Kurt Jensen - fortællinger fra livet på Haslev-egnen
Kurt Jensen fortæller om sin opvækst i Freerslev og Kværrede, om skolegang, uddannelsen som maskinarbejder og arbejdet som driftsleder, om kammerater, ægteskab og familieliv, ferier og fester og meget mere. Erindringen er blevet til på opfordring fra et barnebarn og er ikke kronologisk, men fortæller emne for emne om livet på Haslev-egnen fra 1930’erne og til i dag.
Farfar fortæller
Fødsel
Jeg blev født lørdag d. 10. oktober 1936 i hjemmet i Freerslev Annex, og jeg er den yngste af en søskendeflok på 4, hvor den yngste af mine store søskende var 10 år, da jeg blev født. Jeg tror ikke, at det var helt planlagt, at min mor blev gravid med mig, i alt fald har mine søstre senere fortalt mig, at da mor ofte var meget sur under hendes graviditet, spurgte de far, hvorfor mor var så sur, og så havde han sagt til dem, at de kunne prøve at spørge mor, da de gjorde det, blev hun endnu mere sur og svarede, at far vidste udmærket godt hvorfor hun var sur. Sandsynligvis var mine søstre ikke klar over Mors graviditet, for da de kom ned i køkkenet om morgenen efter, at jeg var født om natten, så de, at de nye kopper stod på køkkenbordet og sagde til hinanden, at der havde åbenbart været gæster. Det havde der jo også været, men det var jordemoderen og sandsynligvis fru Mogensen nede fra Freerslev til at assistere.
Jordemoderen var fra Haslev, men jeg ved ikke hvorledes hun kom til Freerslev Annex den nat, men sandsynligvis har far hentet hende i hestevogn.
Barndomshjemmet – Freerslev Annex
Hjemmet, hvor jeg blev født, var et lille landbrug, husmandssted eller parcelliststed, ejet af godset Bregentved og forpagtet af mine forældre. De betalte hvert år en afgift til Bregentved, og de skulle så leve af det, som blev til overs. Jeg tror, at der hørte ca. 10 td. land jord til, svarende til ca. 5,5 ha. Det lå lige for enden af Holtealleen, når man kommer fra Bregentved. Det eksisterer ikke længere, det brændte en gang i 1950’erne pga. børns leg med tændstikker, men inden den tid da var vi flyttet derfra. Nu er der bygget to parcelhuse på stedet. Mor og far havde også nogle husdyr, jeg kan huske, at de havde 2 heste og 4-6 køer og nogle grise samt en flok høns.
Set med nutidens øjne var det et meget beskedent indtægtsgrundlag, men mor og far formåede at leve af det og opfostre fire børn, og jeg kan ikke mindes, at der på noget tidspunkt har manglet mad i hjemmet.
Jeg husker, at stuehuset var gulkalket, det indeholdt to små stuer, et soveværelse og et køkken og en indgang, der var både entre og bryggers. I henhold til mine søstres udtalelse, så må der have været et værelse på loftet, hvor mine store søskende sov, men jeg ved også, at en del af loftsrummet blev brugt som kornloft. På køkkenbordet var der vrikkepumpe skruet fast, med et rør ud til brønden ude i gården, så på den måde var der indlagt vand i køkkenet. Maden blev lavet på et komfur, der blev opvarmet med brænde og tørv, og der har også været en kakkelovn i den stue, som vi brugte til daglig. Der var ikke indlagt elektricitet, så belysning, både i stuehuset og i stalden om aftenen og om vinteren, var ved hjælp af petroleumslamper, der kunne ose noget så frygteligt.
Staldlængen var hvidkalket, og som navnet siger, gav den staldplads til heste og køer, og jeg mener at kunne huske, at der var en bygning mere, hvor der var plads til nogle grise og hønsene samt et lille, nødvendigt rum, ”lokummet”.
Der var også en lille rødmalet ladebygning. Stuehus og staldlænger var stråtækt, men jeg tror, at laden var spåntækket. Der var også en ret stor have, så mor og far var selvforsynende med frugt, grønsager og kartofler, ligesom de slagtede en gris hvert år til familien selv. Fryseskabe fandtes ikke, så flæsket blev lagt ned i salt i et stort kar, så kunne det holde sig i adskillige måneder.
Det var noget om de ydre rammer for min første barndom. Og hvad skal jeg så fylde ud med, det er meget begrænset hvad jeg husker fra de første leveår. Jeg har fået noget fortalt, og det kan jeg godt anføre lidt om.
Episoder fra barndommen
Jeg var som ganske lille faldet ned i en balje vand, da mine søstre skulle passe mig, medens mor var ude i stalden for at malke. Helene og Inge for ud til mor og råbte, at Kurt var faldet i vandet; Mor sprang op fra malkeskamlen, lod spand med mælk være spand, så den er sikkert væltet, men i få spring var hun inde i køkkenet, fik mig op af vandet, og jeg reddede livet, heldigvis.
Det er endvidere blevet fortalt mig, at jeg engang er blevet væk for mor og far. Det var i høsttiden, far havde høstet et stykke korn med selvbinderen, og bagefter gik mor og far i gang med at sætte de høstede neg i hobe, så der under de opsatte neg blev dannet et hulrum. Pludselig var jeg væk, og de ledte let opskræmte i lang tid efter mig, indtil de pludselig opdagede, at jeg var krøbet ind i en af hobene, så var alle glade igen.
En anden episode kan jeg delvis huske. En aften Helene og Inge sad ved bordet for at ordne lektier, og af en eller anden grund gik jeg rundt oppe på bordet, jeg var så blevet sur på Inge, hun var ofte lidt af en drillepind, jeg slog ud efter hende, hun sad med en spidset blyant i hånden, og den holdt hun op imod mig. Jeg slog hånden ned i blyanten, spidsen knækkede af og blev siddende inde i hånden. far har sikkert forsøgt ved hjælp af sin lommekniv at pille den afbrækkede spids ud af min hånd, han var ellers god til at pille splinter ud med den kniv, men her har han åbenbart måttet opgive. Nu var der kun en mulighed, lægen måtte klare det. Der var ikke noget, der hed skadestue, men egen læge kunne kontaktes døgnet rundt, når der var behov for det. Jeg fik overtøj på, ud på stangen af Fars cykel, og så gik det ellers af sted, de 5 – 6 km. til Haslev. Nu var der kun at håbe på, at doktor Harsting var hjemme. Doktor Harsting var heldigvis hjemme, vi kom ind i hans konsultationsværelse, og han gik i gang med at tage blyantstiften ud. Han har sikkert brugt en pincet og taget så varsomt som muligt, men det gjorde altså ondt for pludselig siger jeg: ”Du må ikke tage så hårdt.” Så blev far vred og sagde, ja næsten råbte til mig: ”Du må ikke sige DU til lægen.” Den gang var det fuldstændig uhørt, at man sagde DU til præst, læge, lærer og andre standspersoner. Men Doktor Harsting tog det fint, og jeg kan endnu høre ham sige: ”Åh! Det betyder da ikke noget.” Stiften kom ud, og så kunne far cykle hjem med mig igen, men jeg kan stadig se en lille blåsort plet i hånden, hvor stiften sad.
Da jeg var 10 år yngre end min yngste søster, har jeg som barn aldrig rigtig haft nogen nær tilknytning til mine søskende, jeg har ingen rigtig erindring om dem fra den tid, men jeg fået at vide, at de betragtede mig som lidt af en forkælet møgunge.
Som det kan ses af slægtstavlen, så har jeg af mine bedsteforældre kun haft mulighed for at kende min Farmor, jeg ved, at hun boede i Haslev i Gamle By eller på Bregentvedvej, men jeg ved ikke nøjagtig hvor, jeg tror det var i forbindelse med en gammel gård. Jeg har sikkert besøgt hende sammen med mor og far, men jeg husker det ikke, og jeg tror, at jeg kun husker hende som følge af et fotografi af hende. Jeg kan huske et enkelt klip fra hendes begravelse, hvor vi gik efter rustvognen med kisten fra Haslev sygehus til kirken. Nu skal man jo huske på, at den gang smuttede man ikke bare lige til Haslev, enten skulle man køre i hestevogn, cykle eller gå, og cyklerne sparede man på, for det var under 2. verdenskrig og man kunne ikke få dæk og slanger til cyklerne.
Der er et par situationer fra min første barndom, som jeg godt vil fortælle. Den første var min skræk for ”Posekonen” eller ”Kamilla med sækken” som hun også blev kaldt. Hun var det, man i dag kalder en vagabond, den gang sagde man landstryger. Hun gik naturligvis i noget gammelt, slidt, laset og elendigt tøj og altid med en sæk med sine ejendele over nakken eller i hånden, hun gik fra sted til sted, der hvor der ikke var hunde, og tiggede mad og penge. Hun var sikkert ret harmløs, og et stakkels udstødt menneske, men jeg husker, at når mor eller far så hun kom, så blev jeg gennet ind, og døren lukket og låset, så det så ud, som om der ikke var nogen hjemme. Dette medførte, at jeg blev bange for noget ukendt, som åbenbart var farligt, og først en halv snes år senere fik min storebror Boye denne ubegrundede frygt for det ukendte pillet ud af mig.
Religion
Jeg er vokset op i et meget religiøst hjem, mor og far var meget stærkt præget af Indre Mission, der blev bedt bordbøn både før og efter hvert måltid, og der blev hver dag holdt andagt med læsning af bibelen eller en andagtsbog og bedt bøn. Mor bad bøn for mig hver dag inden jeg gik i skole, og det sluttede først efter min konfirmation. Jeg ved, at mor og far gjorde det efter bedste overbevisning, og jeg har altid følt mig tryg hjemme og altid følt mine forældres kærlighed, jeg kan ikke mindes, at jeg på noget tidspunkt er blevet slået. Om søndagen var der kirkegang, og der blev kun udført det absolut nødvendige arbejde, altså pasning af dyrene.
Nabolaget og naboerne
Hvordan en almindelig dagligdag forløb, husker jeg ikke, men jeg kan huske, at ca. 300 meter fra vores sted lå et andet lille landbrug, jeg tror nogenlunde af samme størrelse som vort. Her boede Kirstine og Martin, jeg tror, at de var selvejere. De havde elektricitet, og de havde åbenbart også en radio, så når Martin havde hørt nyt i radioen, så stillede han sig op på volden mellem de to steder og ventede til han så far, så råbte han nyhederne over til far.
Fra den offentlige vej og ned forbi vores hjem gik en ”markvej”, den vej fortsatte nogle hundrede meter længere, og for enden af den lå også et lille landbrug, vel på samme størrelse som vort. Her boede Agnes og Marius, dem kunne jeg godt lide, særlig Marius. Jeg tror, at jeg kaldte ham ”Mimi” eller lignende, han snakkede med mig hver dag, når han trak mælkejungen op til og ned fra den offentlige vej på en lille tohjulet kærre.
