange penge. Køber du derimod en traktor, skal du betale afdrag på den i mange år – jeg ville betænke mig meget, hvis jeg var dig. Men det var landbrugskonsulenternes skyld. Hvis bare der kunne spares skat, så var det lige meget, hvad det ellers kostede. Det var vi ikke enige om. Jeg talte ikke folk fra noget, eller til, jeg fortalte dem bare, hvad konsekvensen var.

Og så kom tiden med EF-lagre for smør og kød og ost. Bønderne kunne måske nok sælge alt, hvad det skulle være, men EF kunne ikke komme af med det igen, for priserne blev for lave. Dem, der havde bygget lagre, de tjente virkelig penge. Det var temmelig skørt. Vi begyndte også at handle med fremmed valuta. Vi lærte i sin tid på bankskolen, hvordan man sælger valuta på markedet. ”Jeg har 100.000 Reichsmark for meget, hvem vil købe dem?” Det gjorde man pr. telefon, så fik man bud ind forskellige steder fra. Det er et meget anspændt arbejde, som jeg aldrig har haft, men jeg ved, hvordan det gøres. Det var noget, folk kun kunne holde til i tre-fire år. Da jeg kom i lære havde jeg ikke engang set så meget som en svensk 100-kroneseddel, for det var jo helt suspenderet under krigen. Der kom højst nogle tyske pengesedler, når der kom søfolk, men vi kendte ikke fremmed valuta, som man gør nu, så vi syntes, det var svært på bankskolen. Jeg kan huske, vores lærer, som var en fin og velklædt mand med et smukt sprog, han sagde ”Det er simpel reguladetri, mine damer og herrer”.  Men det var kun valutahandlerne i hovedsædet, der skulle løse de opgaver. Ude i bankerne skulle vi bare kende vekselkurserne. Så hvis nogen kom og ville have 1.000 schweizerfranc, fordi de skulle til Schweiz, så vidste vi, hvad vi skulle tage for dem. Vi havde altid de mest almindelige valutaer liggende, svensk, norsk, tysk, fransk, engelsk, spansk og schweizisk valuta, og hvis beholdningen sank, kunne vi bare bestille mere.

 

Bankfusioner
Der har været mange fusioner i bankverdenen. I Bondestandens Sparekasse begyndte vi med at fusionere med andre sparekasser. Det var Bondestandens, der tog initiativet til det. I nogle år var det meningen, at vi skulle fusioneres med den i Vordingborg, og vi begyndte at lære hinanden at kende, spise sammen og så videre, men da det kom til stykket, var det dem i Store Heddinge, vi skulle fusioneres med.

Men egentlig begyndte det i København, hvor Bondestandens Sparekasse fusionerede med Sparekassen København. Siden fusionerede de med en til, jeg ikke husker, og så kom det hele til at hedde Sammensluttede Danske Sparekasser (SDS), og var landsdækkende. Det hed også Unibank en tid, og værre og værre blev det.

Før vi blev fusioneret med Sparekassen København, var det meget almindeligt at kunderne fra landet kom ind i hovedsædet for lige at se, hvor flot der var, og hvis deres børn studerede i København, kunne de gå ind og hæve penge fra deres konti. Efter fusionen var stemningen en helt anden. Der var en episode, hvor en pige, der læste i København, var i banken for at hæve penge, og så bad hun om et nyt omslag til sit checkhæfte. Og så sagde den næsvise ekspeditrice ”Ja, sådan en sød lille pige skal rigtignok have et fint nyt chartek til sit checkhæfte”. Og dét skulle hun ikke have gjort, for det var en meget velhavende familie, og de blev fuldstændig tossede. Da måtte direktionen i gang. Det var jo ikke meningen, de skulle gøre nar ad os. De var også næsvise over for os personale, når vi ringede for at tale med dem om et eller andet. Meget af arbejdet foregik jo pr. telefon. Nej, det var aldrig en lykkelig fusion. Nogle kunne være ligeglade, og det var jeg sådan set, for jeg havde andet at være optaget af. Men for dem, der var i gang med en karriere, og pludselig oplevede, at de ingenting var  –  de havde i måske 20 år kunnet gå ind og ud hos direktionen, som de havde behov for, og nu skulle de bestille tid hos sekretæren. Et par begik selvmord. Ingen var glade for fusionen, men vi i Bondestandens var især ikke. Alle de andre sparekasser havde jo vidst, at de skulle fusioneres, så alle havde udnævnt deres folk til høje stillinger, som ekspeditionssekretær og informationschef og hvad de nu kunne finde på, og med tilsvarende høje lønninger. Så da det blev vores tur, så var der ikke noget at få. Da jeg en dag sagde til personalechefen, at nu var det ærlig talt ved at være tid til, at jeg skulle avancere, så grinede han bare og sagde, at det kunne jeg blæse en lang march, for alle stillinger i den kategori var allerede optaget. Jeg ville gerne have været ekspeditionssekretær, men det kunne ikke lade sig gøre. Arbejdet ville sådan set have været det samme, men lønnen var bedre.

