Ellen Andersen - om arbejdsliv i en landkommune

Ellen Andersen - om arbejdsliv i en landkommune

Ellen Andersen har været ansat i en lille landkommune (Sdr. Dalby/Rønnede) fra 1962 til 2006, de sidste mange år som fuldmægtig i socialforvaltningen. Det var en periode, med en voldsom udvikling i den kommunale administration, der fra at bestå af bare tre personer, der udførte alting manuelt, blev til en stab på over 100 efter kommunesammenlægning, indførelse af cpr-numre, hulkort, kildeskat, bistandshjælp og meget mere.

Erindringer om arbejdet i en lille kommune, mens velfærdssamfundet voksede frem.

Jeg blev udlært i Karise – det var en lille selvstændig kommune dengang.  Jeg var først et år i huset – det syntes min mor jeg skulle – først et halvt år ”rigtigt” i huset, og så et halvt år på Spanager Børnehjem. Der fik jeg interesse for børneområdet. Så meldte jeg mig ind på Haslev Seminarium: Jeg ville være lærer.

Men så ringede sognerådsformanden, H.H. Hansen fra Karise. ”Vi mangler en elev, og min datter, Putte, siger, jeg skal ringe til dig”. Jeg kunne tjene 311 kroner om måneden! Det var jo fascinerende i stedet for at skulle læse 3-4 år. Så det blev en læreplads i kommunen, og imens boede jeg hjemme.

Uddannelsen til kommunalassistent varede tre år, og man fik lov at lære lidt af hvert. Det var lige fra regnskab, folkeregister, mandtalslister, ekspeditioner. Folk kom jo og betalte skat hvert kvartal, og nogen hver uge. Udbetaling af hjælp havde vi også, ja det var lidt af det hele.

(Da jeg var ny, skulle jeg videresende en ansøgning om invalidepension, men jeg fik lagt den i en skuffe, og den blev først fundet, da de rykkede efter et halvt år. Det var jo ikke så godt.)

Kommunesekretæren lærte mig op, og så gik jeg på handelsskole. Vi var kun kommunesekretæren (det, der svarer til en kommunaldirektør i dag) og to elever. Sådan var det i små landkommuner.

Jeg blev udlært den 1. august 1962. Kommunesekretæren ville gerne have haft, at jeg blev som assistent, men det ville sognerådet ikke gå med til, for den første elev var også fortsat som assistent, og så ville der være to assistenter. Jeg ville ellers godt være blevet der en tid, efter jeg var udlært.

Jeg var lige blevet gift og flyttet til Dalby, og der lovede jeg min nabo at vikariere for hende som sekretær på Heerings fabrikker i Dalby i de tre måneder, hun havde barsel. Det var jo noget helt andet end kommunekontoret. Jeg passede telefoner og skrev breve for de to ingeniører, og sendte luftpost – vi havde sådan et rørpostsystem rundt til alle afdelingerne. Og så tog jeg mig af banderolesystemet. Men det var jo kun tre måneder.

I mellemtiden var der sket noget: En lørdag eftermiddag i september bankede det på døren. Det var sognerådsformand Vilhelm Hansen, der var kommet cyklende for at tale med mig. Jeg inviterede ham selvfølgelig indenfor for at høre om hans ærinde. Han fortalte, at de manglede en medarbejder på kommunekontoret i Dalby, og at det var kommet kommunesekretæren for øre, at jeg netop var rejst fra Karise kommune. Derfor ville han spørge, om jeg kunne tænke mig jobbet. Jeg var ikke umiddelbart begejstret, for jeg ville egentlig have været til Køge for at prøve at arbejde i en større kommune, men jeg sagde alligevel ja til at hjælpe ”en kortere periode”, for jeg havde jo ikke fundet noget andet arbejde endnu. Men jeg sagde til ham, at nu havde jeg lovet at være på Heerings de tre måneder, så det måtte vente, til vikariatet var færdigt.