Det første legetøj jeg kan huske, det var en lastbil af træ, den var rød, og den var vel omkring 15 cm. lang. Den bil havde jeg i adskillige år, men jeg husker ikke, hvor gammel jeg var, da jeg fik den. Det meste af tiden måtte jeg lege selv, der var ingen andre børn i nærheden. Men i de sidste år vi boede i Freerslev flyttede Ingrid og Verner ind i Holtehuset. Verner arbejdede på Bregentved, og de havde en dreng, Arne, på min alder, så vi begyndte at lege sammen. Og hvad legede vi så? – ja nu ligger Bregentveds marker jo på begge sider af Holtealleen, og på disse marker kørte folk fra Bregentved jo med heste og bearbejdede jorden, og disse folk havde en vane med at råbe højt efter hestene, det syntes vi to drenge nok var rigtigt, så vi brugte haveredskaber som markredskaber, og så rodede vi rundt i havejorden, medens vi råbte højt, det gik der megen tid med. Vi har sikkert også lavet dyr af kastanjer om efteråret.
Jeg kan huske, at i Ingrid og Verners udhus var der en mærkelig lugt, som jeg ikke kendte. Først flere år senere blev jeg klar over, at det var lugten af karbid. Karbid er et stof, der, når der tilføres vand, udvikler en brændbar gas, (acetylen). Det blev anvendt i en type lamper, så man på den måde kunne få lys, for i Holtehuset havde de heller ikke elektricitet.
Livet i hjemmet
Kæledyr var dengang et ukendt begreb. Dyr/husdyr var nyttedyr, der på den ene eller anden måde skulle medvirke til livets opretholdelse og indtjening af penge, men disse dyr måtte man selvfølgelig gerne kæle med. Vi havde ikke hund, men vi havde nogle katte, hvis funktion var at holde musene væk.
I de først 10 år af mit liv, var penge et ret ukendt begreb for mig. Jeg havde set, at far havde en pung og en tegnebog med noget i, men hvad det var, og hvad det blev brugt til, det vidste jeg intet om. I dag ved jeg, at mine forældre skulle passe meget på pengene for at skaffe til dagen og vejen, så ekstra penge til børnene det kunne der absolut ikke være tale om. Vi fik hvad der var nødvendigt, men heller ikke mere, og nu skal man også huske på, at meget af tiden var under den tyske besættelse, så der var rationering og knaphed på alt.
Begge mine forældre var hjemme hver dag, så jeg har altid haft mulighed for at være sammen med dem hele dagen, og indtil skolealderen har jeg sikkert fået lov til at sove, så længe jeg ville, men jeg er nok kommet ret tidligt i seng om aftenen. Jeg sov i en tremmeseng, der stod for enden af mine forældres senge. Jeg var omkring 11 – 12 år før jeg fik mit eget værelse, og det var først efter, at vi var flyttet fra Freerslev Annex.
Så vidt jeg kan huske, så var jeg gerne med far, når han skulle ud at køre i hestevogn. far havde 2 forskellige vogne, en stiv fjeldvogn til arbejdsbrug i marken, og en pæn fjedervogn til pænt brug og til bykørsel.
I hestevogn tog vi til Haslev bl.a. når far skulle have malet korn til grisene. Det fik vi gjort i det store købmandsfirma ”Aksel Røber”, der havde købmandsgård med kolonial, isenkram og grovvarehandel. Dette firma lå i Gamle By, der hvor Uno-X tanken og Fakta ligger i dag. Her kunne man så sætte hestene ind i en stald, medens kornet blev malet. Så kunne far gå i byen og få klaret nogle ærinder i ventetiden, f.eks. blive klippet hos frisøren eller barberen, som det hed dengang, eller få købt fastlagte nødvendigheder i byens forretninger.
Også de gange, når en gris skulle leveres til slagteriet i Haslev, var jeg gerne med. Hjemme blev grisen gennet ind i en tremmekasse, der så blev løftet op på vognen af mor og far, og så afsted til slagteriet. Jeg kan endnu huske Fars andelshavernummer, det var ”1564”, det var præget i et blikskilt, der blev klemt fast i grisens øre.
Køkkenet var et meget vigtigt rum i tilværelsen. Her blev maden tilberedt, evt. kager/kringler og brød blev bagt, og her spiste man normalt. (Kun når der var gæster, kom man i stuen). I køkkenet blev man vasket og ordnet, for her var varme fra komfuret. Komfuret var meget vigtigt stykke inventar, jeg mener, at der var 2 store og et lille ildsted, hvor man kunne tage ringe op, så gryderne kunne gå ned til ilden med den nederste buede del. Ovnen blev anvendt til stegning og bagning, og det var en kunst at holde en konstant temperatur i ovnen. Endvidere var der en fast vandgryde indbygget i komfuret, den kunne vel rumme 4-5 liter vand, der så blev varmet op af ilden i komfuret. Dette vand er sikkert brugt til opvask og personvask. Varmt vand til madlavningen blev varmet i en kedel. Når der blev tændt op i kakkelovnen i stuen, stod der altid en kedel med vand på kakkelovnen, så man også kunne få varmt vand her.
Hver morgen skulle der tændes op i komfuret med papir, kvas og brænde inden man kunne få varme og varmt vand. Gulvet i køkken og bryggers var stengulv, og i bryggerset var der en indmuret gruekedel, der var i brug ved tøjvask.
Brændsel til komfuret i køkkenet og kakkelovnen i stuen var brænde som blev købt i skoven, kørt hjem og savet ud med håndkraft, samt tørv som blev købt og hentet i mosen ved Skuderløse. Jeg kan huske, at det var for mig en stor dag, når jeg var med far i mosen for at hente tørv. Vi kørte tidligt hjemmefra, for der var lang vej i hestevogn fra Freerslev til Skuderløse, og det var i fjeldvognen. Tænk, så holdt far ved købmanden i Skuderløse, og der købte han så en citronvand, som vi delte til den medbragte madpakke. Det var alle tiders, for jeg kan ikke mindes, at jeg ellers fik sodavand i årets løb. Et år var det en skuffelse, for vi kom først af sted efter middag, så havde vi ikke madpakke med, og vi fik ingen sodavand
Som tidligere nævnt, så var min mor hjemme hele dagen, den gang var det naturligt, at hun klarede alt arbejde i huset med rengøring, madlavning og børnepasning samt havearbejdet, og når der var behov for det, hjalp hun far med udearbejdet i stald og på mark, som f.eks. høstarbejde, roelugning og malkning. Med hensyn til indkøb, tror jeg det blev planlagt godt, for det foregik jo i Haslev, så det blev gjort, når man alligevel skulle til byen, måske en gang om ugen eller hver 14.-dag. En gang om ugen kom der en vogn fra et bageri enten i Haslev eller Dalby med brød, rugbrød, sigtebrød og franskbrød, så købte man til den kommende uges forbrug. Jeg mener også, at der en gang imellem kom en mand med fisk. Slagtervare fik man fra den gris man slagtede hjemme. Noget blev henkogt på glas, noget blev røget hos røgmanden i Haslev, og en del blev saltet ned i saltkarret, hvor det så kunne holde sig i lang tid. Der er muligvis også en gang om ugen eller hver 14.dag kommet en slagter med udvalg af varer i vognen, så der var mulighed for at købe, hvis man manglede noget. I køkkenet blev alt arbejdet udført med håndkraft, for der var jo ikke elektricitet, og jeg kan ikke huske, om jeg har deltaget i noget af arbejdet.
Hvad vi fik at spise, det husker jeg ikke, kun at vi fik varm mad midt på dagen og rugbrød til aften, men det har sikkert været ganske almindelig daglig mad. Jeg kunne og kan stadig ikke lide kørvelsuppe og varme stegte sild, og der har den gang måske været mere, som jeg ikke brød mig om. Jeg tror ikke, at vi havde gæster til spisning ud over da mine søskende blev konfirmeret, og det var højest 5 – 6 gæster. Jo, så blev de folk der hjalp til ved tærskning og slagtning også bespist. Det var fuldstændig utænkeligt at gå på restauration for at spise.
Jeg har fået fortalt af mor og far, at den dag, de blev gift, holdt de selv deres bryllupsfest. Hvor mange der var med, det ved jeg ikke, sikkert ikke ret mange, men midt under det hele var der ikke mere brænde til komfuret, så måtte far ud at flække noget brænde, så man kunne holde varme på komfuret, og få lavet maden færdig.
Man taler ofte om ”de gode gamle dage”, men realistisk set, så har vi det mange gange bedre i dag, og jeg savner ikke noget fra min barndoms hverdag, men det glemmer man nok at glæde sig over i det daglige, kun når tankerne går tilbage som nu. Hvor har vi det godt i dag.
Men jeg må hellere fortælle om en væsentlig forandring af min tilværelse, der indtraf i sommeren 1945.
Skovbækgård, Kværrede
Far og mor blev tilbudt at få et større landbrug i forpagtning, stadigvæk under Bregentved. De blev tilbudt en lille gård, Skovbækgård, i Kværrede. Det var en gård på 23 td. land, altså over dobbelt så megen jord, som det sted i Freerslev Annex. Det var en noget forfalden gård, men jeg tror, at godsforvalter Holt regnede med, at far kunne få sat skik på denne gård. Far og mor sagde ja til tilbuddet, dog ved jeg, at de havde bekymringer, for nu kom de ud i et kirkelig set meget dødt område, og det var de ikke begejstret for. I løbet af sommeren flyttede vi, men det er meget lidt jeg kan huske af selve flytningen, dog kan jeg huske, at min søster Inge var hjemme for at hjælpe mor og far, og at mor og Inge mange dage cyklede til Kværrede for at få lidt skik på haven, der var et stort vildnis. Jeg kan også huske, da far og jeg hentede det sidste flyttelæs, det var selvfølgelig med hestevogn, medens far læssede, da var jeg gået ned i urtehaven, og der fandt jeg et modent jordbær, det plukkede jeg og tog med hen til far, men han blev ikke glad, tværtimod blev han lidt vred, og sagde, at det måtte jeg ikke gøre, for det var ikke længere vores jordbær, så det var faktisk tyveri, det jeg havde gjort. Det forstod jeg ikke rigtigt.
