""

Kirsebærlandet

I 1818, som 26 årig, åbnede Peter F. Heering sin første forretning. Det var en lille urtekrambutik, der lå på hjørnet af Admiralgade og Boldhusgade i København.
Peter F. Heering havde god købmandssans. Han handlede med almindelige købmandsvarer og især en ganske særlig likør.

Efter sin læretid blev han endnu et par år hos urtekræmmer Carstensen i Laksegade, og det er nok her madam Carstensen gav den unge urtekræmmersvend opskriften på sin ekstrafine kirsebærlikør, som siden blev så stor en succes.

Peter F. Heerings kirsebærlikør tiltalte ikke blot den danske smag, men vakte også begejstring rundt omkring i verden. Kaptajner og styrmænd tog ofte nogle
flasker med ombord til privat forbrug, og når de kom tilbage fra deres rejse, kunne de fortælle Peter F. Heering om, hvor stor lykke likøren havde gjort.
Mange af disse søfolk fik så et parti kirsebærlikør med på deres næste rejse, og solgte af det, hvor de kom frem. Ofte foregik forretningerne som tuskhandel,
og likøren blev betalt med krydderier og sydfrugter, som Peter F. Heering kunne sælge i sin butik. Mange af søfolkene måtte rekvirere flere kasser med kirsebærlikør fra Danmark, fordi handlen gik så godt. På den måde blev kirsebærlikøren kendt i hele verden.

Som den købmand Peter F. Heering var, ønskede han selv at have hånd i hanke med eksporten, og i 1833 lod han sit første skib bygge. Det var en skonnert, der kom til at hedde ”Arnold” efter Peter F. Heerings første søn, der døde som 4-årig.

Der blev bygget i alt 10 skibe, og ordene ”Handel og Søfart” indgik derfor naturligt i firmaets bomærke. Det største og smukkeste skib var barken ”Svanen” fra 1858. Skibene sejlede for eksempel med tjære, planker, brædder og meget andet fra Danmark og hjemførte frugt, sukker, te, gummi, krydderier og andet eksotisk fra udlandet.

Skibene besejlede det meste af verden, blandt andet St. Petersborg, Amerika, Argentina, England, Skotland, Middelhavet, Spanien, Malaga, Malta og Batavia.
Efterhånden som konkurrencen fra dampskibene blev større og større, begyndte sejlskibene at give tab, men Peter F. Heering solgte sine skibe fra i tide. De to sidste skibe blev solgt efter hans død den 6. december 1875.

I takt med Peter F. Heerings stigende succes som forretningsmand fik han også behov for mere plads, og i 1838 købte han en stor købmandsgård ved Christianshavns kanal og senere generationer tog del i virksomheden.

For at holde trit med udviklingen og dække det stigende behov, blev det hurtigt nødvendigt at udvide kapaciteten atter en gang. En ny fabriksbygning stod færdig i Dalby i 1947 og denne bygning blev endda senere igen suppleret med yderligere 9 lignende bygninger, en aftapningshal, et stort emballage og færdigvarelager og et koldlager.

Der gøres klar til selskab mellem fadene i en af hallerne, 1962.

Området omkring Dalby er gennem århundreder blevet kaldt for kirsebærlandet, fordi der her fandtes store kirsebærhaver ved gårdene og husene. Greverne Moltke på Bregentved udsatte præmie for plantning af mange kirsebærtræer, og det var pålagt fæstebønderne under Bregentved at have et bestemt antal
kirsebærtræer i haverne. Det var derfor naturligt, at virksomheden Peter F. Heering allerede i 1917 overvejede at opkøbe jord i området for selv at dyrke
sine kirsebær. Men det blev først i 1944, da parcellist Ludvig Olsen, Borup, besluttede at sælge sine 12½ td. land, at Heering kunne begynde sin virksomhed
i Dalby. I 1945 blev der plantet kirsebærtræer og solbærbuske på området. Solbærbuskene trivedes ikke så godt som kirsebærrene, og snart var der kun kirsebærtræer på området.

Den første kirsebærlade blev tegnet af arkitekt Helveg Møller og bygget af Bregentveds faste håndværkere i 1947: Murermester H.P. Hansen, Haslev, Tømrermester Kristian Andersen, Haslev, Blikkenslagermester Ejnar Hansen, Haslev og Malermester Holger Jensen, Dalby. Peter F. Heering blev i 1990 solgt til Danisco, som senere videresolgte til svenske Spritcentralen. I april 2001 blev Peter F. Heering A/S lukket. Aktiviteterne i Dalby blev lukket i 2005.

 

Kilder: Faxe Kommunes Arkiver M148, F17