Jeg skulle starte 1. november 1962. Jeg husker, at det regnede, da jeg cyklede til mit nye arbejde. Jeg skulle møde kl. 8, men var i god tid. Døren var låst, og indenfor så jeg en rengøringskone have travlt med at vaske gulv. Hun reagerede ikke på min banken på døren. Først efter at jeg 3. gang bankede voldsomt, åbnede hun døren og sagde meget vredt: ”Der er ikke åbent” og smækkede derefter døren i igen. Det lykkedes mig dog at gøre hende forståelig, at jeg faktisk skulle arbejde der. Det havde vi meget grin af efterfølgende.

Kommunekontoret var indrettet i stueetagen i den ene ende af det gamle plejehjem på Karisevej, og på førstesalen var der sognerådssal. Kaffen drak vi i øvrigt i plejehjemmets køkken.

I Dalby var der lige som i Karise også kun tre medarbejdere til at starte med, men vi blev hurtigt fire: Kommunesekretæren, jeg selv og en anden assistent, og så fik vi en elev. Og inden kommunesammenlægningen i 1970 fik vi en elev mere. Det seneste års tid var der dog en del samarbejde med Rønnede kommune. Vi fik blandt andet en fælles familievejleder, en kommuneingeniør og en beskæftigelsesvejleder, der kørte rundt til de ældre.  Der var jo kommet flere opgaver til, og med henblik på sammenlægningen kunne man lige så godt starte samarbejdet.

Der skete i det hele taget meget nyt i de år. Det var jo der, der blev indført cpr-numre (1968),  og kildeskat (1969) og hulkort. Og vi kom med i Kommunedata. Men selv om der var hulkort, lavede vi rigtig meget manuelt. Når vi udbetalte pensioner, sad vi hver måned og skrev checksene på maskine.

Tidligere havde der kun været to hjemmehjælpere og en hjemmesygeplejerske. Det blev udvidet til flere, og vi stod for regnskabet. Og så blev der indført dagpleje. Jeg var ude at godkende dagplejere og lave aftaler, og de skulle jo også have løn, som vi skulle regne ud. Vejvæsenets medarbejdere skulle have udbetalt løn hver uge kontant, vejformanden kom med lønsedlerne, og så skulle vi lave lønninger. De fik udleveret brune pengeposer med ugelønnen i. Dagplejemødrene fik vist også lønnen udbetalt kontant. Og beboerne på plejehjemmet fik lommepenge hver måned i pengeposer, som jeg var rundt og aflevere på stuerne. Det var ikke så meget, de fik, måske omkring 90 kroner om måneden.

Der var en stor omsætning i kommunen, med skatteindbetalinger og lønudbetalinger osv., og det bogførte vi på bogholderimaskiner, der blev kaldt ”ruf-maskiner”.

Vi fik lov at lave virkelig meget forskelligt, fordi kommunen var så lille, i modsætning til nogle af de medarbejdere fra større kommuner, som vi mødte på kurser. De lavede ofte kun den samme ting hele tiden, fx administration af alimentationsbidrag (børnebidrag). Sådan et sted ville jeg ikke være, så det var alligevel godt, at jeg kom i en lille kommune.

I en hel del år var jeg sekretær for socialudvalget. Jeg forberedte sagerne og skrev dagsorden og var sekretær under møderne. Jeg havde selvfølgelig kommunesekretæren i baghånden. Han var utrolig large til at vi skulle lære sådan noget. Det var nok også ham, der fik mig sporet ind på socialområdet.

En af de sjove opgaver i mange år var at arrangere en årlig udflugt for pensionisterne. Det var i bus – en gang var vi afsted i fire busser – og det var gratis. Vi kørte fx til Holbæk eller til Møn, og så fik de kaffe og aftensmad. Og vi serverede cigarer, cigaretter og chokolade til kaffen. Det var jo dengang, man røg, så det stod efter.

Ved den store kommunesammenlægning i 1970 blev Sdr. Dalby kommune slået sammen med Rønnede under navnet Rønnede Kommune. Efter sammenlægningen skete der en enorm udvikling. Vi blev mange flere, og opgaverne blev mere delt op. Da vi startede i Rønnede, var vi 20 medarbejdere i alt, hvoraf de fem var os fra Sdr. Dalby. Rådhuset var ikke helt færdigt, så de første måneder sad vi på det gamle kommunekontor i Kongsted.