Det var en stor omvæltning at komme til Kværrede, for der var elektricitet, nu kunne man bare trykke på en knap eller dreje på en kontakt, så kom der lys, sikken en eventyrverden, og en 15 watts pære, sikken et lyshav den gav. Til gengæld var der ikke vand inde, det skulle pumpes op ude ved brønden og så bæres ind i køkkenet. Jeg husker, at vandspanden stod på en skammel ved siden af komfuret Der blev først lagt vand ind omkring 10 år senere, det var medens jeg var i lære, for jeg var med til at lægge det ind. Der var større bygninger, flere og større rum i stuehuset, mere plads i stalden, plads til flere køer og grise, og meget mere ladeplads. Til gengæld var der også rotter, men dem fik far bugt med i løbet af den første måned. Endvidere skulle der også flere maskiner og redskaber til, hvordan mor og far fik råd til det hele, det ved jeg ikke, men det gik.
Skovbækgård eksisterer ikke længere som gård, alle udlænger er revet ned, kun stuehuset og et udhus er tilbage, men det er denne gård og området omkring den, jeg husker som mit barndomshjem og barndoms hjemegn.
Jul
Det er også herfra, jeg har nogle vage erindringer om, hvordan min barndoms jul blev fejret. Mor havde pyntet juletræet med meget hjemmelavet julepynt, himmelstiger, flettede hjerter, papirroser og flettede stjerner. Træet stod i den fine stue, hvor der så var adgang forbudt. Hvad angår mad, så har det selvfølgelig også været forberedt. Juleaften startede med kirkegang, og så vidt jeg husker, så var det i Freerslev kirke. Når vi kom hjem, gik far i stalden for at malke og fodre, og imens gik mor i gang med at lave mad. Hvorvidt vi fik andesteg eller flæskesteg, det husker jeg ikke, og tidligere fik vi risengrød, men jeg husker kun risalamande. Der har været mandel i, for jeg har fået fortalt, at en juleaften i Freerslev, fandt de ikke mandlen, levningerne blev sat ud til kattene, og næste dag lå der en mandel i kattenes madskål. Jeg kan huske, at jeg i mange år spiste alt for meget, så jeg måtte lægge mig på en sofa for at slå mave. Det var al den gode mad, det var mere end jeg var vant til.
Når mor havde klaret opvasken, gik hun ind til juletræet, tændte lysene, og så blev døren lukket op. Vi gik rundt om træet medens vi (de andre) sang salmer, mange salmer, og der blev ikke sunget julesange. Vi fik også enkelte gaver, og den tidligere omtalte legetøjslastbil har helt sikkert været en julegave. En gang fik jeg et lille puslespil, det var vist med ”Kejserens nye klæder”. Vi fik også hjemmelavet konfekt, og mor havde selvfølgelig også bagt småkager og kogt klejner.
Jeg kan også huske den første julekalender, den var på størrelse med et A4 ark, jeg husker ikke tegningen, men jeg kan huske spændingen, når dagens låge skulle åbnes, så man kunne se tegningen inde bag ved. Jeg husker et år, hvor mor havde aftalt med mig, at når hun åbnede døren ind til det tændte træ, skulle jeg gå hen og tage hende i hånden, og så skulle vi begynde at gå rundt om træet, medens hun begyndte på salmen ”Her komme Jesus dine små”. Mor hun sang helt godt. Vi havde også et orgel, men jeg ved ikke hvem, der kunne spille på det, måske Helene. Mor lærte mig nogle noder, så jeg kunne spille enkelte melodier f.eks. ”Tordenskjold” med en finger.
Juledagene husker jeg ikke specielt, men vi har selvfølgelig været i kirke, og så leget med eventuelt nyt legetøj.
Nytårsaften i min barndom tror jeg ikke blev fejret, jeg kan ikke specielt huske det, og det kan jeg heller ikke med de andre højtider, selv om de helt sikkert er blevet højtideligholdt.
Fester
I de første 10 år af min barndom husker jeg ikke noget om fester, jeg tror ikke, at der blev holdt nogen fester, ud over begrænsede fester ved mine søskendes konfirmationer, som jeg ikke kan huske. Jeg har set et fotografi fra Helenes konfirmation, hvor hele selskabet stod på trappen foran indgangsdøren, og der var der 4 gæster foruden os selv.
Der har ikke været ret mange store familiefester i mit hjem, men d. 10. maj 1948 havde mor og far sølvbryllup, og det blev fejret med gæster. Hvordan selve dagen forløb, det husker jeg ikke, men naboerne og mine søskende havde opsat en æresport af gran pyntet med blomster. I løbet af dagen var vi hos fotografen, og der blev taget et familiebillede. Til festen om aftenen har der vel været max. 15 – 20 gæster, vi spiste i soveværelset, der var blevet ryddet. Mine søskende holdt hver især tale for mor og far, og de havde også fået mig overtalt til at rejse mig op og sige følgende: ”Selvom jeg er den yngste, så vil jeg også ønske jer Tillykke”. Jeg kan huske, at lærer Hansen fra Freerslev var i kjole og hvidt, den påklædning brugte han som kirkesanger ved særlige højtider i Freerslev kirke. Jeg syntes dengang, at det var en mærkelig påklædning.
Der blev også holdt lignende fester, da Inge blev gift med Peder og da Helene blev gift med Otto, men det husker jeg ikke meget om. Jeg kan dog huske, at ved Inge og Peders bryllup kørte de i bus til Jylland sammen med Peders familie, der var med som gæster, Boye og Otto havde bundet en dunk og nogle dåser i et reb bag efter bussen, så det skramlede noget, da den kørte, men kort efter faldt den af. Mor var absolut ikke glad for det indslag, efter hendes mening skulle bussen sendes af sted med salmesang, hvad den også blev, og ikke med sådan noget tant og fjas.
Da Boye og Gerda blev gift skete det i Vemmetofte kirke og uden familiens vidende, kun Helene og Otto vidste det, for de var med som vidner sammen med en af Gerdas søstre. De tilbragte hvedebrødsdagene i et sommerhus i Fakse Ladeplads, et sommerhus som Boye var medejer af. Jeg blev inviteret derned på ferie i et par dage, og senere overtog Boye hele sommerhuset. Det bevirkede at jeg fik lov til at låne sommerhuset sammen med nogle kammerater i en Pinseferie.
April 1951 blev jeg konfirmeret i Haslev kirke af sognepræsten Chr. Bartholdy. Grunden til at jeg blev konfirmeret i Haslev var dels, at jeg gik på Haslev Gymnasium, og dels at mor og far ønskede, at jeg blev konfirmeret af Bartholdy, for han var formand for Indre Mission, og mine forældre betragtede ham ”næsten som en Gud”. Jeg husker ikke meget fra denne dag, hverken fra kirken eller familiefesten om aftenen og heller ikke noget om gaver. Jeg kan huske, at jeg om aftenen spurgte far, om jeg måtte ryge en cigaret, men han svarede, at det kunne jeg vente med til en anden dag. Han vidste ikke, at jeg havde prøvet at ryge flere gange.
Med hensyn til fødselsdage kan jeg huske, at omkring 10 – 12 års alderen kom nogle skolekammerater på besøg, og så legede vi i nogle timer, fik noget mad og så var det slut. Som gave fik jeg en gang et par ski, men om det var til Jul eller til fødselsdag, det husker jeg ikke, men det var spændende at glide ud over snedækkede marker og drømme om at det var Grønland. På et tidspunkt fik jeg en ny cykel, men det var nok lidt senere. Cyklen det var det almindelige og stort set det eneste transportmiddel man havde som barn og ung. Hvis man skulle nogen steder, så kunne man cykle eller gå, og så var cyklen den hurtigste måde at komme frem med.
Så er der spørgsmål om traditioner. Ja der var vel traditioner, eller var det bare sædvaner, og hvad er forskellen?
Nu skal man i dag huske på, at alt var så meget anderledes i 40-erne og 50-erne, så jeg tror det ville virke fuldstændig uforståeligt hvis man ville føre den tids sædvaner videre i dag. Man kan godt, også med glæde, mindes den tid, men man skal ikke holde krampagtig fast i gamle skikke og vaner, tiden forandrer sig hele tiden, og hvis man vil gå i gamle fodspor, så kommer man aldrig foran.
Ferie
I min barndom arrangerede KFUM (Kristelig Forening for Unge Mænd, en ungdomsafdeling af Indre Mission) i Haslev hvert år en uges gratis sommerlejr for skoledrenge på Feddet, hvor KFUM havde nogle træbarakker. Mor var i mange år med som ”Tante”, det vil sige, at hun sammen med to andre damer lavede mad til disse drenge. Jeg var ikke ret gammel, da jeg første gang var med, men først da jeg nåede skolealderen deltog jeg i drengenes aktiviteter. Det var dejlige dage med leg og badning, men med en ret streng disciplin. I dag er jeg klar over, at for mange af drengene var den uge deres eneste ferie det år.
Et år var jeg nogle dage på ferie hos min moster Anna og onkel Carl i Buddinge. Onkel Carl havde en ret stor rideskole, Deres børn, altså mine fætre og kusiner var på alder med og ældre end mine søskende, så der var ingen at lege med, men den yngste af fætrene, Leif, tog mig en dag med ud på rideskolen. Det var en oplevelse, en helt ny verden som jeg der fik et glimt af. Denne store hal hvor folk red rundt på heste, musikken spillede (højtalere tilsluttet en grammofon), og min onkel instruerede rytterne, ja men det var fantastisk var det drøm eller virkelighed. En af mine kusiner var gift med en snedker, der havde værksted i gården bag Moster og Onkels beboelse. En af dagene tog han mig med på en køretur på hans lastbil, han skulle ud med nogle plader, det har nok været krydsfiner, de stod på ladet og jeg skulle så stå og holde dem, medens han kørte. Det så min Moster, så da vi kom tilbage igen, blev han skældt voldsomt ud, for hvad kunne der ikke være sket, hvis et vindstød havde taget pladerne. Min onkel var tidligere officer, men han var blevet mishandlet af tyskerne under besættelsen, det havde han nogle men af. Han var striks i opdragelsen af deres børn, han blev virkelig vred, hvis han hørte en af dem sige ”hun” i omtale af deres mor, det hed ”Mor”. Uanset hvor eller hvornår han hørte kongesangen eller nationalmelodien blive spillet, så sprang han op og stod ret. Min moster Anna røg store cigarer, og når de var røget så langt ind, at hun ikke længere kunne holde på dem, så stoppede hun stumpen ned i en pibe og røg videre. Jeg kunne godt lide Moster Anna og Onkel Carl.
Jeg kan huske at min moster Anna (af en eller anden ukendt årsag blev hun altid kaldt ”Tante Anna”) nogle gange var på flere dages besøg hos i Kværrede. Under disse besøg tog hun aktivt del i det daglige arbejde, bl.a. med at vaske mælkejungerne. Hun kunne ryge cigar samtidig med dette arbejde. Jeg havde også en Morbror Peter, der besøgte os nogle gange, jeg tror, at han var taxachauffør i København. Når han kom, så havde han altid masser af slik med til mig.