 

Deltidsstilling og pension
Mine forældre boede nu i Skælskør og var syge og gamle, og min ældste datter og svigersøn boede i Roskilde og havde fået en søn med hofteskred. Jeg syntes, jeg skulle hjælpe dem alle, men de boede jo langt væk og jeg skulle på arbejde hver dag, så jeg bad om at gå ned i tid. Der var i forvejen to der havde en halvtidsstilling, hvor de skiftedes til at arbejde 14 dage, og sådan en stilling fik jeg. Det var stadig i samme bank, men i en anden afdeling, nemlig i Store Heddinge. Aldrig i mit liv har jeg fortrudt så meget, for pludselig var jeg ingenting. Alle de beføjelser, jeg havde haft, de blev taget fra mig, for når jeg ikke var bestyrer længere, så var jeg ikke berettiget til dem, selv om jeg jo var lige så dygtig som før. Men sådan var reglerne.

Nu skulle jeg i stedet lave det, de andre ikke kunne nå. Jeg skulle også passe omstillingsbordet, men det var jeg ikke særlig god til, jeg glemte at se efter det. Jeg glemte det også, den dag, der var røveri i Hårlev. Nogle tyske røvere kom ind og beordrede personalet til at lægge sig på gulvet. Der var en af personalet, der var gået til frokost i et andet lokale, og han hørte, at de kom ind, så han listede stille et vindue op og løb over til naboen – der var en Privatbank – og så ringede de derfra til politiet. Der blev sat nogle barrikader op på vejene væk fra Hårlev, og en af bilerne kørte ind i barrikaden, så en af røverne blev slået ihjel, og en anden lå på hospitalet i lang tid. Men jeg glemte altså at se efter omstillingsbordet, så da de ringede fra Hårlev for at sige, at nu var det overstået, så fik vi ikke beskeden.

Jeg har heldigvis aldrig selv oplevet røveri, men en af mine kollegaer kom til Dalby, hvor hun blev taget som gidsel under et røveri. Men hun tog ikke skade, sagde hun. Der var ellers linet psykologer op til hende, men hvad skulle jeg det for, sagde hun, han gjorde mig jo ikke noget.

Det eneste, jeg har været ude for, var en aften, hvor vi havde længe åbent, og direktøren fra Andelsbanken ringede for at advare mig om, at der gik en og samlede penge ind til Verdensbanken, så jeg skulle være forsigtig. Han kom, og jeg snakkede med ham, og han forklarede vidt og bredt om den her verdensbank. Så spurgte jeg, om en tokrone ville være passende? Ja, det ville være fint. Han var ikke ude på andet end at lave lidt sjov, i hvert fald var det ikke noget, der gjorde nogen skade.

Det var sådan set værre at skulle give afslag til folk, man kendte. Men det kunne jo være nødvendigt, og som regel vidste de det også godt selv. Jeg var nu ikke ude for, at de blev sure eller ikke ville hilse bagefter, man kan jo gøre det på en ordentlig måde. Men tit ville jeg ønske, jeg arbejdede et sted, hvor jeg slet ikke kendte folk. Det var det samme, da jeg arbejdede på sygehusets røntgenafdeling. Vi behandlede jo også for kræft, og man vidste, at patienterne var meget syge, og kun havde kort tid tilbage. Det var ikke noget, vi sagde til dem, men man kunne se deres bange øjne. Det var selvfølgelig ikke dem alle, jeg kendte, men tit var der nogen, jeg kendte, og hvor jeg ville ønske, at jeg ikke havde set det.