I den nye kommune blev der ansat folk til flere nye funktioner, bl.a. i økonomi og skat. Der blev ansat dagplejeledere, for området voksede hurtigt i de år. Vi fik en teknisk forvaltning og der blev ansat ingeniører og så videre, så det nye rådhus var hurtigt fyldt op. Jeg beholdt selv det sociale område, men var ikke længere udvalgssekretær, for der blev ansat en socialinspektør, og det blev så hendes job. Jeg lavede alt med pensioner, og havde regnskab for daginstitutionerne og hele socialområdet.

Jeg fortsatte altså i socialafdelingen, som var en af de største afdelinger, men arbejdet var delt mere op nu. Nogle sad nu udelukkende med sygesikringen, nogle med bistandshjælp og nogle med børnesager. Der var heller ikke så meget arbejde med kontanter mere, for efter kildeskatten skulle folk jo ikke indbetale kontant.

Der var hele tiden nyt at lære, når der kom ny lovgivning, så det krævede konstant efteruddannelse og mange kurser. På et tidspunkt blev det også et krav, at man skulle tage kommunomuddannelsen, hvis man ville avancere til overassistent og fuldmægtig. Jeg endte med at være fuldmægtig i en del år. Jeg var også sekretær for ældrerådet og for klagerådet i den senere tid.

Kommunesammenlægningen var ikke så svær for medarbejderne, men politikerne havde nogle rabaldergilder om fordelingen af pengene. De havde så svært ved at blive enige om sammenlægningen, at de endte med at få en ordre fra amtet. Og befolkningen er også først nu, hvor vi har haft endnu en kommunesammenlægning, ved at være kommet sig over den gamle fra 1970.

Der er både fordele og ulemper ved at bo lokalt, når man er kommunalt ansat. I mange år var der folk, der ikke kunne lade være at dukke op hjemme hos mig. Nogle ville gerne have min hjælp til at lave selvangivelse. Andre kunne finde på at stoppe mig i Brugsen: ”Tror du, jeg kan få tilskud til mine tænder?” Så sagde jeg til dem, at de måtte ringe på mandag, så kunne vi se på det. Senere, da kommunen blev større, blev det praksis, at man ikke sad og behandlede sin nabos sager eller andre bekendtes.

Nogen gange kunne folk jo godt blive sure på kommunemedarbejderne – uh, jeg har oplevet mange ting. Jeg har ellers været utrolig glad for at være offentligt ansat, men man har måttet høre meget. ”Dem oppe på kommunen, de sidder bare og drikker kaffe!” Jeg syntes, det var så uretfærdigt, for vi havde altid meget travlt.

Vi kollegaer i kommunen havde det godt sammen. Der var en personaleforening og der blev lavet udflugter og fester. Da jeg startede, var man Des. Men nu var det jo ude på landet, og nogle af borgerne havde kendt mig fra barnsben, så de sagde ikke De til mig.  Men man gik i det hele taget hurtigt væk fra at sige De og over til at sige du. Til gengæld blev jeg tiltalt med efternavn, ”fru Andersen”, i lang tid, men det stoppede også på et tidspunkt og blev til fornavn.

Jeg besluttede at holde op i 2006, lige før den nye kommunesammenlægning. Jeg var ked af at stoppe, men det var mig selv, der tog beslutningen. Jeg synes, jeg har været heldig, at jeg selv kunne bestemme, hvornår jeg ville holde op – det var der jo mange, der ikke kunne. Der har været flere sparerunder, og selv om vi gik kollektivt ned i tid for at hjælpe hinanden, så var der folk, der blev afskediget. Jeg syntes, det var passende at stoppe som 65-årig, men det var faktisk moderne dengang at stoppe som 60-årig, så nogen gange, når folk ringede og opdagede, at det var mig, så sagde de ”Nej, sidder du der endnu?!”

Vi mødes stadig i ”den gamle ældregruppe” – det er os, der tog os af ældreområdet. Vi er otte i gruppen, og den ældste er 85, mens den yngste arbejder endnu.

 

Ellen Andersen, 2017