Hjalmar Olsen - Livet på Faxe Bryggeri, 1915

Lokalhistorikeren Hjalmar Olsen (1901-1972) skrev i løbet af sit liv meget om Faxes både nyere og ældre historie. Nedenfor er en mere personlig fortælling, nemlig hans egen ungdomserindringer fra hans teenage-år på Faxe Bryggeri. 

Den 21. oktober 1879 overdrog Antonie bryggeriet i Præstø salget af bryggeriets ølsorter i Fakse til ølhandler Rasmus Nielsen. Jeg husker ølhandler Rasmus Nielsen, fru Nikoline Nielsens far, som en gammel og svagelig mand. Rasmus Nielsen, som i daglig tale kaldtes Øl-Rasmus, gik gerne på gaden med en klapstol i hånden, og han satte sig jævnligt for at hvile. Øl-Rasmus havde en meget stor vennekreds, og han fik sig mangen en sludder på sine daglige spadsereture.

Den første maj 1915 begyndte jeg på Faxe Bryggeri. Jeg var da 13½ år og var blevet skrevet ud af skolen som følge af, at jeg skulle have nævnte plads. Min far var død året forud, så det var nødvendigt at stive hjemmets økonomi lidt af. Lønnen på bryggeriet synes ellers ikke særlig tillokkende, den var 8 kroner om måneden og kosten, med en arbejdsdag på 10 timer i gennemsnit. Men lønnen var absolut ikke ringere end andre steder for min aldersklasse – og arbejdstiden var jo dengang af nævnte længde overalt.

Jeg havde ikke tidligere været ude at tjene, så det var jo lidt bagvendt til at begynde med, men jeg faldt dog hurtigt til. Jeg var antaget til at skulle køre i byen med øl, hjælpe til i bryggeriet i det omfang det lod sig gøre, og ellers udrette alt forefaldent arbejde.

Vi var 6 personer beskæftiget i virksomheden på den tid. Fru Nielsen selv, Kaj Nielsen (søn) en ældre maltgører, Søren Christensen, 2 ølkuske, Jens Nielsen og Peder Nielsen, og så mig.

Jens Nielsen var ældre. Han og hans kone (de havde ingen børn) boede i det hus der ligger bagved bunkersen i Nørregade. Foran huset lå dengang et gammelt gadekær kaldet ”Kragedammen”. Jens Nielsens kone hed Ellen, hun var vist noget af en xanthippe, hvilket da også blev lagt til grund for hans noget sure væsen. Når han omtalte konen, sagde han gerne med salvelsesfuld stemme: ”Min hustru”.

Peder Nielsen var ung og ugift, han døde for ikke så mange år siden og boede ved Torvegården. Så var der en tjenestepige ved navn Mary, hun havde lidt svært ved at komme op om morgenen, og det skete ikke så sjældent, at jeg, af fru Nielsen, blev sendt over for at vække hende. Hun havde værelse i Slottet, helt oppe under taget. Så vidt jeg erindrer, havde Conrad Nielsens boet i Slottet i stueetagen mod øst, men familien var umiddelbart efter Conrad Nielsens død flyttet over i det gamle hus, og der har åbenbart ikke været plads til tjenestepigen også. Fru Nielsen var noget af en slider, og Kaj, som dengang var slank som en ål, var heller
ikke bange for at tage fat.

Carl Vilhelm så jeg ikke meget til, han var i købmandslære i Karise. Erik og Helmer gik i skole. Når Erik kom hjem fra skole kikkede han gerne ind på bryggeriet og lod et par ord falde, så gik han igen. Helmer var nok den jeg fik mest at gøre med, men derom senere. Så var der Grethe, hun var bare 5 år dengang.

For at gå helt til bunds i livet på Faxe Bryggeri for mere end 50 år siden, kan jeg nævne, at der var 4 heste og 2 hunde. Den ene hund, der var temmelig stor og med rødgul pels og langhåret, hed Bjørn, medens den anden, der var noget mindre og lignede lidt af en schæfer, lød navnet Skotte. Men begge var vist bastarder, som almindeligt var på den tid.