Det var i 1976, jeg gik ned i tid, og det fortsatte jeg med resten af mit arbejdsliv. Og det var sådan set rart nok at arbejde 14 dage og så have fri 14 dage. Så kunne jeg jo tage mig af mine forældre og af mit barnebarn. I 1986 fyldte jeg 60 og så gik jeg på pension. Kvinder måtte gå på pension, når de blev 60, det var et af de privilegier, de havde glemt at tage fra os. De havde ellers taget den ekstra uges ferie, man havde som bestyrer. Vi havde tre uger, da andre havde to, men da alle så kom op på tre, fik vi ikke fire.

Nøj, hvor var det godt at holde op, efter 10 år med forefaldende arbejde. På det tidspunkt begyndte man ellers med en større indsats for at få seniorer til at blive på arbejdsmarkedet, men gå et trin ned ad karrierestigen. Jeg tænkte, at det får de forhåbentlig ikke igennem, det er det værste, man kan gøre for folk.

 

Byrådsmedlem
Jeg har altid været medlem af Venstres vælgerforening. Engang var jeg til et opstillingsmøde på hotellet – det var jo dengang, der kom rigtig mange mennesker til sådan nogle opstillingsmøder – og de havde fået lavet en lang liste over folk, der skulle stilles op. Formanden, en rigtig bonde, som det var dengang, sagde på godt sjællandsk ”Nå ja, og så skulle vi også have en dame med” –  det vil sige til at stå allersidst, for så havde de da gjort noget. Men det var længe før, jeg fik den tanke selv at stille op. Mange år senere blev jeg spurgt, om jeg ville, og det kunne jeg da egentlig godt tænke mig, og så blev jeg valgt. Det var perioden 1974-1978. Jeg sad i kulturelt udvalg, og i skolekommissionen og fritidskommissionen. Men det var ikke nogen succes. Jeg syntes, at jeg spildte min tid. Det var så inderligt ligegyldigt, hvad jeg mente og tænkte, og jeg mente og tænkte ellers mange ting. Det var blandt andet en tid, hvor vi byggede de nye skoler. Jeg og en anden venstremand var imod byggeriet i Faxe Ladeplads, og mente, at det var en dyr fejltagelse. Da det endelig var blevet vedtaget af alle de andre, så sagde han ”Jeg håber, I lever længe nok til at se, hvad det er for noget møg, I har bygget”. Og det gjorde de.

Efter byrådstiden fortsatte jeg med at være aktiv i vælgerforeningen, og jeg har været god til at skrive læserbreve. Det var en mere tilfredsstillende måde for mig at være politisk på.

 

Menighedsråd, aftenskoleleder og andre tillidsposter
Hvor byrådsarbejdet ikke var den store succes, var det noget helt andet med menighedsrådet. Det var vælgerforeningen, der spurgte, om det ikke var noget for mig at komme i menighedsrådet, og det var det. Der var jeg i mange år, i hvert fald 12, hvis ikke 16, fra 1977 som formand. På et tidspunkt havde vi en præst, der syntes jeg skulle tage initiativ til at stable en distriktsforening af menighedsrådsmedlemmer på benene. Og det gik jeg i gang med. Der er en landsforening af menighedsrådsmedlemmer, men den er delt op i mindre områder. Hos os i Syd- og Østsjællands distrikt var vi cirka 800 medlemmer, og vi holdt 2 møder hvert år, rigtig gode møder med spændende foredragsholdere, der kunne inspirere menighedsrådene og uddybe problemer, man havde hørt om i aviserne. Jeg holdt selv en lang beretning hvert år. Møderne blev holdt på Mogenstrup Kro, for det lå lige midt i distriktet.

Jeg stoppede i menighedsrådet i 1986.

Jeg har været engageret i mange andre organisationer. Pigerne var spejdere, og både min mand og jeg sad i spejdernes tropsråd. Det var en bestyrelse, der skaffede penge til spejderne, for eksempel ryddede vi en mark for sten for at få en ny spejderhytte. Jeg har også været i bestyrelsen for menighedsbørnehaven, og for Grænseforeningen, samt for lokalafdelingen af Dansk Kirke i udlandet. Her var jeg såkaldt provstisekretær, det vil sige at jeg lavede indsamling, udleverede lodsedler osv.

