TEMA - Genforeningen

TEMA - Genforeningen

I forbindelse med 100-året for Danmarks genforening med Sønderjylland i 2020 sætter Faxe Kommunes Arkiver fokus på både den nationale og den lokale side af genforeningen

I 2020 kan Danmark fejre 100-året for genforeningen med Sønderjylland.

Begivenheden fik ikke bare stor betydning for de danskere i det tidligere Nordslesvig, som nu atter kunne kalde dansk jord for ”hjem”, men også for hele Danmark.

Det voldsomme nederlag i krigen i 1864 førte tabet af Sønderjylland med sig. Det var nu preussisk territorium.
Tabet var ikke kun territorialt men også sjæleligt – den nationale identitet var blevet amputeret.

Men krigen i 1864 var blot kulminationen på en lang konflikt mellem Danmark og Preussen, som havde hertugdømmet Slesvig som omdrejningspunkt.
Og derfor kom Sønderjyllands ”hjemkomst” til at spille en helt central rolle i den nationale fortælling om Danmark.