Borup

Borup

Billledet er fra Borup Skole, ca. 1890
Mange mennesker finder oplysninger i Faxe Kommunes Arkiver. Det kommer der ofte små historier ud af. Den følgende tekst er hvad Frants Nielsen har skrevet om Borup by:

"Borup havde oprindelig 11 gårde (således ved matriklen af 1664 og 1690). Et par af gårdene var fra Middelalderen af selvejergårde, én ejedes af Københavns Universitet og én af Kongsted kirke, til denne gård hørte en skov Borup Skov. ”Kirkerenden” minder endnu om dette.
Efterhånden blev disse gårde erhvervede af Gisselfeld, den sidste Universitetsgården ”Krogården” kaldet først i 1827.

Ved år 1700 ejede Gisselfeld 9 gårde. Men få år senere blev 3 af disse øde og deres jord fordeltes til de andre 6 gårde. Straks efter at Klosteret (således kaldes Gisselfeld normalt efter 1754) 1762 ved køb havde erhvervet den syvende gård, blev Hartkornet fordelt lige på alle 7 gårde, der hver fik 5 tdr. 3 skp 1 fjernkar 1 4/7 album.
Universitetsgården havde i hartkorn: 3 – 6 – 1 – 2.

I året 1791 blev Byen udskiftet af fællesskabet med de omliggende Byer (Svennerup, Grunderup og Tingerup). Inddelingen i 8 gårde blev uforandret ved Udskiftningen. Men allerede i året 1797 blev der påbegyndt forandringer: den ene af Byens 3 gamle Vandmøller ”Øverste Brødebæksmølle” blev nedlagt og året efter blev de to andre (Kistholm og Pile Møller) sammen med gård matr.nr. 4 bortarvefæstede. Og Klosteret havde igen kun 6 fæstegårde i Byen. Disse fik 1801 en helt ny inddeling, thi ved bevilling af 31/12 – 1800 tillodes det, at én gård blev nedlagt, dels til forøgelse af de andre (5) gårdes tilliggende, dels til magelæg med de større Skovskifter, men i stedet for én gård nedlagdes 3. De tilbageblevne 3 fæstegårde fik dog hver især kun en ringe Udvidelse.

I virkeligheden var det en helt ny Udskiftning der blev foretaget. Resultatet af den udskiftning fremgår af Matrikulskort ”Original nr. 2” fra 1810. Ved denne fornyede udskiftning af 1801-02 blev en stor del af jorderne fra de tre nedlagte gårde fordelt til huse, der i Matriklen har numrene 7-29 begge inklusive. De 3 første af disse hus-lodder (nr. 7-9) fik et større jordtilliggende ca. 13-14 tdr Land. Disse tre Matrikulsnumre lige efter gårdene (nr. 2-6) minder om, at de engang har været gårde beliggende i Borup By. Disse tre huse blev omkring 1803-04 forsynede med bygninger og blev i 1805 bortfæstede, således

nr. 7 til Christian Mogensen fra Kongsted. Fæstebrev 21/12-1805
nr. 8 til Andres Larsen fra Vester Egede. - ” - 8/6 - 1805
nr. 9 til Hans Pedersen fra Vester Egede. - ” - 8/6 - 1805

Samme dag 8/6 blev yderligere 2 huse, der var beliggende i Byen bortfæstede, nemlig nr. 10 og 11. Disse, der også havde et jordtilliggende ved huset i Byen, havde hver fået tillagt en udlod på Borup Mark efter mtr.nr. 9. Disse udlodder på ca 4½ tdr. Land er for længst frasolgt husene, der stadig ligger på deres gamle plads i Byen.

En senere fæster på Mtr.nr. 7 hed Ole Larsen og hans kone Johanne. De havde huset i mange år. Senere lejede svigersønnen Jens Pedersen det. Men i 1783 rejste han med kone og to unge døtre til Amerika, mens hans svigermor kom på Kongsted Fattiggård. Huset lejedes derefter af en søn fra Mtr.nr. 8, Handelsmand Frants Nielsen, der ombyggede den gamle huslænge, hvoraf dog 4 fag var tilbygget som stuehus af Jens Pedersen, til staldlænge og nyopførte en Ladelænge (7fag) af Kampesten og et nyt stuehus (7fag) af bindingsværk med undervægge af pudsede kampesten. I slutningen af 1870erne opførtes en mindre længe (6fag) af bindingsværk, den nordre. Stuehusets bindingsværk er egetømmer og stammer fra en da nedrevet stuelænge i Lestrup.

I midten af 1890 købtes huset til ejendom. 1899 tilkøbtes en parcel på 6 tdr. land fra en gård mat. nr. 5. Denne en gammel fæstegård var 1898-99 solgt til ejendom."