I en periode var jeg aftenskoleleder i LOF. Det var et stort arbejde, og det var samtidig med, at jeg var bestyrer i banken, så jeg havde stort set ingen fritid. Jeg skulle tilrettelægge kurser og lave kursusprogrammer. Dengang koordinerede aftenskolerne deres kurser, så vi ikke underviste i de samme fag. Til gengæld gav kommunen tilskud til en fælles brochure. Men FOF, den konservative aftenskole, brød aftalen og lavede tyskkurser, som ellers var vores speciale i LOF, foruden Yoga og foredrag om fjerne egne.

I nogle år var vi, min mand og jeg, medlem af organisationen People to People, og dem rejste vi med i Amerika en hel måned i 1973 (det var et år, hvor det var gået bryggeriet godt, så de var storsindede med at give fri, og jeg kunne også sagtens tage fri). Mange steder spurgte de, om ikke vores døtre havde lyst til at komme derover i et år. Det syntes deres far kunne være storartet, men nej, de ville ikke til Amerika og passe børn. Vi har til gengæld haft mange spændende amerikanere på besøg her i Faxe, både nogle af dem, vi havde mødt derovre, og nogle af deres bekendte. Det var meget hyggeligt, hvis det var nogen på vores egen alder, men engang havde vi nogle ganske unge på besøg. De havde rejst overalt i Europa, og skulle nu være hos os et par dage. Vi spurgte, hvad de havde lyst til, strand eller københavnerbesøg for eksempel? ”We don’t care” – de var fuldstændig ligeglade. De nøjedes med at drikke øl og sove, i den tid, de var her. Det var ikke nogen succes. Men det var et specielt tilfælde.

 

Otium og ny kærlighed
Da min mand døde, flyttede jeg til Jylland. Jeg har altid gerne villet bo i Jylland, og jeg havde en tidligere skolekammerat, der boede i Horsens, så jeg spurgte, om han kunne skaffe mig en lejlighed, og det kunne han. Jeg var meget glad for at bo i Horsens. Jeg kom hurtigt i bestyrelsen for Venstres vælgerforening, og jeg kom også i menighedsrådet. Det var desuden en meget dejlig by at handle i, så jeg var rigtig glad for at være der.

En dag, da jeg gik forbi kirken, stod der en mand og sagde ”Du ligner en, der ved besked, kan du sige mig, hvornår de lukker kirken op igen?” Ja, det kunne jeg godt, der er lukket for at forberede begravelse, men når det er overstået, så lukker de op igen. Vi faldt i snak, jeg husker ikke om hvad, men pludselig sagde han ”Kunne du ikke tænke dig at tage med på en tur, jeg har arrangeret med læsekredsen i Ans, hvor jeg bor?” Joeh, det kunne jeg egentlig godt. ”Hvis du bare kommer derop, så skal jeg nok sørge for, at du kommer hjem igen”. Så jeg tog med på udflugten – det var en gruppe af folk, der læste sammen og talte om det. Det var i eftersommeren 1997, og da vi nåede marts 1998, blev vi gift. Han var 84 dengang, og han var 94, da han døde. Vi havde 10 rigtig gode år. Ans var et dejligt sted at være, og han havde en dejlig omgangskreds. Han hed Jakob Madsen. Det er ham, jeg har mit efternavn fra. Mit pigenavn var Frederiksen, og i mit første ægteskab hed jeg Jacobsen.

Mine døtre bor på Sjælland, den ene ved Roskilde, og den anden i Haslev, hvor hun er kordegn. Så da min mand døde, sagde døtrene, at nu kunne jeg da flytte tilbage til Sjælland, og det sagde jeg ja til. Jeg troede, det ville tage en 3-4 år, før jeg fik tilbudt en lejlighed, men jeg fik en lejlighed i Haslev lige med det samme, så jeg var slet ikke klar til at flytte tilbage. Jeg sagde ja, fordi døtrene så gerne ville have det. Men jeg savnede Ans, hvor jeg havde boet i 10 år.