Den første ferie sammen med mor og far har været i sidste halvdel af 1940’erne, vi rejste med toget rundt i Jylland og besøgte familie og bekendte, jeg kan huske vi var i Fjerritslev, Holstebro, Viborg og Århus. Det var første gang jeg rejste med et tog, der blev trukket af et damplokomotiv, det var spændende. På en af rejserne stod jeg og kiggede ud af det åbne vindue, det var i læsiden så jeg fik al røgen i hovedet. Da vi stod af toget, måtte far have mig ind på et toilet og vaske mig ren, jeg lignede mest af alt en mulat.
Grunden, til at far kunne rejse på ferie, var, at min morbror Alfred, der var ungkarl, var blevet ansat til at hjælpe far. Han kunne passe dyrene, medens vi var på ferie, og ferien har nok varet det meste af en uge.
I 1949-50 skete der så noget, far og mor købte bil, det var en lille Ford, model Y årgang 1937. Der kunne være 4 personer i den. På det tidspunkt var der ikke så mange, der havde bil, så det var noget af et statussymbol, men jeg er sikker på, at det var for, at de så lettere kunne komme i kirke og til møder. Far havde fået kørekort i 1949, og mor fik det i 1950, så nu kunne jeg være heldig at blive kørt i skole, når det var voldsomt regnvejr. Vi havde den bil i adskillige år, jeg fik kørekort i 1954, og året efter var vi igen på ferie i Jylland, og denne gang var det så mig der kørte. Det var før motorvejene, og medens man sejlede over Store Bælt, men man kunne heller ikke køre med større hastighed end 60 km/t, hvis man kørte hurtigere, kunne man simpelthen ikke holde bilen på vejen, fordi bilen var så smalsporet.
Efter at min søster Inge var blevet gift med Peder, var jeg mange gange på ferie hos dem i Bryrup. Jeg rejste med toget derover og havde det godt, men på en efterårsferie blev jeg kørt træt. Jeg skulle hjælpe Peder med at køre roer sammen, vi læssede på hver sin side af vognen, jeg skulle prøve at følge Peder, men det kneb, og hvor blev jeg træt.
Min første ferietur i udlandet gik til Sverige sammen med to af mine lærekammerater Flemming og Henning samt Flemmings fætter Erik, Flemming havde kørekort, han lejede en bil hos Berendt Petersen på Rysagervej, så en lørdag efter fyraften drog vi af sted vel omkring hundrede kilometer op i Sverige til nogle af Flemmings familie/bekendte. Vi havde snaps og øl med, for det kunne ikke købes frit i Sverige, så vi var meget velkomne, og der blev holdt fest. Næste dag vendte vi næsen hjem igen.
Min første flyvetur var i 1971, den gik til Manchester i England. Jeg skulle i forbindelse med mit arbejde på Haslev Kraftbox til Birmingham for at lære opbygning af stanseforme til rotationsstansning af papkasser. Fra Manchester tog jeg toget til Birmingham, og jeg var derovre i 14 dage. Det var spændende at skulle klare sig selv i udlandet, men det gik godt, og det var lærerigt.
Den første ferieflyvetur var i 1972, hvor min kone og jeg fløj på 8 dages ferie i Spanien, vi fløj til Alicante. Den vilde luksus. Børnene var ikke med, de blev passet af deres mormor ude på Hastrupgården.
Skolegang
Min første skoledag var d. 1. april i 1943, det år jeg fyldte 7 år. Et nyt skoleår begyndte altid 1. april. Jeg begyndte i Freerslev gamle skole, den hvide bygning der ligger ca. 200 meter nord for kirken. Jeg husker ikke selve begivenheden, den er fuldstændig væk, men der var kun et klasselokale og kun een lærer, lærer Hansen. Vi gik i skole hver anden dag, og vi gik 3 klasser i samme lokale. Det krævede sin mand at undervise under de forhold, men det kunne lade sig gøre, det var ganske normalt. Jeg gik til skolen, og den sidste del af vejen fulgtes jeg med en pige, Grethe. Jeg kan huske, at jeg en dag absolut ikke havde lyst til at gå i skole, så pludselig ”snublede jeg” og slog et lille hul på knæet, så nu var jeg nødt til at gå hjem. Da jeg kom hjem lagde mor mig i seng og sagde, at når jeg var for sløj til at gå i skole, så måtte jeg ligge i sengen, der lå jeg så hele dagen, det var godt nok trist, så jeg faldt ikke mere på skolevejen. Den eneste begivenhed jeg kan huske, det var den 5. maj i 1945, den dag hvor den tyske besættelse ophørte, da gik hele skolen i skoven og hentede nyudsprungne bøgegrene, og vi gik syngende tilbage til skolen.
Hvilke fag vi havde, det husker jeg ikke, men det var helt sikkert dansk læsning og skrivning, regning og bibelhistorie, og så måske nogle flere fag.
I sommeren 1945 flyttede vi jo som tidligere omtalt til Kværrede, og det betød, at jeg skulle skifte skole. Nu skulle jeg gå i Tollerød skole, en gammel gulkalket stråtækt skole, men i Tollerød skole var der to klasselokaler og både en førstelærer og en lærerinde. Læreren hed Harald Vejbæk, og han var ikke helt ung, måske 5 – 10 år ældre end mine forældre. Lærerinden hed Gudrun Vejbæk, hun var gift med en bror til læreren. Vi gik stadigvæk i skole hver anden dag, men den ene halvdel af dagen hos læreren og den anden halvdel af dagen hos lærerinden. Jeg kan huske, at vi hos læreren blandt andet havde sang. Vejbæk spillede violin, og så skulle vi synge, hvis ikke man sang med, så fik man et slag med violinbuen oven i hovedet. De der slet ikke kunne synge, de blev sendt ud at grave have, plukke æbler, køre brænde ind eller køre til købmand for at hente varer til lærerens hustru. Der var en kakkelovn i klasselokalerne, der blev fyret med brænde og tørv. Vi havde også geografi, og om sommeren havde vi udendørs idræt, der var bomme og ribber på legepladsen, men som regel spillede vi langbold eller rundbold. Der var et lille bibliotek på skolen, så vi kunne låne bøger at læse, og det blev nok starten på min tidligere interesse for at læse. I den forbindelse kan jeg huske, at en gang jeg var syg og sengeliggende, sandsynligvis af lungebetændelse, da kom lærer Vejbæk hjem til os med nogle bøger til mig. Skolen lå lige op til en skov, i middagsfrikvarteret løb vi gerne ind i skoven for at lege. En dag da jeg sprang over et hegn, væltede en pæl og ramte mig i nakken, den slog et stort hul, så jeg blev af lærerindens mand, der havde bil, kørt til lægen, og fik syet det sammen med nogle sting.
Mellemskolen – Haslev Gymnasium
I 1948 skiftede jeg igen skole, idet jeg efter sommerferien begyndte på Haslev Gymnasium i 1. mellem. Jeg tror, at lærer Vejbæk havde talt med mor og far om, at jeg burde have en bedre uddannelse, jeg havde åbenbart evner til det. Jeg var til optagelsesprøve en gang i løbet af forsommeren, og jeg bestod den prøve, så nu kunne jeg gå i gang. Det var noget af en omvæltning, nu skulle jeg i skole hver dag, og jeg havde en ny lærer til hvert fag, og noget af det var godt nok svært, og der var mange lektier samt en dansk stil hver anden uge, og hver uge matematik, der skulle skrives pænt ind i et hæfte. Rektor Kæstel, der ledede gymnasiet, var en barsk og striks mand, som vi havde stor respekt for, ja nærmest var lidt bange for. Nu skal man jo huske på, at den gang vankede der et drag over nakken, hvis ikke man opførte sig ordentlig, eller hvis man overtrådte de fastlagte bestemmelser, f.eks. skulle vi ud i alle frikvarterer, og hvis lektor Holm, der var gangvagt, fandt en af os inde, så vankede der et drag over nakken. Der var 20 lærere på gymnasiet, og i de 5 år jeg gik der, stiftede jeg bekendtskab med 10 af dem. Flere af dem havde øgenavne blandt eleverne, der var Løven, Futten, Bobo, Kaninen, Prikken, Stregen, Miden og Hudibras. De var stort set alle OK, og gjorde virkelig en stor indsats for at lære os meget. Mine bedste fag var matematik, fysik og historie. I idræt kunne jeg godt lide fodbold, som vi heldigvis spillede den største del af året. I de seneste 3 år havde vi ”Futten”, lærer Eriksen til idræt og gymnastik, og da startede vi fodboldspillet, selv om der var sne og frost. Da jeg startede på gymnasiet, havde jeg aldrig rørt en fodbold, men jeg kom hurtigt efter det, og jeg blev næsten altid udtaget til klasseholdet, når der var turnering. Gymnastiksalen var ikke lige mit nummer, på de 5 år lærte jeg aldrig at slå et kraftspring. Men det lykkedes mig dog i perioden 1949-51 at erhverve skoleidrætsmærker i Bronze, Sølv og Guld.
Efter frikvartererne, når klokken ringede, stillede vi op i en lang række to og to, og gik så ind. Lærerværelset lå lige ved indgangen, og så snart de sidste kom ind, var lærerne lige bag efter os op i klasserne, hvor vi selvfølgelig stod op ved vores plads, når læreren kom ind, og sagde ”Sid ned”, hvorefter undervisningen straks startede. ”Futten”, som jeg omtalte som vores gymnastiklærer, havde vi i de første år også til skønskrift og tegning, når han kom ind i klassen sagde han ikke ”sid ned” men ”please take”. Ifølge hans sprog betød det ”tag plads”. I sangundervisning, som fandt sted i festsalen, havde vi en organist Grum fra Næstved som lærer. Vi var nogle stykker, der blev kasseret til at synge, så vi blev sat ned bagerst i festsalen, hvor vi så kunne ordne lektier. I realklassen havde jeg fravalgt fransk, i stedet havde vi ekstraundervisning i bl.a. engelsk. Som lærer havde vi her ”Bob”, hr. Jørgensen, og aldrig har jeg lært så meget engelsk, som jeg gjorde det år. Han startede med at sige, hvis I vil, så skal jeg lære jer engelsk, meget engelsk, men hvis I ikke vil, så er jeg ligeglad, det er op til jer selv.
