Harald Jensen fra Eskjær

Harald Jensen fra Eskjær

Harald Jensen blev født den 13. december 1886 på gården Eskjær i Roholte, en såkaldt arvefæstegård under Gavnø Gods.
Her voksede han op, og efter studier på Landbohøjskolen i København nedsatte han sig i 1913 som dyrlæge i Faxe. Han døde i 1956 og ligger begravet på Roholte Kirkegård.

Roholte Sognelaug udgav i 1982 Harald Jensen’s barndomserindringer. Harald Jensen beskriver levende, nøgternt og dog med et glimt i øjet livet i landsbyen. Der er beskrivelser af familiemedlemmer, hverdagslivet på gårdene, håndtegnede skitser af byen samt af husenes indretning, fotografier og meget andet.

Hermed en appetitvækker fra bogen, der handler om Harald Jensens farfar, Nicolaj Jensen på Eskjær:

”Nicolaj deltog i det offentlige Liv i Sogneråd og forskellige Foreninger og var også Medlem af Præstø Amtsråd. Fra den Tid husker jeg en morsom Historie. Amtsrådet holdt engang møde hos Grev Moltke, Lystrup, som efter Mødet serverede en Middag for Medlemmerne. Bagefter, ved kaffen, bød Greven Cigarer og spurgte blandt andet Nicolai om, hvordan han befandt sig. Nicolai svarede hertil, at han bare ville ønske, han var hjemme. ”Men bevares Nicolai Jensen”, sagde Greven, ”befinder De Dem ikke vel?”, hvortil Nicolai svarede: ”Jo, det er netop det, jeg gør og det er netop derfor, jeg ville ønske, at jeg var hjemme – altså hjemme her.”

Kilde: H37