Lejligheden i Haslev lå lige op ad købmandsgården, men der var jeg ikke glad for at være. Så fik jeg i stedet et hus på Parcelvej, og der var jeg rigtig glad for at være. Men jeg er 93, og jeg blive ikke ved at være så rask, som jeg er nu. Jeg kan ikke se, og næsten ikke gå, men jeg kan tænke. Så i 3-4 år har jeg arbejdet på at komme på plejehjem. Der er et i Næstved, der særligt er beregnet på blinde og svagtseende, og det ville jeg så gerne have været på. Det kunne jeg ikke, fordi jeg ikke har behov for 12 timers personlig pleje om ugen, men pludselig kunne det alligevel godt lade sig gøre. Men samtidig fik jeg et tilbud om at komme her på Søndervang i Faxe, og så valgte jeg det. Jeg har jo trods alt boet i Faxe i 40 år, og jeg var med til indvielsen i sin tid. Jeg følte kærlighed for stedet med det samme dengang, og det har altid stået for mig som et ønskested at være. Så da jeg pludselig fik chancen, så tog jeg imod det. Og dét har jeg ikke fortrudt! Jeg er rigtig glad for det. Plejehjemmet tilhører syvendedagsadventisterne, der jo er vegetarer og hverken ryger eller drikker, så det betyder, at der ikke serveres alkohol, og kød og fisk får vi kun en gang om ugen, men det har jeg ikke noget imod. Ånden er god her, og personalet er venlige og kultiverede i enhver henseende. Det var også dejligt at komme på plejehjem, mens man selv kan bestemme, hvad man vil have med, og hvordan det skal stå, og ikke først, når man er så syg og elendig, at man er ligeglad med det hele.

Der er to damer her, som også er friske, og som jeg taler med. Men jeg har ikke lukket mig inde. Jeg kommer stadig til Haslev og besøger dem, jeg lærte at kende der, og jeg tager til møder i Haslev – for der foregår ærlig talt ikke ret meget i Faxe. Jeg tager med FlexTrafik, når jeg skal afsted. Og så kan man bestille en cykeltur på plejehjemmets tandemcykel. Der kommer en frivillig hver onsdag og kører en tur med dem, der vil.

Jeg har også stadig kontakt til dem, jeg lærte at kende i Ans. Hende, der var vores nabo, taler jeg med hver mandag. Det har jeg gjort hver uge i de 10 år, der er gået, siden jeg flyttede tilbage til Sjælland. Min mands børn har jeg også meget kontakt med. De kommer og besøger mig, især ham, der bor i Holbæk.

 

ERINDRINGER FRA KRIGEN:

Det var i 1943, hvor jøderne blev forfulgt af tyskerne. En eftermiddag kom to personer, der foregav at være jøder, ind til en vejmand, der boede i nærheden af mine forældre. De var så forpinte og ulykkelige, tyskerne var efter dem, og de sagde, de havde hørt, at på Møn kunne man være heldig at blive sendt til Sverige. Ja-ja, det er rigtigt, sagde den gamle vejmand, sæt jer og få en kop kaffe, og så kan I gå over til doktor Fenger, han kan køre jer ud til Liselund, hvor de samler jøder op. Men de skulle ikke hen til doktor Fenger, de skulle bare have at vide, hvad der foregik. Så et par aftener senere kom der en masse tyskere, som dels skulle lede efter jøder, dels anholde bagmændene.

De kom hos os og ledte, og mine forældre og jeg stod ude på trappen i flere timer en oktoberaften, mens vi kunne høre hvordan tyskerne løb rundt i haven og inde i huset. Der var selvfølgelig ikke nogen hos os. Min mand, der dengang var forvalter på Liselund, var en af dem, der hjalp jøder med at komme ud til en fiskerbåd. Der måtte ikke ligge både på skrænten, så hver aften i en periode firede de en båd ned ad skrænterne. Jøderne måtte selv finde vej ned ad skrænterne.

Baronen på Liselund blev taget den nat, sammen med doktor Fenger og vejmanden. Baronen var en yderst charmerende mand. Tænk, de kørte rundt med ham i tre timer, og så kørte de ham hjem igen, selv om det var hans gård, hvor det hele foregik, og der var fuldt af jøder oppe på høloftet. Vejmanden og lægen blev sat i Vestre Fængsel, hvor vejmanden døde, men han var nok død alligevel, for han havde dårligt hjerte, og den forskrækkelse havde han ikke brug for. Men lægen kom også hjem igen, for de opdagede jo ikke noget. Jøderne på loftet fandt de ikke, og baronen snakkede dem fanden et øre af. Han var selv officer.