Det kostede mor og far mange penge at lade mig gå på gymnasiet, de skulle betale både skolepenge, bøger og undervisningsmaterialer. I dag er jeg skamfuld og flov over, at jeg ikke gjorde mig mere umage i skolen, og gjorde mig fortjent til den udgift. Jeg var doven, jeg kunne godt have opnået bedre resultater, og det havde helt afgjort gavnet mig senere hen, for jeg fik brug for det, jeg havde lært. Efter 4 år tog jeg en mellemskoleeksamen, og så ville jeg i lære på en maskinfabrik i Haslev, men Svend Nielsen, der ejede virksomheden, ville ikke have mig, han sagde, at enten skulle jeg tage realeksamen eller også skulle jeg ud at tjene bønder i et år. Det sidste, det havde jeg bestemt ikke lyst til, så jeg valgte at tage et år mere på gymnasiet. I realklassen var vi 16 elever, og vi havde det fint sammen. I 1953 bestod jeg så realeksamen med en gennemsnitskarakter på mg, og sagde dermed skolen farvel.
Senere i livet tog jeg en del faglige kurser og uddannelser, men derom senere.
Kammerater
At tale om venner i barndommen er måske lidt for store ord at bruge, jeg vil hellere tale om kammerater.
Jeg har tidligere nævnt Arne i Holtehuset som min legekammerat i Freerslev, men også i Kværrede fandt jeg kammerater. Ham, jeg havde mest kontakt med, var Knud Frederiksen, også kaldet ”Sørøveren”. Hans forældre, Emma og Julius, boede ca. en kilometer fra mit hjem. Vi var lige gamle, vi gik i skole sammen, og vi var ofte sammen, næsten daglig, enten kom han ned til mig eller jeg gik ud til ham, og så fandt vi på, hvad der kunne være spændende eller interessant at foretage os; nogle gange nok lidt ud over det tilladte. Det var sammen med ham, at jeg prøvede at ryge. Knuds farfar boede hos dem, og han røg cigarer. Så det kunne ske, at Knud fik ranet en af hans cigarer, så gik vi ned under en vejbro og røg cigar. Det smagte ikke godt, men det var jo ”stort” at ryge.
Når vi havde fået skrabet lidt penge sammen, gik vi ud til en iskiosk, der lå ude ved hovedvej 2, der hvor vejen går op til Tureby kirke. Her kunne vi købe enten is eller sodavand eller lidt slik. Der var 3 – 4 km derud, og når vi havde fået spist eller drukket, ja så gik vi hjem igen. Vi gik næsten altid med armene om hinandens skuldre. Når brødbilen fra Dalby bageri kom, en bestemt ugedag, jeg tror det var om onsdagen, så fik Sørøveren og jeg ofte lov til at køre med et stykke vej, så fortalte brødkusken/chaufføren os, at hvis han sagde ”Tag det lidt roligt”, så kørte bilen lidt langsommere, og hvis han sagde ”Kom så”, så begyndte den at køre hurtigere; vi var virkelig imponeret.
På vejen ned til Skovbækgård lå et hus, hvor Else og Lars Peter boede, de havde to børn, Knud og Ida, de var nogle år yngre end jeg, men vi legede også sammen. Senere kom også Just til, hans forældre Marie og Søren Møller havde en af de andre gårde i Kværrede. På en tredje gård boede Ester og Søren Melballe, de havde to drenge, Jens og Jørgen, de var også noget yngre, men de kom med ind i kredsen af legekammerater, bl.a. fordi vi gerne måtte lege skjul på denne gård, og der var så mange gode gemmesteder.
På et tidspunkt tog et par større drenge omkring konfirmationsalderen, Erik (møllerens Erik) og Vagn (også kaldet Svantevit), initiativ til at vi skulle danne en ”klub” kaldet Den Hemmelige Liga, DHL. Aktiviteterne skulle foregå i Boholteskoven, og klubben skulle organiseres med militære grader, Erik skulle være general og Vagn kaptajn, alle vi andre blev så indrangeret længere nede i systemet. Jeg kan ikke huske, hvad vi egentlig lavede, men det var vel en legen røvere og soldater, hvor røverne så manglede. Vores uniform var den ene halvdel af en lærredssæk, der hang ned over ryggen, og midt på denne sæk var der malet en cirkel, hvori der var malet DHL. En gang medens vi var ved at male cirkel på en af ”uniformerne”, kom min morbror Alfred forbi, og han spurgte om DHL betød ”Det høje lokum”.
Når vi skulle i kontakt med hinanden, måtte vi gå eller cykle, at bruge telefon var udelukket, for det første var den kun til ”tjenstlig” brug, og for det andet var der mange, der ikke havde telefon, men mange gange blev aftalerne truffet i skolen, der var vi jo alle sammen.
Da jeg begyndte på Haslev Gymnasium, kom der jo nye skolekammerater til, men da vi kom fra et meget stort område lige fra Køge til Næstved og fra Fakse til Ringsted, så var det stort set kun i skolen vi var sammen, kun enkelte gange cyklede vi med hinanden hjem, så det var stadig den gamle kreds af kammerater, der i flere år var det centrale.
Nu var jeg jo begyndt at lære at spille fodbold, og det spil ville jeg gerne lære mine legekammerater i Kværrede, men vi havde ingen fodbold. Min mor fandt på råd, hun tog et par gamle papirsække og krøllede dem sammen til en kugle, så bandt og flettede hun med bånd et helt net udenom kuglen. Så havde vi en fodbold, og jeg kunne indvie mine legekammerater i fodboldspillets mysterier. Først flere år senere lykkedes det mig at købe en gammel fodbold.
Af lege- og skolekammerater er der i dag kun en enkelt som jeg af og til mødes med hos fælles bekendte.
Senere da jeg kom i lære, kom der nye kammerater til, men nu var det ikke længere leg, men fest og sjov, når vi var sammen i fritiden, afvekslende med ”seriøs snak” om blandt andet piger. Jeg var meget sammen med Flemming fra Haslev og Henning fra Ørslev, vi var i lære samme sted, sammen med Flemmings fætter Erik fra Kannerød cyklede vi mange weekender med fuld oppakning til Strandegård Dyrehave ved Faxe Ladeplads. Her lå vi i telt og hyggede os gevaldigt, specielt hvis der var fest i Fakse Ladeplads. Vi lavede mad over petroleumsblus eller et lille bål, især Flemming var god til at kokkerere, men ofte blev det til pølser og brasekartofler med æbler, og så en øl eller to til. Vi havde det hele med på cyklerne, og for at spare lidt på oppakningen besluttede vi en gang, at grave petroleumsdunken ned ved et træ til næste gang, men der blev aldrig nogen næste gang. Så et eller andet sted i Dyrehaven ligger den måske endnu
Senere kom Carl og Hans til. Carl og jeg var meget sammen i adskillige år. Carl boede på Terslev Overdrev på Bøgenakkevej. Med Hans var det kun en gang imellem, specielt når vi var til høstfest eller dyrskue. Den eneste som jeg har kontakt med i dag, er Erik, som er en af vore gode venner. Ernst, som jeg gik på teknisk skole sammen med, og fulgtes med et stykke af vejen hjem, ham mødes jeg med af og til. Han gik for øvrigt i en klasse over mig på gymnasiet. Jeg har mange gange trukket på hans hjælp.
Senere i livet er der kommet nye venner til, og venner, det er mennesker, man kan og vil dele alt med og som man kan stole på, og med det mener jeg mennesker som ikke fortæller videre til andre, hvad vi har talt om. I dag mødes vi som regel til god mad og et godt glas vin og hyggesnakker eller meget ofte også taler om alvorlige ting.
Fritid
Fritid og sjov, det har jeg jo fortalt en del om i det foregående, for det med kammerater og leg det var jo i fritiden efter skoletiden, og senere efter arbejdstiden.
Jeg gik ikke til egentlige fritidsaktiviteter, jeg tror ikke det var et begreb, man kendte på landet. Hvis du ikke havde noget at foretage dig så kunne du hjælpe til i landbrugsdriften. Jeg var med til at luge roer, og af og til kørte jeg med hestene og harvede eller tromlede jorden, jeg har kun enkelte gange prøvet at pløje, det var jeg ikke så god til, at far kunne være tilfreds. Når vi skulle tærske korn om vinteren, så var det absolut pligtigt at hjælpe, det var som regel med at sætte halm sammen på loftet over stalden. Jeg indrømmer, at landbrugsarbejde interesserede mig ikke, men det var her, der var mulighed for at tjene lidt lommepenge. Jeg havde også en aftale med far om, at det gamle jern og de kødben, jeg kunne finde under markarbejdet, det var mit, det måtte jeg sælge hos en produkthandler oppe i Hastrup, så det gav også lidt penge. Skrothandlerne indkøbte nemlig foruden jern også knogler, der blev brugt til at producere benmel.
Omkring konfirmationsalderen og en del år frem var jeg af og til barnepige for naboernes børn, når naboerne skulle i byen, det gav også lidt penge.
Jeg var glad for at læse bøger, og da jeg begyndte på gymnasiet, begyndte jeg at låne bøger på Haslev Bibliotek. Jeg kan ikke huske mange af de bøger, som jeg læste, men der var en serie på nogle og tyve bøger om en dreng, der hed Jan, dem læste jeg alle sammen. På et tidspunkt læste jeg også Ingemanns historiske romaner. Dem har jeg så læst igen som voksen, og fået større udbytte af dem. Jeg er stadig interesseret i historiske bøger, og bøger der giver en analyse af årsagerne til historiens gang.
Fjernsynet eksisterede ikke, men der var radioen, og fra Danmark var der een kanal, senere kom der så en kanal mere, men i min barndom var der kun Danmarks Radio, de sendte børnetime en halv time hver dag, og det var vist nok kl. 16.30. Om mandagen var der ugerevy og om onsdagen børnenes brevkasse, de andre dage nok lidt forskelligt. I den forbindelse udgav radioen et blad ”Hallo Hallo” som jeg abonnerede på. Jeg tror det udkom en gang om måneden.
Da jeg kom i lære begyndte jeg at gå i biografen. Der rullede ikke mange film over lærredet i Haslev Bio som jeg ikke så. Som regel sammen med en af kammeraterne. Vi gik også af og til på værtshus. I Frederiksgade i Haslev lå der et værtshus i kælderen til Axelhus, det hed ”Revolveren”. Der kom vi ret jævnligt. Det var et rigtigt værtshus, et sted hvor ”pæne” piger ikke ønskede at komme. Jeg kan huske, da dette værtshus blev lukket, da var der en annonce i avisen, hvor der stod: ”Nu knalder Revolveren for sidste gang”. På Axelhus med indgang fra Jernbanegade var der dansant hver fredag aften, der kom jeg et par gange, men da jeg ikke kunne danse, så var det ikke rigtig noget for mig. Jeg havde sagt til mor og far, at jeg ville lære at danse, men det satte min mor sig meget bestemt imod, for dans var den sikre vej til evig fortabelse. Inge fik dog lært mig lidt inden vi blev gift, så jeg i alt fald kunne danse brudevalsen.
