Hvad må jeg se?
Hvilke arkivalier der er offentligt tilgængelige, og hvilke du kun kan se med dispensation
Når Faxe Kommunes Arkiver tager imod arkivalier, er de for det meste ikke offentligt tilgængelige lige med det samme. Det kan være for at beskytte personlige oplysninger, forretningshemmeligheder og meget mere. Arkivloven sætter tilgængelighedsfrister for arkivalier skabt af kommunens administration og myndigheder og vi anvender de samme regler til arkivalier fra private.
De vigtigste af tilgængelighedsfristenerne er som følger:
- Arkivalier bliver i udgangspunktet offentlig tilgængelige efter 20 år.
- Fotografier er i udgangspunktet offentligt tilgængelige fra modtagelsestidspunktet.
- Arkivalier, der indeholder oplysninger om enkeltpersoners private forhold er først offentligt tilgængelige efter 75 år. Private forhold er f.eks. oplysninger om:
- økonomi
- helbred
- religiøs eller filosofisk overbevisning
- seksuel orientering
- politisk overbevisning
- cpr-nummer
- biometriske data
- genetiske data
- strafbare forhold
- race og etnisk oprindelse
- fagforeningsmæssige tilhørsforhold
- sociale problemer
Når vi modtager arkivalier fra private aktører kan vi derudover aftale en særlig klausul, hvis giveren gerne vil have en længere tilgængelighedsfrist end de ovenstående.
Offentligt tilgængelige arkivalier kan ikke nødvendigvis findes online, men de kan altid ses på arkivet. Bemærk desuden at selvom f.eks. fotografier er offentligt tilgængelige, må de kun benyttes i det omfang indehaveren af ophavsrettens rettigheder respekteres.
Adgang med dispensation
Man kan søge om adgang til arkivalierne, hvor man får dispensation fra de ovenstående tilgængelighedsfrister, hvis man har en særlig årsag.
Det gælder først og fremmest, hvis man søger oplysninger om sig selv (f.eks. afgangsbeviser, egenacces, eller de arkivalier man selv har doneret), eller hvis man f.eks. skal bruge arkivalier til forskning. I begge tilfælde behandles den enkelte ansøgning af arkivets ansatte.