Vinkelret på beboelseshuset og mod vest, lå en længe som tjente til hestestald og vognskur. En anden længe ligeledes mod vest lå langs vejen. Dette hus var dog på den tid yderst brøstfældigt, og det var kun tagetagen der benyttedes, her havde man halm til hestene.

Bygningen, der som det øvrige var stråtækt, kaldtes ”Panoptikon”. Det var vist nok soldater fra sikringsstyrelsen, der lå i og ved Fakse den sommer, der havde fundet på navnet. Bryggeriet havde for øvrigt 2 soldater indkvarteret. I ”Panoptikon” var åbent hus for landevejens sønner, ”håndværkersvende” som de med en fælles betegnelse kaldtes dengang. Når jeg kom derop for at hente halm, var der ofte en gæst, der stak hovedet frem af halmdyngen.

Der var hektisk travlhed om morgenen, inden ølvognene kom afsted, særlig de dage, der blev brygget. Og når kuskene svingede ud fra bryggeriet, var der topbelastning på. Selv på siderne under vognene og bagpå var pladsen udnyttet, idet ølankre her hang i kæder og kroge. Det var et hårdt job at være bryggerhest. Det skete heller ikke så sjældent, at en hest var syg, når kuskene kom ind i stalden om morgenen, så blev jeg sendt afsted ud på en gård og låne friske hestekræfter. Det var oftest hos en gdr. Mehlsen på Egedevej (næsten helt ude ved skoven) eller hos en parcellist Valdemar Larsen (kaldet store Valdemar) også på Egedevej.

Hestene fra Mehlsen var røde og højbenede, sandsynligvis af Frederiksborg racen, og for at spare tid skulle jeg selvfølgelig ride, hvad jeg jo selvsagt også var stærkt interesseret i. Om morgenen, når hesten skulle hjemmefra, var den ikke så villig, men om aftenen, når det gik hjemad, så kunne den skynde sig, selv om den havde gået for ølvognen hele dagen. Men i forbindelse med hjemturen havde jeg egentlig et problem, idet der ofte stod en flok drenge ved Kragedammen, og når de så, jeg kom ridende, havde de kæppe parat, og så fik hesten nogle ordentlige rap over bagpartiet, hvilket satte farten kendelig op, og vi var nået et godt stykke ud ad Egedevejen, før jeg klamrende mig til hestens manke, fik taget farten lidt af foretagendet.

Nu kunne jeg selvfølgelig have ventet med at stå op på hesten, til efter at have passeret det kritiske sted, men der var bare den hage ved det, at jeg var temmelig lille af vækst og ikke ved egen hjælp kunne stige til hest. Jeg var bedst tilpas, når det var regnvejr, så var drengene der ikke. Valdemar Larsen havde kun en hest, en gul sindig fyr, som drengenes heppen op ikke rigtig virkede på. Den gule, der også var noget til års, fortsatte sit jævne vante tempo. Men den var slem at ride på, idet dens ryg var meget skarp, og efter et par ture var man hudløs bagi, så jeg foretrak næsten, når alt kom til alt, de højbenede, der var runde som tønder.

Der blev brygget hver dag i den varmeste tid, ellers hver anden dag, og da vi kom lidt hen på efteråret kun 2 gange om ugen. Når jeg som tidligere nævnt ikke var ude at køre med øl, skulle jeg være med i bryggeriet m.m. De dage, der blev brygget, stod jeg i skyllerummet, ved et stor kar, sammen med fru Nielsen og vaskede øltræer med en stiv børste. Fru Nielsen var ovenud prober, og hun lugtede grundigt til spunshullet i hvert øltræ, inden det gik videre til maltgøreren eller Kaj, der skyllede indvendig. Hvis fru Nielsen havde den mindste mistanke til et øltræ, blev det sat til side og senere omhyggeligt efterset. Når øltræerne var
vaskede, blev de stablet op langs den ene væg for senere, når de var tørre, gennem en lem i gulvet at blive stukket nedenunder til fyldning. Her fandtes de lange bakker, hvor øltræerne lå, medens ølpåfyldningen fandt sted.

Mit arbejde bestod også i flaskeskylning og øltapning. Skylningen foregik i selve bryghuset, hvor der var opstillet en maskine til dette formål. Maskinen bestod af en trævask, på hvis ene side der var påmonteret et hjul og en flaskerenser, et remtræk til et større hjul og en krumtap i forbindelse med en trædeplade (pedal) i lighed med en symaskine, det var hele mekanikken.

