Sognerådsprotokoller
Søgbare ressourcer til slægtsforskning og andre historiske undersøgelser
Siden 1842 har der været kommuner i Danmark. Landet blev inddelt i købstadskommuner og landkommuner, også kaldet sognekommuner.
I sognekommunerne var styrelsen et sogneforstanderskab, der senere skiftede navn til sogneråd. Sognerådsprotokoller indeholder referaterne fra rådenes møder.
Faxe Kommunes Arkiver har digitaliseret og transskriberet en del af dette materiale. Det vil sige, at du kan lave tekstøgninger efter ord (f.eks et navn) på tværs af alle protokollerne, og på denne måde nemt og hurtigt finde frem til det, du leder efter.
Du kan se og søge i de transskriberede protokoller på siden Danske Kommunearkiver, hvor du også finder sognerådsprotokoller fra andre steder i landet.
Samlingen er ikke komplet og udvides løbende. Fra det område Faxe Kommune dækker, er der på nuværende tidspunkt protokoller tilgængelige fra Braaby, Fakse, Haslev og Teestrup kommuner.
Faxe Kommunes Stamtræ
Faxe Kommune blev dannet i 2007, da Fakse, Haslev og Rønnede kommuner blev slået sammen. Disse tre kommuner havde eksisteret siden den forrige sammenlægning i 1970, og før da fandtes der endnu flere kommuner. Til at få overblik over de mange kommunedannelser, som er gået forud for Faxe Kommune har vi lavet et stamtræ du kan downloade ved at klikke på nedenstående link.