""

Dalby - en del af historien!

Faxe Kommunes Arkiver fylder 60 år i 2025.

Vi fejrer det med denne billedvæg, som du kan nyde her i Dalby frem til september.

Dalby er en del af historien, og den historie er bevaret gennem de titusindvis af dokumenter og billeder Faxe Kommunes Arkiver har samlet ind fra Dalby gennem de sidste 60 år: Alt lige fra billederne på væggen foran dig, til de kommunale protokoller fra dengang Dalby var sin egen kommune (1842-1970) eller det store materiale der fortæller historien om Peter F. Heerings fabrik i byen, der producerede den verdensberømte kirsebærlikør.

I denne video kan du gense billeder fra væggen sammen med endnu flere af de bedste Dalbybilleder fra arkivets samling.


Vil du være med til at gøre Faxe Kommunes Arkiver endnu bedre?

Der er også huller i arkivets samlinger - huller som vi gerne vil have din hjælp til at udfylde.

F.eks. har vi kun få billeder, nye eller gamle, der viser indbyggerne i Dalbys hverdagsrutiner. Vi har slet intet fra Bournonvilles Wild West, den ikoniske saloon lige syd for byen. Og ligesom vi kan fortælle Peter F. Heerings fabrik, vil vi også gerne kunne fortælle fremtiden om den virksomhed, der i dag huserer i de gamle Heering-haller, Mjødgård.

Hvilke personer, virksomheder, foreninger og steder synes du har defineret byen i din levetid, og hvilke definerer den idag? 

Hvis du, eller en organisation du repræsenterer, ligger inde med digitale eller analoge dokumenter eller billeder, som fortæller noget om Dalby og byens historie, så kontakt arkivet og hør mere om, hvordan du kan bidrage til samlingerne.


I alt har vi opstillet syv forskellige billedvægge - en i hver af de syv største byer i kommunen. Du kan se hvor de enkelte billedvægge er placeret ved at klikke på byens navn: Dalby, Faxe, Faxe Ladeplads, Haslev, Karise, Rønnede og Terslev, hvor du nederst finder placeringen.

I Dalby er billedvæggen placeret ved dammen ved kirken hvor Sneholmgårdsvej og Karisevej mødes.

Billede
""

Du kan læse mere om alle arkivets jubilæumsaktiviteter i løbet 2025 på denne jubilæumsside.