Der blev hvert år i Haslev afholdt høstfest/byfest arrangeret af bl.a. Idrætsforeningen, Turistforeningen og andre. Det var en fest der som regel begyndte med et optog af pyntede vogne gennem byen, og bagefter var der fest på idrætspladsen bag den gamle idrætshal på Sofiendalsvej. Det gik som regel festligt og vådt til ved disse fester. Jeg kan huske, at Flemming et år havde fået arrangeret, at han og jeg skulle sælge balloner, så vi stod i en bod, pustede op og solgte.
Men uanset hvad jeg skulle til, så var transporten pr. cykel, det var ganske naturligt for os alle, men der var heller ikke mere end 8 km. til Haslev, så det var absolut ikke uoverkommeligt at tage den tur frem og tilbage et par gange på en dag. Der var ikke noget der hed skolefester. På gymnasiet opførte en af de ældste gymnasieklasser hvert år en amatørkomedie om foråret, det var hvad der var af fornøjelser der.
Soldatertid og hjemmeværn
Min tid som soldat, der varede fra november 1957 til november 1959, var med 4 måneder som rekrut i Avedøre-lejren, 6 mdr. på sergentskole og 2 mdr. på specialkursus i Ringsted og så et år som sergent igen i Avedørelejren, med uddannelse af 3 hold rekrutter. Jeg blev indkaldt til det tunge luftværn med 90 mm luftværnskanoner, men inden hjemsendelsen var disse kanoner blevet udfaset og erstattet med raketbatterier i Tune og på Stevns.
Tiden som soldat var en god tid, og her fik jeg en ”læresætning” som jeg stadig husker på. Som rekrut havde vi i fysisk uddannelse og træning overfenrik O.T. Christensen, og dagen efter indkaldelsen havde vi den første gang fysiske træning. Vi blev kørt igennem, så vi faktisk ikke kunne stå op, total kokset ud, men op på 2 geledder rettet ind til højre, og så sagde O.T. ”Og I skal kaldes blomsten af Danmarks ungdom, I kan skamme jer, tænk på at der er i hundredvis af unge mænd, der misunder jer, tænk på dem der er invalider, dem der sidder bundet til en kørestol, de vil give alt for at kunne bytte med jer” Det slog hårdt og selv i dag, hvis jeg synes at alt ser sort ud og det er noget rigtig lort, så tænker jeg på O.T., og så kan jeg se, at jeg har det godt, fortræffelig godt.
En overgang tænkte jeg på at fortsætte inden for forsvaret, miljøet passede mig fint, men det blev ikke til noget.
Efter soldatertiden meldte jeg mig til hjemmeværnet. Så blev meget af min fritid brugt her, også efter og vel egentlig særlig efter at jeg var blevet gift. Jeg startede i det man kaldte en kompagnipatrulje, senere hed det kamppatrulje, så blev jeg skydeinstruktør, senere blev jeg uddannet delingsfører, næstkommanderende og til sidst uddannet som kompagnichef, hvilket jeg så fungerede som i nogle år, inden jeg trådte tilbage og igen blev delingsfører. Det blev alt i alt til mange ugers kursus på hjemmeværnsskolen i Nymindegab og mange brevkurser fra Forsvarets Brevskole.
I hjemmeværnet lærte jeg mange gode og prægtige mennesker at kende, folk man kunne stole på, selvom de fuldt ud var klar over, hvad vi kunne komme ud for, det var jo under den kolde krig, så vi vidste alle, at hvis det en dag blev alvor, så ville vi ikke overleve.
Ikke al fritiden gik med hjemmeværn, vi camperede også på Feddet, først i et lille telt som løsgængere, så blev vi fastliggere i et større telt, der blev skiftet ud med et endnu større, som så igen blev skiftet ud med en campingvogn, der heller ikke var stor nok i første udgave. Det var en dejlig måde at tilbringe sommeren på, og det fortsatte indtil børnene blev så store, at de ikke ville med mere. Sommerhuset kom først adskillige år senere.
Jeg har også gået på aftenskole, et år gik jeg til tysk for at få opfrisket det skolelærte. Jeg havde brug for tysk i forbindelse med mit arbejde på Metropak. Førstehjælpskursus har jeg første gang taget på et aftenkursus, ligesom jeg har deltaget i nogle foredragsrækker med historiske emner.
Odd Fellow
I 1977 kom min kones onkel, Georg Stengaard, der var gift med hendes faster Andrea, en dag og spurgte om ikke jeg kunne tænke mig at komme med i Odd Fellow Ordenen, for så ville han anbefale mit kandidatur. Man kan kun komme med i Ordenen på anbefaling af værende medlemmer. Vi spekulerede meget over det, og til sidst sagde jeg ja til det, og det har jeg aldrig fortrudt. Jeg blev optaget i januar 1978 og var med i næsten 20 år.
Odd Fellow Ordenen er en såkaldt hemmelig ordenssammenslutning, der har sine rødder langt tilbage i tiden, der siges helt tilbage til dengang, de store katedraler i Europa blev bygget. Ordenen blev indført i Danmark i 1878. Dens formål er at udbrede venskabets, næstekærlighedens og sandhedens grundprincipper blandt mennesker, og at ord ikke er nok, der skal sættes handling bag ordene, og man skal vide, at der er et altseende øje, der ser både vore tanker og vores handlinger. Man afgiver et højtideligt løfte om at efterleve dette. Jeg har fundet, at det er en meget værdifuld livsholdning, jeg forsøger stadig at efterleve disse grundprincipper, og jeg må indrømme, at det har givet mig en vis ro og tryghed i livet.
Læretid
Den gang jeg var i konfirmationsalderen, da var der ikke så mange valgmuligheder hvad angik fremtidigt erhverv og levevej, i alt fald var min viden ikke så stor. Der var ingen orientering eller vejledning fra skolen. På gymnasiet var der naturligvis forventning om videregående akademisk uddannelse, men det var jo ikke fremtiden for realklasseelever. Landbrug det interesserede mig ikke, så kunne der selvfølgelig være tale om handel eller kontor. Men handel? Nej jeg var for genert til at kunne stå over for kunder og ekspedere, og sidde bag et skrivebord, var det ikke trist? Så var der kun håndværk tilbage, for den store palet af muligheder som tilbydes i dag, den var ikke kendt på landet, og det skulle jo også være noget, hvor jeg kunne bo hjemme, for uddannelsesstøtte det kendte man ikke.
Jeg havde i et par år lidt i samråd med min far overvejet at noget med maskiner, det var nok interessant. Jeg havde talt lidt med en reparatør, der var ude for at reparere noget på tærskeværket, det gav mig blod på tanden, og far hjalp med at finde en læreplads.
Den 1. september 1953 begyndte jeg på H.F. Nielsens Maskinfabrik i Haslev som lærling med henblik på at blive uddannet som maskinarbejder. Den dag havde jeg ikke den store forståelse for forskellen mellem en smed, en maskinarbejder, en klejnsmed og andre grene inden for metalområdet, men det lærte jeg hurtigt.
Det var igen en ny og ukendt verden, der åbnede sig for mig der. Jeg havde jo indtil nu levet i en meget beskyttet tilværelse, det var slut nu. Livet var barskere end jeg hidtil havde set og oplevet. H.F. Nielsens Maskinfabrik var en stor virksomhed, der lå i Haslev mellem Jernbanegade og Nørregade tilknyttet Jernbanegade nr. 4, og med en afdeling i Nørregade 10, hvor ejeren, ingeniør Svend Nielsen boede. Han var søn af H.F. Nielsen, der boede i Jernbanegade 4.
Vi var 10 lærlinge og 6-7 svende samt nogle ufaglærte arbejdsmænd. Hovedopgaverne var reparation af landbrugs-maskiner samt fremstilling af pladetårne til SEAS’ transformatorstationer og hejseværker til herregårdslader samt kvashuggere, ”Haslevhuggeren”. Den første dag blev jeg sat til at hjælpe en ung svend, Børge Hansen, med at fremstille flanger, jeg borede huller i massevis. Børge Hansen rejste kort tid efter til SEAS, men jeg mødte ham en halv snes år senere i hjemmeværnet, hvor vi var gode kammerater i mange år. Den gang var arbejdstiden fra kl. 7.30 til 17 med en times pause fra 12-13 de første 5 dage i ugen. Om lørdagen havde vi fyraften kl. 12 eller 13, det husker jeg ikke helt, men den sidste time eller to skulle vi lærlinge rydde op og gøre rent, samle tabte skruer og møtrikker op, sortere og lægge på plads.
I vinterhalvåret fra 1. oktober til 1. april gik vi på Teknisk Skole, den lå på Bregentvedvej 22. Undervisningstiden var fra kl. 18 til 20.15 eller 20.30 fra mandag til fredag. Når vi var færdige der, kunne vi så cykle hjem, jeg til Kværrede, og få den varme mad, som mor havde sat til varme i ovnen på komfuret. Hvis vi nu havde bestemt, at vi ville i biografen, så kunne vi nå forestillingen kl. 21, men så var det midnat inden man kom hjem, og så op og af sted på cykel næste morgen de 8 km. til Haslev. Lærerne på Teknisk Skole var ingeniører, arkitekter og håndværksmestre fra byen, og vi blev undervist i frihåndstegning, projektionstegning, maskintegning, materialelære, maskin- og værkstedslære samt dansk og regning. Jeg slap for dansk og regning, fordi jeg havde en realeksamen, så de aftener havde jeg fri.
Hvad lønnen var, det husker jeg ikke, men jeg tror, den var omkring 7 kr. om ugen, og jeg skulle betale noget af den for at bo hjemme, men det var ingen skade til at blive klar over, at alt koster penge. Efter 4 år blev jeg udlært maskinarbejder. Som svendestykke lavede jeg en stikstålholder til en shaper, samt smedede og hærdede en mejsel. Jeg fik karakteren ”Veludført”. Når vi havde udlært, skulle vi holde svendegilde på værkstedet efter fyraften for alt personale. Som regel fandt det sted om lørdagen, og det foregik på den måde at man købte et passende antal store napoleonskager (og de var store, nok dobbelt så store som i dag) oppe hos bager Winther Jensen i Jernbanegade, 2-3 kager pr mand samt et par kasser øl (á 50 stk.) hos Ulrich & Søn. Mester holdt en lille tale og ønskede den nye svend tillykke, og så gik det eller løs med kager og øl. Man var hverken sulten eller ædru, når festen sluttede
En pudsig ting fra den tid, men den gang var det normalt. Tiltale til mester, værkfører og mestersvend var ”De”, til alle andre ”du”. Alle lærlinge blev kaldt ved fornavn og svendene blev kaldt ved efternavn, og fra den dag man var udlært blev efternavnet tilføjet til ens fornavn.