Også med flaskerne var fru Nielsen meget pillen, og jeg havde den strengeste ordre til at sætte alle flasker til side, som jeg nærede tvivl om. Øltapningen foregik i kælderen under skyllerummet, og der blev tappet fire slags øl. Faxe nr. 1 og 2. K.B. nr. 1 og 2. Faxe Bryggeri fremstillede ellers også nr. 3 øl, men det solgtes ikke på flasker.

Efter at øllet var tappet, blev flaskerne, som var blevet anbragt i kasser med rum og hank, båret over i kælderen i den modsatte ende af bygningen, hvor propningen og etiketteringen foregik.

Propperne lå i en spand med vand ved siden af proppemaskinen, der var omkring en meter høj. Flasken blev anbragt i maskinen, en prop stukket ind i et rør, og en stang trykket ned, så var processen i orden. Etiketterne blev klistret på med dekstrin via en valse anbragt i en metalbeholder.

De købmænd jeg hyppigst bragte øl til var Kaj Pedersen, Torvegade, C.O. Brenøe, Torvegården og Anders Christensen, (nu Kjærsdam) Andes, som folk sagde, var stokdøv, og han kom gerne med noget helt andet, end det kunderne forlangte, men så stillede gerne hans kone Sofie, og skubbede ham væk for selv at overtage ekspeditionen. Sofie kunne også være skrap overfor kunderne, særlig de mere ungdommelige, som da også tit drillede hende.

Der havde tidligere været jord til de bygninger, hvori købmandsforretningen var etableret, og på den tid var der en vanding, som endnu hørte til stedet. Vandingen, der lå hvor nu snedkermester Henry Jensens ejendom er beliggende, blev af soldaterne kaldt ”Sofies hul”, et navn der for øvrigt holdt sig indtil kæret i 1920’erne blev overbygget.

Overfor mig var Sofie altid flink, men jeg drillede hende heller aldrig. Det var ikke alene hvidtøl, bryggeriet leverede, men også mineralvand og øl fra Carlsberg. Jeg husker ikke, om der også blev forhandlet Tuborgs produkter.

Til transport af øllet benyttede jeg en lille trækvogn med een stang. Vognen, som egentlig var beregnet til at skyde foran sig, var forsynet med et lad lige netop stort nok til, at der kunne stå en ølkasse eller ligge et øltræ (otting). Til større transporter anvendtes en anden mere rummelig vogn.

Engang, da jeg havde været i byen med sidstnævnte køretøj, som jeg skød foran mig og holdt ind foran bryggeriet med en kasse tomme bajerflasker, var der en 10-årig pige, som ofte kom og legede med Grethe, der sparkede mig bagi. Jeg vendte mig for at se, om der kom mere af den slags, men var så ubetænksom at
slippe stængerne med det resultat, at vognen vippede, hvilket jo ikke gik helt lydløst af. Fru Nielsen, der stod inde i køkkenet, kom farende ud og begyndte at give mig en overhaling, (for øvrigt den eneste gang) men den blev kun kort, idet Kaj, der havde stået i bryggeriet og set, hvordan det var gået til, råbte: ”Det var sgu ikke hans skyld – det var hende tøsen, der sparkede ham i r….!”

Det skete ikke så sjældent, at man ude på gårdene løb tør for øl inden kuskens næste besøg, så måtte jeg afsted med ny forsyning. På disse ture var Grethe gerne med – et arrangement hendes mor var vældig tilfreds med, så behøvede hun ikke at se efter hende så længe. Grethe var mægtig begejstret for disse ture,
som gik til Værløse, Stubberup osv. Vi lod være med at tage det tomme øltræ med tilbage, det fik kusken så senere. På den måde blev der køremulighed til Grethe på hjemturen, hvor hun ofte var træt.

Jeg tilbød hende undertiden også at køremed på udturen, men trods sine kun 5 år,var der dog så meget ”dame” i hende, athun vist følte det nedværdigende at siddeoverskrævs på et ølanker. Grethe var et kønt og opvakt barn. Jeg kan endnu se hende for mig, som hun sad på den lille vogn og krøb sammen, medens vinden legede med hendes viltre lokker.

