Kongstedsangen

af  Helene Kamp Christiansen, ca. 1940

Fra det høje Kongsted
ud mod alle sider
tanken går fra sted til sted
mindes svundne tider
da kong Valdemar kom hid
og slog sig ned for en tid
jagthytte han her
byggede for på sin færd
han vil egnen gæste
ride, jage, feste.

Der hvor denne hytte lå
lever minder sære
og for alle tider må
kongenavn du bære
kongeligt de skuer vidt
med et udsyn – stort og frit
og i Sydsjælland er
vores domkirke her
klokkerne os kalder
sammen – uden alder.

Huleå er en lille bæk
som i engen rinder
jeg er Suså, si’r den kæk
og mod vest forsvinder,
nu en tur til Lystrup slot
så til store lyngen blot
og vi undres at her
midt i mose og kær
trives sjældne planter
rundt om tørvens kanter.

Over bakke – ned i dal
landet her sig bølger
dybt i skovens grønne hal
Mørkebjerg sig dølger
på Kobakkens top vi står
og ej højere vi når
her er Sydsjællands top
alle mand kom herop
her sig brombær slynger
Nattergale synger.

Leestrup når til Lillestrand
her er kludeegen
mon den endnu magte kan
midnats – trolddomslegen
blikket favner mark og strand
lidt af Danmarks fagre land
sol og regn, sne og blæst
morgendug – hvad er bedst
mange gode minder
vore tanker binder.