På den tid hvor jeg blev udlært var der endnu stor adskillelse mellem kvinders og mænds job, jeg kan ikke mindes, at der var kvindelige håndværkere, og de første mandlige sygeplejersker var netop blevet uddannet, og det var ikke 10 år siden, at de første kvindelige præster kom i kirkerne. Hvad var lønnen som faglært maskinarbejder? Jeg ved, at i 1962 var en ugeløn et sted imellem 320 og 350 kr., udbetalt kontant i lønningspose. I november 1957 kom jeg ind som soldat, og i de to måneder, fra jeg var udlært og til indkaldelsen, arbejdede jeg hos H.F. Nielsen.
Arbejdsliv
Da jeg kom hjem fra soldatertiden, skaffede Flemming mig ind som reparatør på værkstedet hos Junckers savværk i Køge. Det var noget af en omvæltning at komme fra et system/en verden med ”Hr.—og De” og så til Junckers, hvor alle var ”dus” fra direktøren og ned til yngste medarbejder. I en periode var jeg valgt som tillidsmand for os ca. 25 reparatører. Jeg lejede et værelse hos maler Hansen i Bag Haverne lige over for Teaterbygningen. Jeg spiste på Sømandshjemmet nede ved havnen. Senere skiftede jeg arbejde til D.L.A.M. i Klippinge, og for at komme derud købte jeg en lille motorcykel, en 125 cm3 MZ. En dag jeg kørte hjem fra arbejde, var der en varevogn, der kørte ud foran mig, og jeg fik ødelagt noget i det ene knæ, men motorcyklen slap med et par skrammer, Den blev solgt kort tid efter at jeg var blevet gift.
Jeg har også arbejdet som reparatør på Høsten Teglværk, og tilbage på Junckers og hos H.F. Nielsen inden jeg kom på Haslev Kraftbox med titel af værkstedsleder (jeg var alene på værkstedet i flere år), men det var alligevel her, jeg fandt ud af, at jeg på en eller anden måde gerne ville være leder, og samtidig var jeg ikke særlig gode venner med en ny værkfører, der var kommet i produktionen, så jeg skulle finde et andet job. I sin tid på teknisk skole gik jeg sammen med en Jørgen Christensen, der nu havde startet et maskinværksted op i Ørslev, han havde kontakt med en virksomhed i Sneslev, der fremstillede skilte, Brodal Skilte, det var et lille firma, ejet af Grethe og Mogens Ribov, med 8-10 ansatte. De manglede en værkfører til deres stanse- og pakkeafdeling. Jeg fik jobbet i 1974 og var der i adskillige år og lærte meget. Det var her jeg fik det første kendskab til EDB, det var helt tilbage til den gang, da man selv programmerede systemer i DOS. Vi udviklede et kalkulationsprogram, assisteret af en programmør fra Århus, Peter Fihn. Grethe var en overgang meget opsat på at Inge og jeg skulle overtage firmaet, det blev heldigvis ikke til noget, men hun fik overtalt mig til at tage en uddannelse som teknonom. Det var en ny uddannelse, der var kommet frem, svarende til merkonom, men teknisk. Uddannelsen tog tre år på aftenkursus hele vinterhalvåret. Firmaet betalte kursusafgift og undervisningsbøger, det foregik i Slagelse, jeg skulle selv sørge for transport og bruge fritiden på det. Vi havde to fag på en aften, og resten af ugens aftener samt lørdag og søndag gik med lektier og opgaver. Vi blev undervist i virksomhedsøkonomi, virksomhedsorganisation, produktudvikling, erhvervsret, økonomistyring og produktionsstyring. I april 1980 bestod jeg den afsluttende eksamen i produktionsteknisk linje med et gennemsnit på 9.8 i en 13 skala med minimumskrav på 6.
Det var 3 hårde vintre, hvor familien kom i anden række, men uddannelsen var god og det var også helt klart den, der sikrede, at jeg nogle år senere fik jobbet som driftsleder på Metropak i Hedehusene, en virksomhed med over 100 ansatte. Det var en stor mundfuld, og første gang jeg kom til samtale der, og så det store fabrikskompleks, sagde jeg til mig selv, at det her er vist for meget at gabe over, men også det gik godt, og det var her, jeg fik de store erhvervsmæssige oplevelser, men også mit livs største udfordringer. Den største af udfordringerne var, da jeg sammen med direktøren havde forhandlet en aftale om køb af en ny trykkemaskine fra Tyskland på plads, en ordre til flere millioner kroner, der ville medføre, at der skulle foretages betydelige udvidelser af bygninger og produktionslokaler. Som afsluttende bemærkning til den tyske forhandler siger direktøren så: ” Yes, from today, Kurt Jensen will be responsible for the project at all.”. Jeg vidste intet på forhånd, og det var et projekt til nogle og tyve millioner. Jeg sov ikke den følgende nat. Men jeg tog udfordringen op, og klarede samtidig jobbet som driftsleder. Der blev mange lange arbejdsdage og ikke mange feriedage. Alt blev klaret og trykkemaskinen kom til at køre til planlagt tid.
Belønningen fik jeg senere, jeg havde 4-5 ugers ferie og fridage til gode. Jeg foreslog derfor Jan, vores direktør, at hvis firmaet gav Inge og mig 14 dages rundrejse i Tyskland med alt betalt, så var vi kvit. Direktøren accepterede dog på betingelse af, at jeg skulle besøge Krupp i Essen og et firma i Hamburg for at se på stansemaskiner. Det blev alle tiders gode tur.
Senere kom så udfordringen i Holland, hvor vi skulle prøve at samkøre to fabrikker, men det gik ikke. Jeg blev prøvet af, og Metropak var en stor personlig tilfredsstillelse, det var med til, at jeg kan sige, at jeg har haft et godt liv. Og jeg kan helt klart tilslutte mig Dronning Ingrids ord som hun udtalte i et interview ”Man kan, hvad man skal”.
Kærlighed og ægteskab
Hukommelsen er temmelig begrænset, når det drejer sig om ungdommens kærester, for hvad er egentlig kærester? I de seneste par år af skolegangen var der da enkelte af pigerne, som jeg godt kunne lide, og et par gange var vi på konditori sammen, men kærester, nej. Min første kæreste var Lis, som jeg mødte på vej til og fra arbejdet, vi kom sammen i en ret lang periode, og vi kom med hinanden hjem, og selvfølgelig var vi også i biografen sammen. Vi var meget ”forelskede”, men det fortog sig igen, vi gik hver til sit, og siden da har jeg aldrig mødt hende eller set hende. Mine forældre var vist ret forbeholdne over for vores forhold, de var mere klartseende, end jeg var. Medens jeg boede i Køge, boede Bodil i værelset ved siden af mig. Hun var i huset hos arrestforvareren i Køge, og havde en ven. Jeg var mere interesseret i hende, end hun var i mig, men jeg fik dog i en periode maset mig ind foran hendes ven, og det varede ved næsten indtil jeg ”for alvor” traf Inge. Bodil og jeg var dog aldrig med hinanden hjemme hos vore forældre. Hendes forældre boede i Sneslev, og vi har truffet hinanden nogle gange siden. Hun vendte tilbage til sin tidligere ven.
Når jeg bruger udtrykket ”for alvor”, så er det, fordi Inge og jeg gik i et par år i Tollerød Skole på samme tid, inden jeg gik til Haslev, men den gang lagde vi ikke mærke til hinanden. Vi fik først øje på hinanden omkring konfirmationsalderen. På den tid var det meget almindeligt, at der efter konfirmationen blev holdt en ungdomsfest, hvor konfirmanden hjemme samlede sine venner og veninder en aften til fest. Noget af det bedste ved en sådan fest var, når der blev leget ”mørkelege”, det var hyggeligt, spændende og vældig ophidsende at sidde på skødet af hinanden og kysse og kramme. Jeg har været ude for, at den pige, jeg sad hos, holdt så fast i mig, at der røg et par knapper i skjorten. Det var ved en sådan fest, at Inge og jeg fik øje på hinanden, men ”øjenkontakten” bandt ikke så fast, så vi gik hver vore egne veje som beskrevet ovenover. Så skal vi helt frem til 1960, før der skete noget. Inge havde lånt sin fars bil og inviterede naboens datter Alice (som jeg havde et godt øje til) og mig med til Høst- og Folkefest i Fakse. Da vi kom tilbage, var det vel egentlig meningen, at Alice og jeg skulle stå af sammen, men det var kun Alice, der stod af, Inge og jeg kørte lidt længere, og det varede nogen tid, inden jeg stod af med en tak for en skøn aften. Fra den aften begyndte vi at se mere og mere til hinanden, og vi blev klar over, at det skulle være os to.
Vi blev ringforlovet Juledag 1960. Vi kørte ud i en skov ved Kannerød, gav hinanden ringene på, og æsken, som ringene var i, blev gravet ned ved et træ, og vi aftalte, at hvis det blev forbi imellem os, så skulle vi lægge ringene ned i æsken igen. Æsken er sikkert gået til for længe siden, og træet er sikkert blevet fældet. Da ringene var kommet på fingrene, kørte vi til julefrokost hos Helene og Otto i Alkestrup, og om aftenen var vi på Hastrupgården hos Inges mor og far, og 2. juledag hos mine forældre. Nu var familien klar over, at vi mente det alvorligt.
Vores bryllup blev fastsat til lørdag d. 23. september 1961. Vi blev viet i Haslev Kirke, og der blev holdt stor fest for os på Hastrupgården med telt i haven. En skøn og dejlig fest, som vi desværre ikke har et eneste billede fra. Jeg mener, at jeg sagde et par ord, jeg kan ikke huske hvad jeg sagde, men det har nok været det traditionelle, hvor brudgommen takker bruden fordi hun har sagt ja, og tak til brudens forældre fordi man har fået lov til at få sin elskede.
Da festen var ved at være slut, forsøgte vi at slippe ubemærket af sted, det lykkedes ikke helt. Inges bror Knud kørte os til Troelstrupvej 11 i Haslev, som vi på vore fædres opfordring/bestemmelse havde købt for den vanvittige store sum af 65.000 kr. Vi opdagede, at der havde været gæster i huset under bryllupsfesten, der var blandt andet hængt en klokke under sengen. Lidt senere var der nogle af bryllupsgæsterne, der forsøgte at komme ind ad et vindue i spisekammeret, men det lykkedes ikke for dem. Der var ikke penge til eller tradition for bryllupsrejser, så mandag morgen ventede det daglige arbejde. Vores nye hjem blev vores bopæl i de kommende 12 år. For at klare økonomien med eget hus havde vi i mange år udlejet 3 værelser på 1. sal til 3 forskellige unge mennesker. I 1973 havde vi fået bygget et nyt hus på Enebærvej 3. Vi solgte huset på Troelstrupvej, og tiden var med os. Huspriserne var steget, og vi fik 250.000 kr. for huset. Nu var det ikke fortjeneste alt sammen, for vi havde lavet en hel del om i huset, bl.a. havde vi lavet et nyt og godt badeværelse, men vi fik en klat penge ud af det.