Men de fleste ture ”ud med øl” gjaldt kalkbruddet, hvor der på den tid var omkring 3-400 mand beskæftiget. Temperaturen i bruddet kunne på meget varme dage stige til op mod 50 grader celsius i solsiden, så dette kunne jo selvsagt nok give anledning til stort ølforbrug.

På øltræerne blev skrevet bestillerens navn med kridt, og så blev ankrene sat af, enten ved den daværende trappe for enden af Kalkbrudsvej, eller ved nedgangen ud for Stationsvej, alt efter i hvilket område af kalkbruddet kunderne arbejdede. Dette var såre enkelt og let for mig, idet bestilleren selv tog øllet med ned.

Værre var det, når de tomme øltræer skulle hentes hjem. Det skete ca. hver fjortende dag, og det var Helmers og min opgave at sørge for indsamlingen og hjemtransporten.

Til det store mandskab var der jævnt fordelt over hele kalkbruddet opført spisehuse. Disse huse eller hytter, hvoraf der vel har været omkring en 20-25 stykker, bestod faktisk kun af et skråtag tækket med halm.

Lige så snart Helmer var kommet fra skole og havde fået sin mad, startede vi ekspeditionen, medbringende den store trækvogn. Løbende fra hytte til hytte samlede vi først øltræerne sammen ved opgangen, hvilket var den letteste del af foretagendet.

Opbæringen ad trappen var ikke noget, vi regnede for så meget, selv om det var en varm omgang. Værre, men også mere spændende, var det ovre ved den nordlige side af bruddet, hvor vi skulle op ad et reb.

Det kunne jo nok volde os en del besværligheder, og arbejdet var da heller ingenlunde ufarligt. Kalkbruddet var dengang, som følge af brydningens ringe bredde, ikke som nu i aftrapninger, men en lodret væg. Vi nød dog disse bjergbestigninger, selv om vi var badet i sved, når det var slut.

Når vi gik op, holdt vi fast i rebet med den ene hånd og lirkede så, med den anden hånd og knæene, øltræet fra fremspring til fremspring. Når vi var helt oppe, gav vi øltræet et skub, så det rullede ind på sikker grund, og så gik turen ned i dybet igen. Helmer fortalte mig mange år efter, at de senere havde fundet på at stikke en pind ind i øltræerne og på denne måde tage 2 ad gangen, men jeg tvivler på, at vi dengang havde haft kræfter til at gennemføre en sådan rationalisering.

Om lørdagen skulle jeg feje gård og ind imellem, som tiden tillod det, luge mellem de toppede brosten foran beboelseshuset. Haven skulle også have en omgang, når lejligheden bød sig. Lige bag ved bryggeriet var der et temmelig stort stykke kartofler, som jeg skulle passe med hypning, grænsende op hertil var et stykke jord med græsning til hestene.

Efter det her beskrevne, kunne det se ud som om der var en uhyre mængde arbejde der skulle gøres, men efter datidens forhold var det hele såmænd ikke så galt. Jeg var i hvert fald ikke mere træt af min arbejdsplads, end at jeg ofte kom der om søndagen.

Ganske vist ikke for at arbejde, men for at sludre med Helmer, som jeg følte mig mest knyttet til. Så sad vi gerne (undertiden også Erik) oppe i et træ, hvor de havde bygget et lysthus mellem grenene, og kikkede ud i landskabet.

Når der kom cirkus til byen, eller der var et eller andet på hotellet, gav fru Nielsen altid billetter, og så fulgtes Helmer og jeg gerne ad. Dengang kom der flere cirkus hertil hver sæson, små familieforetagender, men rigtig cirkus. De lå gerne ved Niels Olsensvej på en åben plads, der dengang fandtes mellem Rosenvej og Faxe Bugtens Trykkeri.

Når der har været enkelte sidespring i denne beretning om Faxe Bryggeri i 1915, skyldes det ønsket om at krydre skildringen med et lille stænk af livet i Fakse på den tid.

 

Hjalmar Olsen, 1968.

Kilde: Faxe Kommunes Arkiver M115