 

Musetyfus og andre oplevelser i Israel
I 1968 blev vi inviteret til nogle festligheder i Jerusalem i anledning af 25-året for jødeforfølgelserne og 20-året for staten Israels oprettelse. Sikke en fest! Der følte jeg mig som kongen og dronningen og prinsesserne på én gang. Det var fantastisk, hvad vi mødte af gæstfrihed, det var en meget stor oplevelse. Det var ikke alle, de havde fundet frem til, men min mand var en af dem, de havde fundet. Vi traf også nogle af de jøder, han havde været med til at sende afsted. De opfordrede os til, at vi endelig skulle sende vores døtre til Israel, så skulle de nok sørge godt for dem, for de var så taknemmelige. Men det fortalte vi ikke pigerne, for det skulle vi ikke have noget af. Jeg ved heller ikke, om de havde haft lyst.

Et af arrangementerne var en koncert i Jerusalem. Den foregik i et område, der var mørkelagt på grund af krigen. Efter koncerten kom min mand og jeg ud af en forkert dør, så bussen kørte uden os. Der stod vi alene i bælgmørke i en fremmed by. Vi boede i en kibbutz 30 km ude i bjergene, og vidste hverken hvad den hed, eller hvor den lå. Vi fandt tilbage til koncertsalen og mødte omsider en dansker, Verner David Melchiorsen, der hjalp os med at komme tilbage. Vi blev kørt af en arabisk chauffør, og blev hele tiden standset af civile bevæbnede, der skulle vide, hvem vi var og hvor vi skulle hen.

I kibbutzen var vi indkvarteret hos jødiske familier. Vi oplevede en familie, vistnok fra Polen, der knapt kunne tale sammen. Moderen havde været i tysk koncentrationslejr og talte derfor noget tysk. Faderen havde været i russisk koncentrationslejr, og talte derfor noget russisk. Og børnene var nu begyndt at tale hebraisk. Det gjorde stort indtryk på mig.

Jeg blev desværre ramt af musetyfus under besøget. Jeg blev meget syg og skulle på hospitalet i Jerusalem, men alle ambulancer var indkaldt til særøvelse, så jeg blev lagt bag i en varevogn og fulgt af en hebraisk sygeplejerske. Hun og chaufføren storrøg under turen, og jeg kastede op. Vi vakte opsigt på hospitalet, da både min mand og jeg var lyse og høje i forhold til de lokale.

Lægerne på hospitalet sagde, at jeg skulle tage hjem, jeg ville være rask igen i morgen. Men jeg var syg i lang tid. Hjemrejsen til Danmark var slem. Vi skulle flyve fra Tel Aviv, hvor der havde været bombesprængning om natten. Vi havde 4 timers ventetid, jeg sad i kørestol og skulle konstant på toilettet. Men toilettet lå uden for lufthavnszonen, så jeg skulle vise pas hver gang! Til sidst slap jeg dog for paskontrollen. Flyveturen var ikke sjov, men i Kastrup ventede en ambulance.

Hjemme igen blev jeg en søndag meget dårlig, og min mand kontaktede vores læge, men han havde fri og ville ikke komme. I stedet fik vi lægen fra Faxe Ladeplads, der sagde, at jeg skulle tage et blødkogt æg og noget brød, så ville det gå over. Men næste dag kom vores egen læge og sagde, at jeg skulle på sygehuset straks! Han havde fået svar på nogle prøver, så nu ville han endelig tro på, at jeg var syg.

Jeg blev indlagt i Næstved i isolation – det var skønt! Hver gang jeg passerer den høje hospitalsbygning, mindes jeg den tid. Jeg fik te med sukker og salt, og allerede en halv time efter havde jeg det bedre. Jeg blev også anvendt som eksamensobjekt ved en sygeplejeeksamen, hvor sygeplejeeleven skulle gøre rede for, hvad man gør ved voldsom diarre. Jeg husker stadig, at svaret ikke var at stoppe den, men at finde ud af årsagen.