Det bedste minde fra brylluppet er, at den dag startede nu over 50 års samliv, i sorger og glæder men ved hinandens side og i fælles forståelse for at søge at skabe en god tilværelse for os selv, for vore børn og børnebørn. I kirken lød det til os, at vi skulle elske og ære hinanden i medgang og modgang til døden os skiller, og det har vi ærligt forsøgt. Så kan eftertiden dømme, om det er lykkedes for os. Jeg føler, at Inge og jeg har haft en lykkelig tid sammen.
Børn og børnebørn
Som ung mand tror jeg ikke man tænker på børn, mænd har vist ikke en medfødt følelse svarende til kvinders moderskabsfølelse. Jeg havde i alt fald ikke. Først da vi var blevet gift, lå det måske ”i luften”, for alle gifte par fik jo børn, så det skulle vi vel også have. Det gav desværre så nogle helt uventede og kedelige følgevirkninger. Svigerfar blev dræbt ved et færdselsuheld halvanden måned efter vores bryllup. Det chok, som denne tragiske hændelse gav, bevirkede, at Inges graviditet ikke forløb helt planmæssigt. Men da først vi var kommet over chokket og igen kommet ind i en lidt normal gænge, så glædede vi os til familieforøgelsen, og vores datter blev født.
Det er en mærkelig følelse at blive far. Tænk det lille menneske er en del af dig, det er en skabning, der er helt og totalt overladt i forældrenes varetægt. Et liv, en skæbne der er betroet os, og som vi er ansvarlige for. Det er stort.
Men for mig var det en endnu større oplevelse, da vores søn blev født, for da overværede jeg fødslen. I den situation da er man vidne til et under. Det er fantastisk at se, at et liv går i gang.
Det at blive forældre er svært, det er jo noget ganske nyt og uprøvet, hvordan gør man, i de mange forskellige og ofte vanskelige situationer der opstår. Desværre husker man ikke altid, at barnet skal komme i første række. På den anden side skal barnet også lære, at der er nogle regler, der skal efterleves. Endvidere skal barnet beskyttes, men ikke overbeskyttes, det skulle gerne blive et selvstændigt men omgængeligt og afholdt individ. Det er svært.
Det at blive bedstefar, det er noget helt andet, men også en dejlig følelse, selvom man nu ikke er direkte ansvarlig for det lille barn, så følger man udviklingen meget nøje. Det er en bekræftelse på at livet og slægten går videre. – ”Tider skal komme, tider skal henrulle, slægt skal følge slægters gang”. Og det er alle bedsteforældres ret at forkæle børnebørnene.
Selvfølgelig glæder man sig, man er også spændt, går fødslen godt, er barnet velskabt? Man er faktisk nervøs, men heldigvis er det gået godt hver gang. Det har jo resulteret i en hel del besøg af børnebørnene og ferieophold i Karrebæksminde. Jeg kan f.eks. huske, hvor glade de var for at tage bad i badekarret på Enebærvej, de sad der til de næsten var opblødte. Her i Granparken kan jeg huske deres ”besvær” med at få pumpet luftmadrassen op når de skulle sove på stuegulvet. Jo, der har været mange sjove, hyggelige og dejlige timer og oplevelser sammen med børnebørnene
Tilbageblik
Når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke placere et enkelt øjeblik som den begivenhed, der ville være værd at opleve igen, der har været mange store og vægtige begivenheder og øjeblikke igennem livet, meddelelse om at man har bestået en eksamen, erhvervelse af kørekort, bryllup, børnenes fødsel, sølvbryllup, børnebørnenes ankomst, runde fødselsdage, guldbryllup, beskeden fra læge om at man tilsyneladende er sund og rask. Hvad skulle man vælge at opleve igen, der er knyttet både gode og mindre gode minder til livets oplevelser.
Hvis der er øjeblikke, som jeg gerne ville opleve igen, så ville det blive genoplevelse af noget godt. Nu kan det heldigvis ikke lade sig gøre, for så ville det blot gå nøjagtig, som når man f.eks. prøver at gentage en god rejseoplevelse, det bliver aldrig det samme igen. Derfor, når man ser og oplever noget godt, så skal man nyde det i fulde drag, for det sker kun den ene gang.
Det vigtigste jeg har opnået, har jeg opnået sammen med min hustru. Vi har i fællesskab dannet en familie, der trods forskelligheder har formået stadig at holde sammen. Vi har skabt en god levevej for os med arbejde, som vi har kunnet lide. Så kan jeg håbe på, at jeg har fået sat et par spor, som ikke umiddelbart bliver visket ud. Jeg kan håbe på, at lidt af det, jeg har sagt og gjort ikke vil blive glemt så snart jeg er væk. Det vil kun eftertiden vise. Jeg har aldrig drømt om at blive alment kendt, men jeg håber, jeg har gjort en positiv forskel.
Livet igennem har der været mange vigtige oplevelser, som på forskellig måde har haft indvirkning, både godt og skidt, på mit liv, og hvilke af oplevelserne, der har levet op til mere eller mindre utopiske drømme tilbage i livet, det er svært at svare bare nogenlunde entydigt på, men det vigtigste i dag er, at Inge, vores børn og børnebørn har det godt, så skidt med mig selv.
Jeg har i årenes løb truffet mange, også vigtige beslutninger, beslutninger der har haft indvirkning på familien og vores liv, beslutninger af betydning for arbejdet og arbejdsstedet, beslutninger der har påvirket andre menneskers liv. Der har været vanskelige beslutninger, men jeg har forsøgt at træffe beslutninger ud fra, hvad der gavnede og var bedst i den pågældende situation, prøvet på ikke at se, hvad der gavnede mig selv, men hvad andre ville have gjort i mit sted.
Mine forældre har betydet meget for mig. De har givet mig en god opvækst. De har grundlæggende lært mig at skelne mellem godt og skidt, og været gode eksempler for mig. Min far har lært mig at være tolerant over for andre, som jeg er uenige med. Min kære hustru, har afgjort haft den største betydning for mig. I fællesskab har vi formet en god tilværelse, vi kan i dag se tilbage på et godt liv sammen. Et liv i medgang og modgang, et liv hvor vi i fællesskab har haft det godt. Tænk hvis alle kunne få et sådant godt liv.
Mange gange har jeg følt mig glad og tilfreds, og mest lykkelig har jeg været, hver gang jeg kan føle og mærke, at alle i familien er raske og har det godt, så er jeg både lykkelig og taknemmelig. Den nære familie er trods alt, det der betyder mest. Derfor er jeg også mest ked af det, når en i den nære familie er syg eller på anden måde har alvorlige problemer. Så kan jeg kun ønske, at den pågældende kunne gå fri, og at jeg i stedet kunne bære den byrde.
Det var et hårdt slag for os alle, da vi så pludselig mistede min svigerfar. Denne prægtige og gode mand var pludselig revet væk. Det gav et vældigt tomrum, og man stiller sig gang på gang det spørgsmål, hvorfor? Det er også hårdt at miste sine forældre, men når det sker naturligt og i en høj alder efter et langt og godt liv, så kan man meget lettere acceptere det, for det er jo en naturlig del af livet, men der er altid et savn.
Jeg har selv været meget forskånet for alvorlige sygdomme. Jeg fik fjernet min blindtarm, da jeg fyldte 18 år. Den gang skulle man ligge i sengen i en hel uge. Så er jeg blevet opereret for brok et par gange, og jeg har været indlagt med symptomer på blodprop i hjertet, men det var vist blind alarm. En ny hofte i højre ben er det også blevet til, og for et par siden, fik jeg konstateret prostatacancer, men det er der tilsyneladende kommet styr på. Jeg må sige, at jeg føler, at jeg har et vældig godt helbred, og i skrivende stund føler mig sund og rask.
Det er i forbindelse med sygdom, at jeg har været allermest bange. Det skete medens vores søn var helt lille, han var syg og havde feber. Jeg var alene hjemme med ham, og pludselig fik han feberkrampe. Jeg havde ikke oplevet det før, han blev helt stiv og vendte det hvide ud af øjnene. Da troede jeg, at han ville dø i armene på mig, hvor var jeg bange, og jeg bad til Gud, om han ville skåne vores dreng. Heldigvis kom Inge hjem, og hun fik ringet efter ambulance, men jeg syntes, det varede evigheder, inden ambulancen kom. Heldigvis klarede han det.
Når man tænker på, at livet er en stor gave, så er det skønt at få lov til at opleve det som ældre, når man stadigvæk har et godt helbred. Det er dejligt at have tid til at nyde livet uden at skulle tænke på arbejdsplads, børn der skal i skole osv. Selvfølgelig er der da også mindre lyse sider ved at blive ældre, og det værste er, at man ikke længere kan klare det, som man kunne tidligere, kræfterne ebber ud, og det kan være svært at acceptere, men det er livets naturlige følge, der skal da være plads til de unge og stærkere kræfter. Det er også i orden, når man så også føler, at man har gjort en indsats, medens man kunne. Man håber på, at man har sat nogle spor, som ikke umiddelbart slettes ud, den dag man er væk.
Til de kommende generationer
Jeg har aldrig haft et egentlig motto, og jeg skal ikke være en docerende læremester, for menneskenes og verdens historie fortæller så tydeligt og klart, at vi ikke vil lære af andres erfaringer, vi skal selv brænde fingrene, før vi tror.
Men derfor kan jeg godt prøve ganske kort at udtrykke, hvad jeg har lært igennem livet. Det er delvis sammensat af andres udtalelser.
Lev dit liv, tal og opfør dig, så dine medmennesker kan stole på dig både i ord og gerning, og lyt til din indre stemme, forsøg aldrig at overdøve den, for den fortæller dig sandheden. Du skal være dig selv 100 %, lad være med at efterligne andre, for det vil aldrig blive godt. Du skal danne dig din egen mening, men overvej altid inden du giver udtryk for din mening, og husk, at ingen af os sidder inde med den endegyldige sandhed.
Er noget gået galt, så brug ikke tiden på ærgrelse, det kan alligevel ikke gøres om, og livet er for kort til spilde det på ærgrelse, du skal videre.
Det er menneskeligt at fejle, men det er dumt og tidsrøvende at gentage sine fejl.
Kurt Jensen, 2017-2018