Døbefonten i Dalby

Døbefonten i Dalby

Da døbefonten vendte hjem til Dalby Kirke

Af en artikel i Dagbladet fra 19. marts 1966 fremgår, at det i 1966 var 50 år siden, at Dalby Kirke fik sin gamle granitdøbefont tilbage. Glæden over fontens tilbagekomst var stor og skyldtes, at den på grund af menneskers uforstand kunne være gået til grunde.

Fonten blev på et eller andet tidspunkt taget ud af kirken og anbragt i Dalby Præstegård som vandtrug. Hvorfor vides ikke.

I 1861 opdagede pastor Olsen, Dalby, fonten, som var blevet vanhelliget på denne måde og fik den sendt til Nationalmuseet, hvor den stod upåagtet i mange år.

I 1915 begyndte pastor G. Münster, Dalby, at arbejde for, at fonten skulle tilbage til kirken. Det lykkedes, og den 19. marts 1916 indviedes døbefonten i Dalby Kirke, som var fyldt til sidste plads.

Af en avisartikel fra 20. juli 1965 fremgår endvidere, at fonten har to fade. Det største blev i 1639 skænket af Dalby-præsten Niels Desiderius Foss og hans hustru Maren Pedersdatter. Motivet i fadet er Maria Bebudelse.

Det meget mindre fad er fra ca 1650 og har et billede af Moses, der slår vand på klippen.