Drenge i løb foran julemærkehjemmet Lindersvold, ca. 1960

Et bedre liv

Gå en tur gennem historien ved Lindersvold og på Feddet

Sammen med Dansk Vandrelaug har Faxe Kommunes Arkiver lavet en vandrerute, der tager dig gennem et område, der er fyldt med historier, du ikke lige kan se med det blotte øje. Vi kalder det Historiske Vandringer.

Hent  en TURFOLDER nederst på siden og gå en tur gennem historien ved Lindersvold og på Feddet.

På ruten fra Lindersvold til Feddet kan man dykke ned i historien om børn, der af forskellige årsager kom hertil for at nyde godt af naturen.
Turen starter ved den tidligere herregård Lindersvold, der fra 1928 til 1971 var julemærkehjem. 

På Julemærkehjemmet Linders­vold kunne svage børn gennem nogle måneders ophold få det bedre. Efter tiden som julemærkehjem har Lindersvold bl.a. været opholdssted og skolehjem. 

Ruten går rundt på det naturskønne Fed med skov, strand og campingplads. 
På Feddet ligger Fedgården, hvor der i 1951 var indkvarteret grønlandske børn, der skulle blive mere danske. 
Campingpladsen og en søndagsskolelejr har også bidraget til at give børn frisk luft og nye oplevelser.

Turen fortæller desuden om ”de små” i samfundet på en anden måde, nemlig landarbejderne, der i 1922 fik egen jord i husmandskolonien på Lindersvolds tidligere jorder.

Tur på 13 km 
Ruten er på 13 km i varieret terræn, både strandeng, skov og strand.
Ikke egnet for barnevogn. Der kan være mudret på dele af strækningen.